Som foran nævnt bygger det levende væsen sin bevidsthed op af de oplevelser, det får igennem sin fysiske sansning. Disse oplevelser overføres igennem væsenets fysiske sanser til dets åndelige struktur og bliver her til åndelige tankebilleder. Det er af sådanne åndelige tankebilleder, væsenets bevidsthed består. I kraft af disse tankebilleder, der netop udgør erfaringer og viden, kan væsenet igen danne nye tankebilleder, som ikke blot kan opleves på det åndelige plan, men også igennem den fysiske organisme kan overføres til det fysiske plan og her udformes i fysisk materie i ren billeddannelse eller i skrift og tale, i lyd og farver. Et væsens bevidsthed består således dels af tankebilleder, der er kopier af væsenets ydre omgivelser, og dels af tankebilleder, der er væsenets egne originale. Det er ud fra disse originale tankeopbygninger og de fra den fysiske verden i tankeformer kopierede tankebilleder, at væsenets bevidsthed udfolder sig, ligesom de også danner grundlaget for væsenets livssyn og den heraf følgende moralopfattelse, begær og viljeudløsning, sympatier og antipatier.