Ovennævnte model blev altså et menneskehedens forbillede, et stort lys, en sol, hvis stråler kom til at bane sig vej ud til alverdens folk. I disse strålers første og svage lysskær tegner sig for os silhuetterne af Jerusalems tårne og kupler, Oliebjergets bløde linjer. Lysskæret rykker os nærmere. Tiden forsvinder. Vi mærker idyllen i Getsemane Have, vi hører den sagte mumlen fra Kedrons bæk, vi fornemmer en mild brise fra Genezaret Sø. Hen over markerne ved bjergets fod kommer en lille skare af mænd. I midten går en mand i sin bedste alder. Han er klædt i en rød toga, har sandaler på fødderne, men ikke noget på hovedet. Kun de sorte krøllede lokker indrammer det smukke ansigt, hvis funklende øjnes klarhed i forbindelse med hans tales renhed og ophøjede visdom er det eneste, der eventuelt kan røbe, at man her er stedet for millioner af menneskers opadgående mentale sol, den vordende verdensgenløser Jesus af Nazaret.
      Den lille skare er på vej op imod Jerusalem. En stor mission holder på at komme til udfoldelse. En verdensgenløsning skal bringes til manifestation. Jordens største gudstjeneste: Demonstrationen af den væremåde, der er verdens frelse fra mørket, kroningen af en konge, hvis rige ikke er af denne verden, skal åbenbares.
      Skønt nævnte gudstjeneste kun strækker sig over tre dage, har den to årtusinders kommende generationer til auditorium. Til stede er repræsentanter for alle folkeslag, for alle rangklasser.
      Hovedpersonen i den store ceremoni, verdens største ypperstepræst, manden i den røde toga, er nu med sit følge nået op til Jerusalem, frem til Golgata, højalteret for den verdensomspændende religiøse handling.
      Gennem jordskælv og mørke, gennem lyn og torden, gennem råb og skrig, gennem lidelse og død vælder nu umådelige lyskegler frem fra Golgatas mørke silhuet. Forhænget i templet sønderrives. Alverdens folk får adgang til det allerhelligste. Den store verdensfrelsende gudstjeneste har taget sin begyndelse. Den hellige ånd lyser ud over verden.
      I dette guddommelige lys' første morgenglans skimter vi nu tydeligt Betlehem, Nazaret, Jordans flod, ørkenen, Kapernaum, Genezaret Sø, Betania. I dets middagshøjde ligger Jerusalem, ypperstepræstens gård, Pilatus' borg, Via dolorosa, Golgatas kors, opstandelsens grav badet i lys. Og i dets aftenglans buldrer i det fjerne – bag skyggerne af fæstningsanlæg, forter, kanoner, krigstanks, skyttegrave, revolutioner og subsistensløshed – dyrerigets dødskamp, "verdens ende". I dets allersidste hendøende aftenskær fra det lysende kors på højalteret i Palæstina gløder opfyldelsen af den evige røst: "Se jeg er med eder alle dage indtil verdens ende". Gennem store tekniske anlæg, kraftmaskiner, befordringsmidler, radiofoni arbejder elementerne for mennesket. Det har begyndt at gøre sig jorden underdanig. Og med tilegnelsen af evnen til den rette fordeling eller administration af værdierne, af udnyttelsen af denne guddommelige gave vil ingen trældomssved mere være mulig. Og i de sidste vibrationer fra den store gudstjeneste på Golgata ser vi således "en ny himmel og en ny jord, i hvilken retfærdighed bor" begynde at komme til syne. Menneskeheden er frelst. Mørket er forbi. De forlorne sønner har fundet deres Fader. Gud vandrer atter med Adam og Eva i paradisets have.