Da de ufærdige eller uudviklede væsener på det vågne fysiske plan ikke kender deres åndelige struktur og tilværelse, idet den ikke er direkte tilgængelig for fysiske sanser og endnu ikke ved hukommelse kan overføres til væsenets fysiske dagsbevidsthed, er der i værste tilfælde opstået den overtro, at den befrielse fra den fysiske organisme, som væsenerne oplever ved nævnte dødsproces, er en absolut død, er et absolut ophør af det samme væsens livsoplevelse og tilværelse. Men da den fysiske organisme ikke udgør det virkelige væsen, men kun udgør et foreløbigt opbygget redskab for væsenets midlertidige udviklingstrin og for opfyldelsen af dette stadiums særlige livsbetingelser, dør væsenet således ikke, fordi det mister den fysiske organisme, tværtimod. Denne befrielse fra den fysiske organisme er netop en livsbetingelse for væsenets fortsatte udvikling eller omskabelse. Hvordan skulle væsenerne kunne forvandle sig fra planter til dyr og fra dyr til de nuværende jordiske mennesker, og hvorledes skulle disse igen kunne forvandles fra deres nuværende ufærdige tilstand til den guddommelige tilstand, i hvilken de er helt omskabt til "mennesket i Guds billede", hvis ikke der samtidigt var skabt mulighed for, at de kunne udskifte deres fysiske organismer? Disse er jo beregnede på at kunne læderes, for at væsenerne derved kan få de lidelser, som de i kraft af deres fejltagelser eller ufærdige tilstand i deres væremåde nødvendigvis må komme til at opleve for derigennem at lære at undgå fejltagelserne og blive hundrede procent fuldkomne både i legemlige og åndelige manifestationer og dermed opleve livets kulmination i lysoplevelse og velvære. Da væsenernes fejlmanifestationer kan være så omfattende, at virkningerne af disse helt kan ødelægge deres fysiske organismer, så disse er gjort totalt umulige som redskaber for oplevelse og manifestation på det fysiske plan, er det således en overordentlig stor guddommelig velsignelse for de pågældende væsener, at de kan blive udfriet af disse organismevrag og igen hver især få mulighed for opbygning af en ny fysisk organisme. Da væsenet igennem sin fysiske udviklingsepoke vokser igennem højere og højere former for livsoplevelse og manifestation, er det også her en livsbetingelse for det, at det for hver ny højere fysisk livsoplevelses- og manifestationsform, det vokser frem til, får en tilsvarende ny fysisk organismeform, i kraft af hvilken det netop til fuldkommenhed kan opleve og manifestere sig i kontakt med denne ny livsoplevelses- og manifestationssfæres særlige love eller betingelser for livsoplevelse. Det ville ikke være så godt, hvis det forfinede og højt udviklede, humane kulturmenneske af i dag ikke for længst igennem organismeudskiftningen eller genfødelserne var blevet befriet fra de øgleorganismer, abeorganismer og primitive fortidsmenneskeorganismer, som det i dets tidligere udviklingsepoker var en livsbetingelse for det at leve i for overhovedet at kunne opnå den relativt højt udviklede manifestations- og livsoplevelsestilstand, det i dag eksisterer i. Vi ser her, at den såkaldte dødsproces er et absolut uundværligt led i den guddommelige skabelse af mennesket i Guds billede. Som en yderligere bekræftelse på dødens nødvendighed kommer også den almindeligt kendte dødsårsag, nemlig organismens affældighed ved alderdom og dens heraf følgende uduelighed som redskab for fysisk livsoplevelse og skabelse. Da den nævnte organisme er en skabt foreteelse, er den nødsaget til, ligesom andre skabte foreteelser, at være tid og rum underkastet. Den er således nødsaget til at være forgængelig. Den udgør hermed en kontrast til væsenets allerhøjeste åndelige struktur, der i sin fundamentale kerne aldrig er blevet skabt og derfor ikke kan være tid og rum underkastet. Denne væsenets højeste åndelige struktur udgør dets jeg og overbevidsthed. Da denne struktur er evig uforgængelig og udgør det virkelige levende væsen bag den fysiske organisme, kan samme væsen således med lethed overleve alle tids- og rumdimensionelle ting og dermed også dets fysiske legemes undergang.