Vi begynder her at se det virkeligt guddommelige princip, der garanterer alle levende væsener en paradistilværelse hinsides det jordiske, fysiske liv. Når de levende væsener ikke kan blive i dette paradis, men atter må genfødes på det fysiske plan, skyldes det udelukkende, at de ikke er færdigudviklede, ikke har nået den højde i livsoplevelse og skabeevne, der er Guddommens plan med nævnte væsener. Ved atter at genfødes på det fysiske plan får væsenerne lejlighed til at udvikle sig videre og gøre nye fejltagelser og opleve disse fejltagelsers virkninger og den heraf affødte visdom og tilsvarende høje begavelse, hvorved væremåden bliver tilsvarende mere fuldkommen og kvalificerer dem dermed til at opleve et tilsvarende endnu fuldkomnere og mere strålende lysvæld i form af paradisoplevelsen. Og således fortsætter de levende væsener igennem genfødelserne på det fysiske plan at udvikle sig fuldkomnere og fuldkomnere og får en hertil svarende og mere strålende paradistilværelse efter hvert jordliv. Hermed opnår væsenet til sidst at komme igennem alle de ubehagelige fejltagelsers zoner og sfærer og opnår dermed det indeværende spiralkredsløbs kulmination i visdom og kærlighed. Det kan derfor ikke lære mere på det fysiske plan i dette kredsløb, hvorved reinkarnationen eller genfødelserne ophører. Og herefter fortsætter væsenet således, som vi senere skal komme tilbage til, med hele sin kosmiske bevidstheds kapacitet i guddommelig åbenbaring af kærlighedens manifestation i visdom og højintellektuel skabelse i den åndelige materies strålevæld. Igennem denne skabelse udformes de åndelige verdeners detaljer i funklende og lysende materier. I denne gyldne materie fremtræder alt i en kulmination af kærlighed, visdom, skønhed og glæde. Her er det daglige liv åbenbaringen og oplevelsen af Guds primære bevidsthed i renkultur.