Når væsenet efter døden er befriet for sit fysiske legeme, forandres naturligvis dets tilværelse eller livsoplevelse. Det kan således ikke mere direkte opleve eller skabe på det fysiske tilværelsesplan. Det er blevet befriet for at skulle jonglere med den tunge fysiske materie og organisme. Det skal nu kun manifestere sine tanker i den åndelige materie, der er tusinder af gange lettere end den fysiske og rent automatisk former sig efter væsenets vilje. Derfor bliver væsenets passage igennem den fysiske dødsproces i virkeligheden en passage fra et stort og meget tungt arbejdsfelt til et oplevelsesfelt, der i sig selv i forhold til det fysiske i en meget stor udstrækning må betragtes som et hvilefelt. Det behøver ikke her at forme sine tanker i ord for derved at gøre sig forståelig for medvæsenerne, idet tankerne allerede fremtræder for dem som synlige detaljer i den åndelige materie omkring væsenet, allerede inden det får formet dem i ord. Der findes derfor ikke sprogvanskeligheder på det åndelige tilværelsesplan, thi alle væsener, der befinder sig på samme udviklingsstadium, kan her forstå hverandres tanker eller tankeopbygninger. På dette plan opleves tankefunktionen som en ydre foreteelse omkring væsenet og kan ses af alle, der kan opfatte i det pågældende væsens bølgelængde. Væsenerne kan således ikke skjule deres karakter. Deres ærlighed eller uærlighed er her blottet for medvæsenerne. Det er derfor ikke ethvert væsen, der på det fysiske tilværelsesplan har en stor position, bliver æret og agtet som et "højt udviklet" væsen, hovedsageligt fordi det her hører til den såkaldte "overklasse" og har kunnet blænde sine medvæsener med sin rigdom og luksus og fremragende ordenstitler, luksuspalæ og tjenerskab med mere, der er virkelig stort. Disse fysiske luksusforeteelser tæller ikke på det åndelige plan, idet der bag dem godt karaktermæssigt kan skjule sig en åndelig proletar. Og det er denne eventuelle side ved luksusmennesket, der er hjælpeløst blottet for medvæsenerne på det åndelige plan. Her kan den ikke tilsløres af fysisk luksus, guld og glimmer.
      Men for at forstå den åndelige tilværelse efter døden må vi først se lidt på det levende væsens livsoplevelse i sin helhed. Dens udløsning opleves i sin inderste instans som tænkning. Denne er igen det samme som udformning og billeddannelse af tankens objekt. Denne billeddannelse foregår i sin første instans som tidligere nævnt i åndelig materie og udløses rent automatisk af individets åndelige struktur, ligesom væsenet igen gennem samme strukturs åndelige sanseorganer oplever billeddannelsen. Det er denne åndelige tankeproces, der udgør væsenets primære livsoplevelse, og som forekommer i åndelig renkultur i de situationer, hvor væsenet er befriet for sin fysiske organisme og ikke skal befordre sin tankeopbygning i fysisk materie. Da denne åndelige livsoplevelse er begrænset til kun at kunne bygges op af lykke- og glædesbefordrende tankearter, bliver den åndelige tilværelse således absolut paradisisk for ethvert levende væsen hinsides dets fysiske død.