Hvis menneskene virkeligt skal komme til at kunne forstå retfærdigheden i verdensaltet, retfærdigheden i menneskenes liv, retfærdigheden i dyrenes liv, retfærdigheden i alle de mange former for ulykkelige skæbner, som de levende væseners liv af i dag repræsenterer, er det en absolut betingelse, at man kommer til at forstå, at alle levende væsener fremtræder som udødelige, hvilket igen vil sige, at de bag deres forgængelige fysiske organisme besidder en højere i stråleformig eller psykisk materie fremtrædende evig struktur, i hvilken de kan opleve livet uden den fysiske organisme. De kan altså i denne psykiske eller kosmiske struktur overleve enhver form for den fysiske organismes undergang. Væsenet kan igennem denne åndelige struktur igen medvirke ved den fysiske forplantningsproces til skabelsen og udviklingen af det lille foster i moderlivet, som skal blive dets nye organisme i dets nye fysiske jordeliv. Da enhver organisme således er en "skabt ting", må denne igen forgå. Men i kraft af sin kosmiske eller psykiske struktur overlever væsenet altså som nævnt denne sin organismes undergang og fortsætter sin oplevelse af livet i den åndelige eller psykiske verden, indtil betingelserne for, at det igen kan medvirke til at blive født på ny i den materielle verden, indtræder. Og således fortsætter væsenet et vist område af sin evige tilværelse i form af fysiske genfødsler, indtil det har nået en vis fuldkommenhed i tænkning og væremåde.