Den forannævnte fuldkomne tilværelse ville være en umulighed, hvis ikke den var isoleret, således at kun væsener af samme mentale bølgelængde kan komme i kontakt med denne fuldkomne tilværelse eller livsoplevelsesform. Hvis alle ufærdige mennesker også her kunne gøre sig gældende mellem væsener af de højere mentale bølgelængder, således som tilfældet er på det fysiske plan, ville den åndelige verden være lige så mørk, trist og ufuldkommen, som den fysiske verden kan være for det ufærdige menneske. Ja, her ville krigen endogså have til huse, frembragt af de ufærdige mennesker. Men således er det, takket være den guddommelige verdensorden, absolut ikke. Den åndelige verden er nemlig udelukkende beregnet på at være frugten af den fuldkomne tænkning og den heraf følgende velsignelse og glæde over overvindelsen af materien, glæden over at være blevet livets herre i stedet for at være dets slave, glæden over at være blevet ét med kærligheden, visdommen og almagten, glæden over at være blevet ét med Gud. Den åndelige verden er lykkens og glædens land, medens den fysiske verden er smeltediglen, støbeformen eller Guds værksted for skabelsen af det fuldkomne menneske i sit billede. Det er her, at væsenet tilfiles, afpudses og poleres. Det er her, det lærer at overvinde egoismens og primitivitetens skæmmende dyriske væremåde og udseende for til sidst at lyse og funkle i Guddommens altovervældende stråleglorie i livsoplevelsernes kulmination. Det er ikke så mærkeligt, at vi på det fysiske tilværelsesplan finder bekymringer, sorger og lidelser, eftersom disse foreteelser udelukkende er affaldsprodukter og høvlspåner fra denne Guddommens skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse.