Som vi allerede er blevet bekendt med, har det levende væsen to sansehorisonter: en åndelig og en fysisk. Medens den åndelige horisont er permanent, er den fysiske kun periodevis, idet det fysiske legeme, som er en skabt foreteelse og derfor ligesom alle andre skabte foreteelser, må forgå. Derfor har væsenet perioder i sin livsoplevelse, i hvilken det kun oplever og skaber med de åndelige sanser. Disse perioder indtræder ved væsenets befrielse fra sin fysiske organisme ved den såkaldte "død" og fortsætter, indtil væsenet atter er modnet til at kunne tilknyttes en ny fysisk organisme. I denne periode kan væsenet ikke direkte opleve noget på det fysiske tilværelsesplan. Det er således i virkeligheden totalt forsvundet fra nævnte plan. Tilbage er kun den udskilte fysiske organisme, som hurtigt går i opløsning. Og da væsenerne endnu er meget ufærdige med hensyn til at sanse kosmisk, ja, er ubevidste på det kosmiske plan, kan de kun dømme efter, hvad de fysisk bliver vidne til. Mange tror derfor, som før nævnt, at det levende væsen står og falder med sin fysiske organisme, og at det pågældende væsen, hvis fysiske organisme er blevet til et lig, totalt er ophørt med at eksistere.