Da væsenerne i de fysiske jordliv i en overvejende grad lever i en mørkets verden og må kæmpe med mange besværlige foreteelser for at kunne opretholde deres fysiske tilværelse, afføder dette, som før omtalt, ønskedrømme om idealtilværelser, hvor de ikke netop skal kæmpe med lidelser og besværligheder, således som tilfældet er på det fysiske plan. Disse ønskedrømme er tankeopbygninger i åndelig materie og kan som regel ikke foreløbig opleves af væsenerne på det fysiske plan, idet de endnu ikke er så udviklede, at de magter at opfylde de betingelser, i kraft af hvilke de nævnte ønskedrømme eller ønsketilværelser kan opfyldes på det nævnte plan. Vi kommer da her til at se, hvor guddommeligt universets livslove er formet i kulminerende visdom og kærlighed, idet væsenerne netop får lov til at få hvilepauser i deres tilknytning til den fysiske tilværelse, således at de i disse pauser helt kan blive fritaget for deres fysiske skæbnes besværligheder, lidelser, bekymringer og ufred, så de blot kan hellige sig deres ønskedrømme og opleve dem som realistisk virkelighed på det åndelige plan ganske uafhængigt af, hvilket udviklingstrin, hvilken begavelse, hvilken grad af logisk tænkning og skabeevne de så end måtte være nået frem til på det fysiske plan. Deres ønskedrømme kan kun formes af de ønsker og længsler, der udgør det allerhøjeste af, hvad de er i stand til at tænke eller opfatte på det særlige udviklingstrin, de repræsenterer. Men at få en sådan ønskedrøm eller ønsketilværelse opfyldt på det fysiske plan betyder som regel uoverstigelige hindringer for de pågældende væsener, idet den fysiske materie ikke automatisk lystrer tanken. Det koster derfor som oftest både penge og andre menneskers medvirken eller arbejdskraft at få sin ønsketilværelse opfyldt. Det er derfor, at menneskene lever i utilfredsstillede længsler og de heraf affødte skuffelser, bekymringer og besværligheder, der gør deres skæbne eller fysiske tilværelse ulykkelig. At få ønsketilværelsen opfyldt på det fysiske plan kan derfor tage meget lang tid, ja, så lang tid, at der undertiden skal flere liv til, før hindringerne er overvundne, og væsenet fysisk kan opleve sin ønsketilværelses opfyldelse. Men i kraft heraf er det netop guddommeligt, at menneskene kan opleve deres ønsketilværelse på det åndelige plan, længe før de kan opleve den på det fysiske plan. Og det er det, der sker, når væsenet dør fra sin fysiske tilværelse og bliver udfriet fra sin fysiske organisme. Herefter er det blevet befriet fra den livsbetingelse, det var at jonglere med den tunge fysiske materie. Nu skal det kun opleve og skabe i den åndelige materie, som netop lystrer tanken. Derfor kan væsenet her opleve alt, hvad det er i stand til at tænke sig på det trin, det tilhører. Og da det i skærsilden er blevet befriet fra den del af dets sansesæt, igennem hvilket skuffelser, sorger, bekymringer, jalousi, nedtrykthed, bitterhed og vrede eller kort sagt alt dårligt humør kan opleves, kan det kun opleve glæde eller strålende humør på det åndelige plan, idet alt her lykkes overdådigt efter dets ønske. Og da hele denne sfære kun er befolket med væsener af samme bølgelængdeområde, hvilket vil sige væsener, der ligeledes er befriet fra de mørke og triste tankearter, bliver tilværelsen her således et liv blandt kærlige venner i lys og glæde. Og væsenet oplever derfor her ønskedrømmens virkelighedsverden, paradiset eller livets solskinsegne og hjemstavn.