Medens den her omtalte del af den store gudstjeneste i Palæstinas hovedstad blev manifesteret direkte på det fysiske plan og efterhånden blev til store åndelige lysbølger, der bredte sig ud over jorden og ned gennem århundrederne, så blev den sidste store lysudsendelse fra nævnte sted manifesteret fra det åndelige plan, var åndelige lysbølger, der blev til fysisk manifestation, blev til fysisk synlighed.
      Vi har således været vidne til, at den første del af den store lysudsendelse blev udløst derved, at en tilsyneladende almindelig mand, der levede et rent liv, udstrålede visdom og kærlighed til alle sider, men på grund heraf blev tyranniseret af sine medmennesker, kom ud for frygtelig tortur, hån, spot og lemlæstelse for til sidst helt at blive myrdet. Med andre ord, vi ser i den store gudstjeneste demonstreret koncentrationen af alle de lidelser, som det jordiske menneske i sit daglige liv kæmper med eller kan komme ud for, kun med den forskel, at medens disse for nævnte væsen er resultater af dets forudgående væremåde, dels i dets nuværende og dels i dets tidligere jordliv, så var disse for Jesu vedkommende ikke noget resultat af hans tidligere liv, idet han i disse allerede forlængst var nået frem til fuldkommenheden. Når han derfor kom til at lide, var det af egen fri vilje. Han tilhørte et højere plan. Hans rige var jo ikke af denne verden. Han var således en missionær fra en højere verden, fra en sådan bevidsthedszone, som han netop skulle demonstrere på jorden. Og det var i kraft heraf, at han kunne bevare denne sin høje guddommelige væremåde midt i sine lidelser, midt i sin uskyldighed, således at han ikke blev mørk, bitter og hadefuld, melankolsk og irreligiøs, således som det undertiden sker med det jordiske menneske under dets lidelser, men bevarede sin kærlighed, sin ophøjede og forklarede tilværelse. Og det var jo netop i kraft heraf, at han blev modellen eller anvisningen på, hvorledes det jordiske menneske må vænne sig til at modtage sine lidelser, navnlig da dette væsen, som før påpeget, ikke kan betegnes som uskyldigt. Men dette forandrer naturligvis ikke det samme væsens bevidsthedsindstilling, thi i dets uvidenhed eller primitive bevidsthedstilstand tror det netop at være uskyldigt. De allerfleste jordmennesker, der er syge og lidende, fattige og subsistensløse, er ikke vidende om de af dem selv udløste usynlige årsager til deres skæbne og kan derfor umuligt se deres egen skyldighed. Men netop derved bliver Kristus en så meget desto større model for disse mennesker. At disse netop er skyldige gør jo ikke efterlignelsen af hans væremåde mindre nødvendig.
      Vi har altså gennem de første store stråler fra Verdensgenløserens kors set, hvorledes menneskene derigennem har fået anvisning på, hvorledes de bør tage deres skæbne, og hvorledes efterfølgelsen af samme anvisning giver individet sjælsstyrke til at tage denne skæbne, lader det opleve sit liv som fuldbragt, skaber et inderligt forhold til Guddommen, gør denne til en Fader, til hvem det er dejligt at overgive eller "befale" sin ånd, og hvorved enhver frygt for døden opløses. Vi har altså set, hvorledes den virkelige eller fuldkomne gudesøn lever og dør i den højeste harmoni og kontakt med Faderen.
      Men verdensgenløsningen var ikke dermed færdig. Det var også gavnligt at antyde eller demonstrere, at individet eller det levende væsen er noget mere end en blot og bar fysisk realitet, at der bag det fysiske legeme eksisterer et andet legeme, som er i stand til at bære bevidstheden, når det førstnævnte legeme er gået under, et overjordisk eller forklaret legeme, i hvilket det hinsides graven kan opstå og ubunden af al fysisk materie kan åbenbare sin evige tilværelse. Vi vil derfor nu atter rette vort blik ind i det store strålebundt fra den altomspændende verdensgudstjeneste.