Vi har her fået et koncentreret overblik over de jordiske menneskers skæbnesituation. Vi har set, at væsenernes ulykkelige skæbner udelukkende er virkninger af uvidenhed, hvilket igen vil sige, at mennesket, så længe det er besværet med en skæbne, der udløser sig i lidelse, er et ufærdigt væsen. Det vil altså igen sige: et væsen, der endnu ikke er færdigskabt i Guds billede efter hans lignelse. At der i væsenet under denne ufærdige tilstand opstår en længsel efter at komme ind i en lysere og lykkeligere tilværelse er ikke så mærkeligt. Denne længsel efter en lysere fremtid er det samme som det, vi kalder "håbet". Og det er denne længsel eller dette håb, der i menneskene afføder de mange forestillinger om en kommende idealtilværelse, der udgør opfyldelsen af dette deres fremtidshåb. Det er opfyldelsen af denne væsenernes ønskedrøm om fremtiden, altså hinsides døden, der udgør det, vi kalder "paradiset", medens til gengæld de mørke skæbner med deres lidelser og sorger har affødt de forskellige forestillinger om den hinsidige tilværelse, der udtrykkes som "helvede".