I henhold til den alkærlighed, der er fundamentet for hele verdensaltets beståen, ville det være skrigende unaturligt, hvis væsenerne ikke fik adgang til at opleve opfyldelsen af deres ønsketilværelse eller deres hunger efter en tilværelse, hvor de uforstyrret kan nyde den livsoplevelse, der igennem deres nuværende sansekapacitet kan være den allerhøjeste lykke og salighed. Vi bliver da også vidne til, at der ikke kan opstå nogen som helst normal eller naturlig hunger eller sult, hvortil der ikke forekommer en mættelse. Vi må naturligvis se bort fra de kunstigt frembragte sult- eller hungerfornemmelser, såsom hungeren efter narkotiske nydelser, alkohol, tobak og lignende. For disse former for hunger er der ingen som helst mættelse. Jo mere væsenerne nyder disse produkter, desto mere kommer de til at hungre og sulte sig til døde, netop fordi disse nydelser kun kan give en indbildt mættelse samtidig med, at de underminerer organismen og dermed evnen til at opleve det normale liv. Men således er det ikke med længslen eller hungeren efter en idealtilværelse. Den er hundrede procent normal, og dens mættelse er derfor en tilsvarende livsbetingelse for væsenets udvikling eller omskabelse til mennesket i Guds billede, rent bortset fra den lysende og varmende kærtegnsåbenbaring den er, og hvormed den evige Guddom omfavner og opmuntrer sin ufærdige søn (det levende væsen) midt i hans passage af det kosmiske spiralkredsløbs kulminerende mørkezoner, lidelsessfærer og dødsterræner.