Vejen til paradis
39. kapitel
Kunstnernes paradis
Vi skal her give nogle enkelte eksempler på, hvad det betyder, når materien uden nogen ydre hjælpemidler eller redskaber automatisk former sig efter det levende væsens tankekoncentration, ønske og vilje, således som det sker på det åndelige tilværelsesplan. I kraft af denne guddommelige tilstand kan en arkitekt bygge lystslotte eller andre bygningsværker i stor stil og i lige så høj grad, som han netop ønsker det. Her er han ikke tynget af, at hans kunstneriske uddannelse og begavelse skal være en levevej. Her eksisterer ingen leveveje. Ingen skal på det åndelige plan tjene penge eller arbejde for at opretholde det daglige liv. Her er livet en absolut ønsketilværelse for alle, og væsenerne manifesterer absolut kun, hvad de selv ønsker. Af omgivelserne og af medvæsenernes manifestationer kan de kun opleve ting, hvorved de vil glæde og fryde sig. Alt, hvad der ikke har denne virkning, er de afskåret fra at kunne komme på bølgelængde med grundet på den sanseforvandling, de kom ud for i skærsildsepoken. Derfor kan der absolut ikke opstå noget som helst mørke her. Når en arkitekt vil skabe et bygningsværk på det åndelige plan, behøver han ikke at have de mange medarbejdere, håndværkere og arbejdsmænd for at kunne udføre sin plan, således som tilfældet er på det fysiske område. Ligeledes har han heller ikke nogen form for materialevanskeligheder, idet den åndelige substans, som i sig selv er umanifesteret til stede overalt, men som ved tankens kraft materialiserer og udformer sig alt efter de levende væseners ønsker og vilje, også gør sig gældende her. Arkitekten har således i sin magt at skaffe sig materiale nok for sine projekter, hvis han overhovedet ønsker at bygge dem op sten for sten og ikke tænker sig dem helt færdige med det samme uden nogen som helst tænkt forudgående opbygning, hvilket jo også står i hans magt. Her kan han altså skabe alle de ønskeprojekter, han eventuelt på grund af mange forskellige hindringer umuligt kunne opføre på det fysiske plan.
      Med hensyn til andre kunstnere, vil de ligeledes ved deres blotte tankes kraft kunne skabe de mest glimrende landskaber, portrætter, fantasifigurer eller kunstværker i mange forskellige retninger. Kunstværkerne her adskiller sig fra kunstværkerne på det fysiske plan derved, at de fremtræder som "levende", alt eftersom deres ophav i større eller mindre grad har været i stand til at tænke sig dem og har kunnet besjæle dem med sit eget liv. Her vil en kunstnerisk fremstilling af et landskab i sin højeste og fuldkomneste form ikke fremtræde som et billede malet på lærred. Det vil derimod fremtræde i naturel tilstand med sin kilometervide udstrækning, med skove, søer, marker, himmel, hav og land, med byer, mennesker og dyr osv., alt efter den begavelse, ønske- og tankekoncentration som kunstneren har tilegnet sig igennem sin udvikling i sine fysiske jordliv. Medens et sådant kunstværk på det fysiske plan kun ville fremtræde som et i forhold hertil rent miniaturebillede, malet på lærred eller lignende, med ubevægelige detaljer, er det derimod på det åndelige plan en total opfyldelse af kunstnerens ønskedrøm, alt eftersom han har udviklet sig hen imod genialitetens stadium. Han kan således udstyre sit ovennævnte kunstværk med sin egen energi eller livskraft. På søen ville der svømme svaner. Hen over himlen ville der bevæge sig dejlige, hvide sommerskyer. Skoven ville genlyde af fuglestemmer og andre lyde, som hører hjemme her. Sommerbrisen ville mærkes i træernes kroner, og havets bølger ville rulle blidt ind imod en dejlig hvid strandbred, hvor mennesker ville tumle sig i de blågrønne dønninger. Og over det hele ville solen kaste sit altoplivende og varmende himmelske lys. Hele visionen ville fuldstændigt blive båret og opretholdt af kunstnerens tankebegavelse, koncentration, ønske og vilje. Kunstneren kan naturligvis også tænke sig et helt andet motiv inden for hans særlige begavelse, tænke- og skabeevne på det åndelige plan. Og da tænkningen her er det samme som direkte skabelse i materien, vil dette kunstværk tone frem som en ny strålende vision for ham selv og hans beundrende medvæsener på nævnte plan. Dette kunstværk kan være gengivelse af uvejr. Sorte skyer gennemtrængt af flammende lyn vil da dække himlen. Buldrende torden, akkompagneret af råb og skrig og andre lyde, som hører sig til i en sådan situation, høres gennem stormen. Med sin tankekoncentration og begavelse kan han også skabe de skønneste og mest strålende landskaber i morgen- og aftenrødens flammeskær, såvel som han kan skabe sølverne måneskinslandskaber og andre naturbilleder i funklende levende visioner.
      Hvis den samme geniale kunstners skabelse på det åndelige plan er figurer af mennesker og dyr, fremtræder disse ligeledes helt naturlige som "levende". Menneskefigurerne kan både tale, synge, le og græde, ligesom dyrefigurerne kan løbe, springe og brøle alt efter kunstnerens begavelse, ønske og vilje.