Fundamentet for væsenets liv på det åndelige tilværelsesplan efter døden er således dets absolutte ønskedrøm eller længslen efter oplevelsen af det højeste, det kan forestille sig af en idealtilværelse. Og det er oplevelsen af denne idealtilværelse eller ønskedrøm, der udgør det levende væsens absolutte sande paradis. Men før væsenet efter døden kan opleve denne idealtilværelse eller komme ind i dette paradis og her opleve den synligt manifesteret, må det igennem dødsprocessen og den eventuelle skærsild. Som før nævnt er skærsilden kun en forberedelsesepoke, i hvilken de sanser, igennem hvilke væsenet oplever skuffelser, sorger, bekymringer, bitterhed, vrede og had, sættes ud af funktion. Væsenet kan herefter kun sanse lyse og glædelige tankearter. Det kan således ikke komme i mentale eller bevidsthedsmæssige kortslutninger med andre væseners tankearter eller væremåde, ligesom det også nu kun kan komme på bølgelængde med væsener i den samme tilstand eller det samme paradis. Væsenets bevidsthedsmæssige bølgelængdeområde vil således ligge over alle bevidsthedsmæssige bølgelængdeområder, der kan skabe fjendskab, antipati, vrede, jalousi, misundelse, sorger, savn og skuffelser. Idet dets sanser i paradiset ikke kan registrere disse eller beslægtede tankearter, kan paradiset således kun blive en kulminationsoplevelse af lykke og glæde i renkultur. I modsat fald ville det aldrig komme til at opleve noget paradis eller nogen ønsketilværelse i renkultur. Den åndelige verden ville være lige så præget af krig, ulykker og lidelser, sorger og bekymringer, som den fysiske. Vi må således forstå, at den åndelige verden udgør et bølgelængdeområde, der er ganske hævet over den fysiske verdens bølgelængdeområde. Den førstnævnte verdens bølgelængdeområde er kærlighedens og visdommens, medens den fysiske verdens bølgelængdeområde er hadets og vredens. Det bliver måske lettere at forstå, når man bliver fortrolig med, at den åndelige verden i virkeligheden er en elektrisk verden i renkultur, ja, er selve elektricitetens hjemstavn. Ifølge kosmiske analyser er elektriciteten hele universets livskraft, den er selve Guds ånd. Men i den åndelige verden, hvor denne ånd eller livskraft ikke skal gennemtrænge nogen fysisk materie og derfor her ikke kan benyttes af væsenet i de felter, det ikke har færdigudviklet, kan de mange kortslutninger i form af de førnævnte tankearter: fjendskab, antipati, vrede osv. umuligt finde sted. De udgør det dyriske bevidsthedsmateriale og bliver derfor mere og mere uegnet som bevidsthedsmateriale for det levende væsen, jo mere det vokser eller udvikler sig i human eller menneskelig retning. Det ufærdige menneske har således to bevidsthedsmæssige områder: det dyriske, som er dets medfødte arv fra dets tilstand som dyr i renkultur, og dets begyndende menneskelige område, som vokser eller udvikler sig igennem de mange kortslutninger, som opstår imellem disse to områder i dets psyke eller mentalitet. Da disse kortslutninger igen har indflydelse på væsenets fysiske væremåde, bringer de også undertiden denne i kortslutning med medvæsenernes væremåde og krigen opstår og forplanter sig imellem væsenerne. Og de ulykkelige skæbner med myrderi og lemlæstelse og de hermed forbundne sorger og bekymringer, der endog kan ende med selvmord, opstår. Det er væsenets evne til at skabe og opleve disse ulykkelige tilstande, det bliver befriet fra i skærsilden, ved at det pågældende sansesæt bliver sat ud af funktion. Derved er væsenet garanteret, at dets åndelige tilværelse imellem dets fysiske liv, dets paradis, bliver en hundrede procent mental lysoplevelse, en glædes- og lykketilstand, det som ufærdigt menneske umuligt kan opleve i renkultur på det fysiske tilværelsesplan. Med væsenets udfrielse af sin fysiske organisme og dets herefter følgende passage igennem skærsilden, hvor det som nævnt får en vis del af sit sanseområde sat ud af funktion, bliver dets livsoplevelses- og skabelseskapacitet betydeligt nedsat. Men det område af dets bevidsthed, det således i paradiset er befriet fra, er jo hele dets fysiske skæbneområde, hvor det havde adgang til at gøre fejl og derved komme i ulykke og modgang og blive belastet med de heraf følgende genvordigheder, bekymringer og lidelser. Væsenet er således blevet befriet fra hele sit ufærdige bevidsthedsfelt, som absolut kun kan gøres færdigt på det fysiske plan. Herefter rummer dets bevidsthed kun de felter, der er færdigudviklet til en sådan grad, at det igennem disse udelukkende kan opleve og skabe lys og glæde, såvel for andre som for sig selv.