Medens materien på det åndelige plan rent automatisk lystrer væsenets egne åndelige energiimpulser, er det ganske anderledes med den fysiske materie. Den lystrer ikke automatisk væsenets åndelige tanke- eller energiimpulser. Den kan kun overvindes ved hjælp af lånte fysiske kræfter. Men for at kunne arbejde eller jonglere med den fysiske materie, må det levende væsen have et dertil egnet fysisk redskab. Dette redskab kender vi i form af samme væsens fysiske organisme. Denne organisme er altså udstyret med sanseorganer, der igen i virkeligheden kun er elektriske overføringsapparater af fysiske impulser til væsenets åndelige organisme, ligesom den også tjener som redskab for væsenets overførelse af åndelige impulser til det fysiske plan. Væsenet har således som allerede før nævnt evne til at opleve og skabe i to verdener: den fysiske og den åndelige, selv om det i realiteten kun er stationært i den sidstnævnte og kun indirekte oplever den førstnævnte. Medens den åndelige struktur er væsenets primære og uafbrudte livsoplevelsesredskab, er det fysiske legeme kun beregnet som et midlertidigt redskab for væsenets jongleren med fysisk materie. Det udgør en midlertidig tilbygning til væsenets virkelige åndelige legemsstruktur. Ved hjælp af nævnte fysiske legeme får de levende væsener evne til at opleve animalske eller rent kødelige lidelser og smerter, hvilket jo ikke kan finde sted på det åndelige plan, som er selve fuldkommenhedens og dermed lysets og lykkens plan.