Ethvert menneske, der studerer tilværelsens kosmiske analyser, bliver gang på gang vidne til, at kærligheden er så livsbetingende for sand oplevelse af livet, at den i de nævnte analyser er udtrykt som "universets grundtone". I den kristne verdensreligion er kærligheden også stærkt fremhævet som det fundamentale i livet. Ser vi på Bibelens ti bud, er kernen i disse også kærlighed. Når det i nævnte bud blandt andet påbydes, "ær din fader og din moder...." – "du skal ikke ihjelslå" – "du skal ikke stjæle" – "du skal ikke svare mod din næste som et falsk vidne" – "du skal ikke begære din næstes hus, du skal ikke begære din næstes hustru eller hans svend eller hans pige eller hans okse eller hans asen eller noget, som hører din næste til" – er det udelukkende for at forhindre krig og i stedet skabe sand fred og harmoni og dermed lykke og glæde mellem menneskene indbyrdes. Men sand fred og harmoni, lykke og glæde er netop kærlighedens velsignelser.
      På et langt senere tidspunkt blev kærligheden i en endnu højere og mere fundamental form åbenbaret som den eneste sande vej mod lyset. Hele Jesu liv, bjergprædiken, væremåde og lidelseshistorie blev selve kærlighedens urokkelige stadfæstelse som livsfundament, stadfæstelse som det absolut eneste, der kan gøre mennesket til et med Gud og dermed gøre det til sejrherre over sin skæbnes tilskikkelser, gøre det frygtløs i en hvilken som helst situation, sætte det i stand til at bevare sit indre åndelige almenbefindende uberørt af ydre fysisk modstand, forfølgelse eller korsfæstelse. Jesu vandring på jorden blev åbenbaringen af et mentalt solskin, der lyste ud over Palæstinas bjerge og ned igennem århundreder. I dette overjordiske solskin åbenbaredes den evige Guds tale. Verdensgenløserens stemme blev universets stemme. Og den evige røst vibrerede følgende kærlighedshymne til de evige sandheder ud over verden: "Salige er de fattige i ånden, thi himmeriges rige er deres" – "salige er de som sørge, thi de skulle husvales" – "salige er de sagtmodige, thi de skulle arve jorden" – "salige er de, som hungre og tørste efter retfærdigheden, thi de skulle mættes" – "salige er de barmhjertige, thi dem skal vises barmhjertighed" – "salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud" – "salige er de, som stifte fred, thi de skulle kaldes Guds børn" – "salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld, thi himmeriges rige er deres" – "salige er I, når man håner og forfølger eder og lyver eder alle hånde ondt på for min skyld" – "glæder og fryder eder, thi eders løn skal være stor i himlene....."
      Dette mentale lys, dette åndelige solskin blev stærkere og stærkere. Og universets stemme, den evige røst, fortsatte: "I have hørt, at der er sagt: øje for øje og tand for tand. Men jeg siger eder, at I må ikke sætte eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham ogsa den anden til" – "giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil låne af dig" – "I have hørt, at der er sagt: du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger eder: elsker eders fjender, velsigner dem, som forbander eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, for at I må vorde eders Faders børn, han som er i himlene; thi han lader sin sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige...." – "derfor skulle I være fuldkomne, ligesom eders Fader, som er i himlene, er fuldkommen" – "samler eder ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortære, og hvor tyve bryder ind og stjæle, men samler eder skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryde ind og stjæle, thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være" – "dømmer ikke, for at I ikke skulle dømmes; thi med hvad dom I dømme, skulle I dømmes, og med hvad mål i måle, skal der tilmåles eder" – "beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder; thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op". Og således talte den evige Fader disse og mange flere ord til verden gennem sin udsendte søn. Og folket undrede sig. Det vidste jo ikke, at det var selve universets stemme eller Guds røst, det hørte. Det anede ikke, at det var evige principper, urokkelige sandheder, den højeste videnskab, der her åbenbaredes.