Da det levende væsen i begyndelsen af hvert nyt spiralkredsløb ikke har nogen særlig fysisk bevidsthedsevne, idet den jo for længst er degenereret i den forudgående spiral, ligesom dets åndelige bevidsthed også er meget minimal, idet det kun lever på erindringerne fra den samme forudgående spiral og således er et sovende væsen, set fra den ydre verden, må dets bevidsthed genskabes på ny. Det sker automatisk igennem naturens påvirkninger af dets organismedannelse, og med denne påvirkning opstår efterhånden væsenets egen begyndende sansning. Og igennem denne sansning begynder det selv at få bevidsthed og kan således være medbestemmende i sin egen udvikling eller bevidsthedsskabelse. Men da livet betinger logik i al skabelse, og logik kun kan eksistere som et resultat af visdom eller intellektualitet, kommer væsenet her til at opleve en epoke, i hvilken dets medbestemmelse i dets egen livsoplevelse og skabelse er mere eller mindre usikker, ja ligefrem kan være katastrofal. Det har endnu ikke den intellektualitet eller logiske sans, som skal til for at opfylde livsloven eller loven for al manifestation og skabelse. For at opfylde denne lov hundrede procent må en hvilken som helst skabelse være til glæde og velsignelse for levende væsener. I modsat fald opfylder den ikke livets egen logik og er således i virkeligheden i allerhøjeste grad ulogisk. Den går imod selve universets eller Guddommens egen skabelse.