Da denne guddommelige skabelse ikke blot er skabelsen af organismer, men samtidig udgør skabelsen af mentalitet eller bevidsthed, ja, udgør indblæsningen af livets ånde i væsenet, kan den ikke foregå som en skabelse, der kun berører bevidstløse eller døde ting. Her drejer det sig om omskabelsen af et levende væsen, der efterhånden mere og mere kan føle og fornemme forskel på behag og ubehag. Og det er netop i denne omskabelse, at vi i særlig grad bliver vidne til Skaberens eller Guddommens altomfattende kærlighed, visdom og almagt. Da skabelsen af "mennesket i Guds billede" strækker sig over millioner og atter millioner af år, og væsenet, set i dette perspektiv, allerede tidligt får evne til at opleve, føle og fornemme og dermed evne til selv at påbegynde en usikker og vaklende skabelse, er det en overordentlig stor velsignelse for det, at denne skabelse, der på grund af sin manglende fuldkommenhed eller vaklende logik afføder megen lidelse eller mørk skæbne for det selv, ikke foregår i en permanent og uafbrudt fortsættelse. Den er derimod inddelt i et system med pauser. Hver gang et væsen her på det fysiske plan kommer ud for den proces, vi kalder "døden", hvad enten den foregår normalt ved alderdom eller den foregår ved sygdom eller ulykkestilfælde, udgør den væsenets indgang til en sådan pause i dets omskabelse fra primitivitet til intellektualitet, fra brutalitet til humanitet. Da denne pause, som vi senere skal se, bliver en paradisoplevelse for væsenet, er "døden" således i virkeligheden porten til paradiset.