Den sande "verdensfrelse" består således absolut ikke i formildelsen af en "vred" gud, thi "vreden" er ikke en guddoms tankeklima. Den er kun udslag af åndelige "fostre" eller åndeligt ufødte sjæles primitive bevidsthedstendens. Den nævnte "frelse" er heller ikke en afsoning af menneskehedens "synder", thi en menneskehed kan ikke "synde", ligeså lidt som dyrene kan "synde", planterne kan "synde" eller mineralerne kan manifestere "forbrydelser". Menneskeheden består af levende væsener, levende væsener befinder sig på udviklingstrin, udviklingstrin udgør igen en særlig manifestationsmåde baseret på de særlige erfaringer eller kendsgerninger, individet har tilegnet sig gennem forudgående udviklingstrin. Individets tilværelse eller manifestation er således nødsaget til at være baseret på dets forudgående viden eller erfaringsoplevelse. Dets fremtidige erfaringer kan jo absolut ikke beherske dets handlemåde i nutiden eller før oplevelsen. Men når dets nuværende handlemåde således må være begrænset af dets til dato oplevede erfaringer og den af disse igen udledte erkendelse, må samme handlemåde naturligvis blive tilsvarende mangelfuld eller primitiv i forhold til samme individs fremtidige handlemåde. Men i denne mangelfuldhed er individet således uden skyld. Men når individet er uden skyld i sin handlemådes kvalitet, dens fremtræden som primitiv eller fejlagtig, kan samme handlemåde absolut ikke stemples som "synd" eller "forbrydelse" ganske uafhængigt af, hvor mørk, brutal og grusom den så end måtte tage sig ud. Enhver handling kan kun eksistere som udtryk for et trin, som individet må passere på sin vækst fra en lavere til en højere væsensstandard på samme måde, som det må passere forskellige trin i fysisk størrelse i sin opvækst fra barn til voksen.
      Når der således i kosmisk forstand absolut ikke eksisterer forbrydelser eller synder, er der jo i samme forstand absolut heller ikke noget at afsone. Men enhver handling har sin eftervirkning. Men denne eftervirkning er, ganske uafhængig af, om den er lys eller mørk, om den er glæde eller sorg, en nødvendighed for individets udvikling eller bevidsthedsdannelse. Al absolut viden og erkendelse er jo identisk med eftervirkningen af handlinger. At fritage individet for disse ville være den største form for kontrast til kærlighed, thi denne befrielse vil standse dets videre udvikling og dermed lade det blive stående på et primitivt bevidsthedsniveau. Men et forsyn, der på denne måde befordrede individets standsning i udvikling og derved lukkede det ude fra en højere og mere forklaret tilværelse end dets nuværende, dømte det til en evig fortsat tilværelse i fejltrin og ukendskab til livets virkelige store og ophøjede analyser, ville jo være identisk med kulminationen af brutalitet. Men således fremtræder den virkelige guddom ikke. En guddom kan kun være kulminationen af kærlighed. Og derfor er universet, verdensaltet i alle dets detaljer, dets styrelse, dets love, udtryk for den mest ophøjede kærlighed til individerne. Alt er baseret på disses opnåelse af den størst mulige bevidsthedsudfoldelse, den størst mulige viden, den mest ophøjede kunstneriske begavelse eller kort sagt det levende væsens fuldstændige skabelse i Guds billede efter hans lignelse. Der kan således ikke være tale om nogen "forsoning". Der er intet at "forsone". Det udviklede væsen råber derfor heller ikke til Gud om fritagelse for ansvaret eller eftervirkningerne af dets handlinger, lige meget hvor smertelige disse så end måtte forekomme, thi det kender disses nødvendighed. Det ønsker kun: "Ske ikke min, men din vilje". Kun det primitive væsen gør modstand mod denne Forsynets kærlighed, på samme måde som det lille barn undertiden gør modstand imod den del af forældrenes kærlighed, der består i opdragelse, renligholdelse og undervisning.
      Verdens "frelse" består således ikke i at udfri menneskene fra virkningerne af deres dårlige og kun lade dem beholde resultaterne af deres gode handlemåder. En sådan manifestationsmåde ville jo i henhold til det førnævnte ikke være deres "frelse", men deres absolutte "fortabelse". En befrielse fra mørket kan absolut kun finde sted gennem afståelse fra de realiteter eller årsager, af hvilke mørket er virkninger. Med sit eget liv at påvise, hvorledes en sådan afståelse manifesteres, med sin praktiske væremåde at udtrykke en sådan kærlighed til alt og alle, at Guds nærhed føles ikke alene i lyset, men også gennem mørket, at påvise, at dem, som hader og forfølger en, også er en åbenbaring af Gud, at afsløre sit væsen som værende ét med Faderens og manifestere sin udødelighed, kosmiske bevidsthed eller "den hellige ånd", er den basis, på hvilken en verdensgenløser genløser verden. Menneskehedens tilegnelse eller udvikling af denne Verdensgenløserens væremåde er dens "frelse", og absolut kun den alene.
      Der findes ganske vist noget, der hedder "syndernes forladelse", men denne træder absolut udelukkende kun i kraft i sådanne tilfælde, hvor eftervirkningen af et fejlgreb eller en "synd" bliver ganske overflødig for individet. Dette vil altså sige i et sådant tilfælde, hvor individet ad anden vej, inden eftervirkningerne endnu er blevet udløst eller er kommet tilbage, har opnået den erfaring eller bevidsthedsudvidelse, som resultatet af den nævnte eftervirkning ellers skulle have bibragt det.
      Verdens "frelse" består således ikke i menneskehedens flugt fra eftervirkningerne af dens handlinger ved at lade en verdensgenløser lide for disse, men derimod absolut udelukkende kun i den fulde ansvarsbevidsthed, den fulde erkendelse af sine fejlgreb og udviklingen af praktiseringen af den deraf opståede modenhed til at gøre alt godt, hvor den før gjorde ondt, til at handle rigtigt, hvor den før handlede forkert. Kun alene gennem dette vil den blive indhyllet i den sande lykke, den guddommelige bevidsthed eller en forklaret tilværelse.