Da menneskehedens tilegnelse af Verdensgenløserens væremåde, således som nævnt før, er dens frelse, må den undervises i denne, ikke alene teoretisk, men også i allerhøjeste grad praktisk. Men en sådan undervisning kan naturligvis kun manifesteres af et væsen, der selv er blevet "frelst", hvilket vil sige et væsen, der er nået så vidt, at det er blevet "ét med Faderen" eller bevidst i verdensaltets liv, dets loves ufejlbarlige guddommelighed, et væsen med den ophøjethed over materien, over lidelserne, i besiddelse af den uberørthed af mørket, som denne den hellige ånds udødelighedsbevidsthed giver individet. Menneskehedens udvikling bliver derfor ført eller ledet af væsener med en sådan bevidsthed. Disse væsener bliver derfor med visse tilpassede mellemrum født på det fysiske plan, inkarneret i jordisk materie. Af disse væsener var Jesus af Nazaret altså den, der kom til at vise den guddommelige eller kosmiske bevidsthed i størst eller mest omfattende praktisk fysisk udfoldelse, blev det mest skinnende eller lysende udtryk for den væremåde, som så ubetinget er "verdens frelse". Og vi skal derfor her dvæle en liden stund ved foden af denne det godes mest lysende model på jordkloden. Vi vil nu – ikke med det fysiske syn, men med åndens øjne – se ned gennem to årtusinder. Vi vil trække Golgatabegivenheden nærmere, således at de afgørende detaljer i Verdensgenløserens psyke eller mentalitet kommer mere frem i lyset. Vi vil, uden hensyn til hvad "der står skrevet", placere Jesu udødelige sætninger på deres rette plads, nemlig midt i kulminationen af de mørke tilstande eller lidelser, for hvilke de skulle være lægemiddel, og derved føre dem frem til deres retmæssige relief, deres retmæssige lysværdi.
      Ligesom en læge ikke kan komme til sin fulde ret eller anerkendelse, sålænge han kun omgås sunde og raske mennesker, således kan Verdensgenløserens væremåde, hans tilgivelsesevne, hans kærligheds storhed, ligeledes heller ikke komme til sin ret eller fulde anerkendelse i sådanne tilfælde, hvor vi kun ser ham i hans forhold til de mere eller mindre lykkelige zoner, i hans forhold til sine venner. Det retmæssige og fulde udtryk for hans verdensfrelsende bevidsthedsnatur får vi kun i hans møde med sine dødsfjender, i hans handlemåde overfor sine bødler, forrædere, bagtalere og spottere, idet der her kommer bekræftelser på hans ånds storhed til syne i en udstrækning, som ikke tilnærmelsesvis ville kunne åbenbares i nogen som helst anden form for situationer. Nærværende bogs opgave er derfor ikke at påvise, om de bibelske traditioner eller overleveringer er korrekte eller ukorrekte, men er derimod en kosmisk analyse af den verdensfrelsende bevidsthedstilstands absolut sande udslag i de her i det efterfølgende påviste situationer. Og i den absolutte kontakt med denne analyse, vil vi nu gå over til at følge Guds udsending gennem kulminationen af de lidelser, i hvilken de udødelige sætninger og den ligeså udødelige handlemåde blev til, der gjorde ham til en guddoms model for menneskehedens omskabelse fra dyr til menneske.