Det er nat over Jerusalem. Solen er forlængst gået ned over den første store langfredag. Kun en enlig stjerne kaster sit spinkle skær gennem et hul i de mørke skyer, der endnu ruger over Golgata. Men den tornekronede konge er jo ikke mere her. Hans lysende ånd genfinder vi nu i "forgården" til hans eget rige, hvilket vil sige en zone, der grænser umiddelbart op til den fysiske verden, en sfære som alle levende væsener må passere på deres vej fra fysisk til åndelig tilværelse, og hvorfra man endnu ved særlige betingelser kan åbenbare sig for den fysiske verden, kan vise sig for de efterlevende på det materielle plan. Her i denne sfære bliver alle levende væsener efter døden tvættet og midlertidigt udrenset og forberedt til det efterfølgende besøg i de højere guddommelige sfærer eller verdener, som alle uden undtagelse må opleve, inden de igen inkarnerer i den fysiske verden. I dette guddommelige "forværelse" til de højeste "boliger" i "Faderens hus" finder vi Verdensgenløseren meget stærkt optaget med at oplyse og hjælpe "ånder som vare i forvaring". I hans kærligheds store stråleglans blev mange forpinte sjæle, som her på jorden var druknet i tilfredsstillelsen af ødelæggende eller livsnedbrydende materielle begær og laster, midlertidigt frigjorte og ført til Faderens zone.
      Her i denne skyggernes sfære var der en ungdommelig selvmorder, der var umådelig forpint. Det var Judas, en af Jesu egne disciple, som i entusiastisk iver og utålmodighed havde misforstået sin Mester, ja ligefrem havde hjulpet Jesu fjender med at tage ham til fange, havde endog med et kys forrådt Verdensgenløseren. Men da dette var sket, og han på afstand havde fulgt begivenhedernes udvikling og så Jesu holdning overfor sine bødler, faldt der ligesom et skæl fra hans øjne. Og for første gang "så" han "verdensgenløseren". Men at "se" "verdensgenløseren" er det samme som at se "den hellige ånd", og at se et så blændende syn uden at være ren er farligt, thi reaktionen mellem individets primitive tankeenergi og de ophøjede kosmiske stråler eller kærlighedsenergier er da alt for voldsom, og kan undertiden i værste tilfælde resultere i sindssyge, der hvor den ikke udløser sig i selvmord for det pågældende væsen. Med hensyn til Judas gik det altså således, at han i den hellige ånds guddommelige stråler så sin egen åndelige nøgenhed, sin ufuldkommenhed og lave natur i en sådan kontrast til sin fordums Mester, hvis martyrium han endog selv havde været med til at udløse, at han væmmedes ved sig selv, ja kom endog til at hade sig selv.
      Ude af stand til at blive det forfærdelige syn af sig selv kvit, ude af stand til at forhindre virkningerne af sit forræderi, ude af stand til at mildne Jesu lidelser, ja, han havde endog ved sit forræderiske kys omgivet ham med et panser af bevæbnede stridsfolk, råhed og brutalitet, åbenbarede der sig for ham kun håbløshed. Han, der før hver dag til overflod kunne svælge i Mesterens kærlighed og visdom, havde ved sit fejltrin sat et uoverstigeligt svælg mellem sig og sin guddommelige velynder. Under præsternes og mængdens hån og de bevæbnede stridsfolks rå tilbagevisning af hans bøn om at nærme sig korset modnedes hans sidste forfærdelige beslutning på det fysiske plan. I fortvivlelsen over, at han ikke engang ved korsets fod kunne få lov til at komme til den eneste, der kunne mildne hans kvaler, få lov til i støvet for hans åsyn at græde sin anger ud, få lov til at trygle om hans tilgivelse, hans velsignelse, gik han hen og aflivede sig. Men hans udødelige ånd gik derved over dødens tærskel til "forgården" til lysets riger, den samme forgård, hvortil også Jesu ånd begav sig fra udfrielsen af sit fysiske legeme på korset.
      Her i denne forgård eller sfære vågner alle væsener op efter deres fysiske død. Og vi genfinder dem her med de samme tendenser, de samme tankearter, de samme fornemmelser af lidelse og velvære, som de var knyttede til, umiddelbart før de døde. Mennesker med en lys samvittighed, med en fremragende kærlighed til sine medvæsener og omgivelser vågner her op til den samme lykkelige tilstand. Men mennesker med dårlig samvittighed, sjælekvaler og sortsyn vågner her op besværede med disse realiteter i stadig virksomhed. Vi genfinder også Judas her mellem dem, som er mest ulykkelige. Men hans ædle anger og ønske om tilgivelse i forbindelse med alle de andre ulykkeliges kvaler skulle snart blive observeret af den utrættelige Mester.
      Gennem samvittighedens mørke kvaler, gennem melankoliens og sorgens grå tungsind, uden udsigt til nogen sinde at få fred i sit sind, midt i en ørken af ulykkelige sjæle, stirrer Judas ud over dette håbløshedens øde. Men hvad var det? – Pludselig stivner hans blik. Det var ligesom han i det fjerne øjnede et lille lysende punkt. Det kom nærmere og nærmere. Nu antog det mægtige dimensioner, blev synligt som en stor glorie, bølgede hid og did. En vidunderlig dejlig fornemmelse, som han ikke før havde følt mage til, betog ham. Han mærkede, at noget guddommeligt, uudsigeligt nærmede sig. Og nu – som en opadgående sols lyse morgendæmring vibrerede det hen over denne de ulykkelige sjæles håbløse nat: "Kommer hid til mig alle I som er besværede, og jeg skal give eder hvile".
      Judas stod som fastnaglet til stedet. Det var jo hans Mesters stemme. Var det virkelig muligt, at denne lysende skikkelse midt i den strålende kæmpeglorie var håndværkeren fra Nazaret, var den mand man på jorden havde anset for at være gal, være en fanatiker, en falsk profet, en oprører, en lovbryder, et individ, mere værdig til dødsstraffen end de almindelige røvere og mordere? – Jo! – Her var ingen fejltagelse mulig. De kendte træk lyste med usigelig klarhed, ja endog hænderne kunne Judas genkende, men de bar mærker af – korsfæstelsen. Og som et lyn dukkede erindringen om hans egen andel i dramaet frem. Påny formørkedes hans sind. Og i fornemmelsen af hans egen uværdighed til at være i Mesterens nærhed forsøgte han at flygte. Men da var det for sent. Mesteren var kommet for nær. Hans kærlighed afskar ethvert flugtforsøg, ethvert tilbagetog. I næste øjeblik knugede Verdensgenløseren sin ulykkelige discipel til sit bryst. Og gennem rummet lød: "Jeg er kommen for at søge og frelse de fortabte."