Da hele universet eller verdensaltet udgør en enhed, evigt opretholdt af den førnævnte logik eller dette, at alt skal være til glæde og velsignelse for levende væsener, vil enhver handlemåde, der ikke er på denne bølgelængde, før eller senere skabe kortslutning. Denne kortslutning vil altså være det samme som en større eller mindre katastrofe eller ulykkelig skæbne for det pågældende væsen. Men igennem katastrofen eller kortslutningen lærer det samme væsen, hvordan det skal handle, og hvordan det ikke skal handle. Og på denne måde bygges visdommen efterhånden ind i væsenet. Og da lidelserne eller katastroferne på lignende måde også bygger humaniteten eller kærligheden ind i væsenets væremåde, ser vi, hvorledes Gud skaber mennesket i sit billede efter sin lignelse. Og vi ser her lidelsernes absolutte nødvendighed for, at mennesket kan opnå at få "kosmisk bevidsthed" og blive ét med Gud. Da lidelserne er et resultat af fejltagelser eller ulogiske handlinger, kan de absolut ikke udgøre nogen form for straf for synder. Men de er i deres kosmiske analyse visdomskilder og bliver på denne måde vejen til lyset, til kærligheden, til oplevelsen af Gud og dermed til kulminationen af livets oplevelse.