Igennem den fysiske tilværelse bliver væsenet efterhånden bevidst i visdommen og kærligheden og får evnen til at opleve livet i sin højeste fuldkommenhed. Det får lært alt det på det fysiske plan, som det var totalt umuligt for det at lære på det åndelige plan. Da det åndelige plans materie automatisk lystrer væsenets åndelige energiimpulser uden nogen som helst modstand, kan det umuligt lære at tænke i denne materie. For at de åndelige energiimpulser, væsenet i kraft af sin åndelige struktur er i stand til at udløse, kan tage form af tanke, må væsenet uundgåeligt lære at forme disse energiimpulser om til tanker eller tankeopbygninger. Det kan det kun lære på det fysiske plan, idet dette plans materie ikke automatisk lystrer tanken, men må overvindes ved en mental og fysisk kraftudløsning. Idet det er en livsbetingelse – når man er i den fysiske organisme – at tænke logisk, bliver man altså vænnet til at forme sine åndelige energiimpulser til logiske tankeformer eller tankeopbygninger i fysisk materie. Det bliver derfor let i kraft af denne evne også at forme sine tanker i tankematerien eller den åndelige materie alene uden nogen tilknytning til den fysiske materie. Tankerne bliver da lige så synlige for de åndelige sanser, som deres opbygning i den fysiske materie er synlig for de fysiske sanser. Men medens opbygningerne i den fysiske materie er massive og faste grundet på denne materies mere fortættede natur, er de åndelige opbygninger af en mere forfinet natur og opretholdes udelukkende i kraft af væsenets midlertidige vilje og tankekoncentration. Rent bortset fra disse tankeopbygningers indlemmelse i væsenets hukommelsesområde står og falder de altså med denne væsenets koncentration og vilje. Efterhånden som væsenets fysiske liv skrider fremad i udvikling, får det tilegnet sig viden og erfaringer, som indgår i dets bevidsthed som tankebilleder, ligesom det selv ud fra den viden og erfaring, det tilegner sig igennem den fysiske sansning, kan manifestere nye tankeopbygninger i den fysiske materie. Og således bliver væsenets livsoplevelse en vekselvirkning af oplevelse og skabelse af tankeopbygning. Efterhånden som væsenet har udviklet sig frem til den højeste, fuldkomne tænkning og humanitet, kan det ikke lære mere på det fysiske tilværelsesplan. Det kan nu fremstille sin skabelse meget lettere og fuldkomnere i den åndelige materie end i den fysiske. Og dets genfødelse i fysisk materie hører dermed op. Reinkarnationen er blevet overflødig. Væsenet fortsætter derefter sin oplevelses- og skabelsespassage i det store kosmiske kredsløb i en permanent åndelig tilværelse. Det er denne tilværelse, det levende væsen oplever i følgende åndelige sfærer eller riger: "visdomsriget", "den guddommelige verden" og "salighedsriget". Her eksisterer livets absolut fuldkomneste og dermed primære tilværelse. Her lever væsenerne i den allerhøjeste fuldkommenhed. De oplever her selve kulminationen af livsoplevelsen i spiralkredsløbets lysepoke.