Al ulykkelig skæbne er således udelukkende virkninger af de pågældende væseners forud begåede fejlagtige viljeudløsninger eller livsførelse. Men da væsenernes nuværende skæbne ikke udelukkende består af virkninger af fejltagelser, begået i deres nuværende liv, men derimod også består af virkninger af de fejltagelser, de har begået i tidligere tilværelser eller fortidige liv, forstår nævnte væsener som regel slet ikke den dybeste årsag til deres egen ulykkelige skæbne. De kan ikke se nogen som helst retfærdighed i den del af deres skæbne, de oplever som ulykke og lidelse. De betragter derfor i værste tilfælde deres skæbne, deres ulykke og lidelse som virkninger af tilfældige kræfter og i bedste tilfælde som straf fra Gud, fordi de har levet et "syndigt" liv. Medens den første opfattelse naturligvis er totalt absurd, er den anden opfattelse mere i kontakt med sandheden, når vi fjerner ordet "straf". Den ubehagelige skæbne er ikke en straf for synder, men er derimod, som før nævnt, udelukkende virkninger af begåede fejlagtige handlinger. Men da disse handlinger i realiteten er en følge af deres ophavs kosmiske uvidenhed, kan disse ophav heller ikke være syndige på den måde, at de er strafskyldige. Den viden, væsenet ikke har, kan det ikke handle efter. Kunne det det, ville der aldrig nogen sinde kunne opstå fejltagelser. Men fejltagelserne er fundamentet for al jordmenneskelig udvikling. Af fejltagelsernes virkninger lærer mennesket at handle rigtigt. De afføder visdommen, der i sin højeste fremtræden er det samme som "kosmisk bevidsthed", der igen er fundamentet for den allerhøjeste form for livsoplevelse og den heraf følgende kulminerende oplevelse af livsglæde.