Vi ser således her, at det levende væsen har to sanseområder og dermed også to oplevelses- og skabelsesområder. Det har det åndelige oplevelses- og skabelsesområde, og det har det fysiske oplevelses- og skabelsesområde. Væsenet kan udmærket opleve og skabe i sit åndelige oplevelses- og skabelsesområde uafhængigt af det fysiske, men det kan umuligt opleve og skabe i det fysiske oplevelses- og skabelsesområde uden i tilknytning til det åndelige. Det bliver derved her på ny synligt, at det åndelige oplevelses- og skabelsesområde er det absolut primære i det levende væsens eksistens og fremtræden. I dette skabelsesområde kan det altså altid opleve og skabe, selv om det er bevidstløst på det fysiske plan, ja, selv om det slet ikke har nogen fysisk organisme og på dette plan bliver betragtet som hørende til de såkaldte "døde". Disse såkaldte døde er således absolut ikke døde, selv om de er totalt umanifesterede på det fysiske tilværelsesplan, men lever i fuld aktivitet i oplevelses- og skabelsesprocesser på det åndelige plan ligesom væsenerne på nævnte fysiske plan. Ja, her forekommer der hele store tilværelsesplaner, hvor væsenerne lever i en permanent åndelig oplevelses- og manifestationstilstand. De væsener, der er hjemmehørende her, udgør alle sammen væsener, der er blevet færdige med at fødes på det fysiske plan og ikke mere behøver at skulle inkarnere i fysisk materie, før de har fuldendt et af de i Livets Bog omtalte kosmiske spiralkredsløb, der er absolut nødvendige for vedligeholdelsen af deres evige livsoplevelses- og skabeevne. Vi kan desværre ikke her komme nærmere ind på disse fremtrædende kosmiske analyser, men må henvise til det førnævnte værk.