Vejen til paradis
17. kapitel
Livsloven der betinger, at det levende væsens manifestation eller skabelse skal være logisk
Vi ser i denne ydre udvikling af det levende væsens organisme fra mineral til plante, dyr og menneske en kosmisk fosterudvikling. Fra ingen særlig oplevelsesevne at have når væsenet frem til at kunne opleve og skabe indtil hundrede procent fuldkomment både åndeligt og fysisk, hvilket resultat er det samme som opfyldelsen af betingelserne for at kunne opleve den allerhøjeste lykke eller selve kulminationen af livsoplevelse. Idet væsenet i et spiralkredsløbs begyndelse således begynder at forbinde sig med den fysiske materie og efterhånden rent automatisk får udviklet den fysiske organisme, med hvilken det kan begynde at opleve og skabe i fysisk materie, kommer det i kraft af denne oplevelse ind under livsloven for fuldkommen oplevelse og skabelse. Den betinger, at denne skabelse absolut må være logisk, det være sig lige så godt i væremåde som i en hvilken som helst skabelse i selve den fysiske materie. Der, hvor dette ikke sker, bliver livsoplevelsen katastrofal.