I kraft af væsenets alderdom kommer det til at opleve døden som en strålende guddommelig befrielse fra den fysiske organisme med dens affældighed og mere eller mindre uduelighed som fysisk livsoplevelsesredskab. For et væsen med en uhelbredelig sygdoms- og lidelsesbefængt organisme kommer døden eller befrielsen fra denne organisme ligeledes som en meget stor guddommelig velsignelse. Døden er også en stor guddommelig velsignelse for de væsener, hvis organisme er dødeligt læderet ved ulykkestilfælde. Denne befrielse vil i alle situationer være en total befrielse fra fysiske smerter. Det er rigtigt, at der mentalt set kan opstå lidt skærsildsproces for de væsener, der dør pludseligt ved ulykkestilfælde. Sådanne væseners bevidsthed er indstillet på fremtidsplaner og livsoplevelser på det fysiske plan, som de nu brat bliver afskåret fra at opleve. Dette kan naturligvis afføde skuffelser og sorg. Men også her bliver væsenerne hurtigt indstillet på at søge hjælp i deres ulykke, hvorved de straks kommer ind under skytsenglenes varetægt og bliver befriet fra alt det, der kan virke som fysisk mørke i deres bevidsthed. Herefter kan de så opleve det for deres opfattelsesevne fremtrædende paradis.