På jorden var der altså begyndt at opstå en jordbund, en modtagelighed for den del af Guds ånd, der tangerer lyset, og som derfor er at udtrykke som "den hellige ånd". Det må dog bemærkes, at jordbunden ikke var af en ensartet natur, og at modtageligheden derfor var forskellig i de forskellige verdensdele. Modtageligheden var anderledes i Østens lande end i Vestens. "Såningen" måtte derfor befordres på en noget forskellig måde, tilpasses til de særlige verdensdeles psyke, bevidsthedstilstand eller udviklingsstandard.
      Her vil der være at bemærke, at der for mange årtusinder tilbage i tiden har eksisteret et samfund af væsener med en vis grad af indvielse, altså en vis form for åbenbarelse af "den hellige ånd". Men dette samfund talte alt for få individer, var alt for svagt til i længden at kunne stå mål med den omgivende og dominerende barbarisme, som jo i virkeligheden på det daværende tidspunkt var jordens fundamentale og kulminerende tankeklima. Nævnte samfund blev derfor standset i sin udvikling, men efterlod sig uafviselige monumentale udtryk for sin eksistens i form af pyramider, sfinkser, templer, kunstgenstande osv., der naturligvis efterhånden af tidens tand blev forvandlet til ruinhobe, men som alligevel trods denne sin tilstand for det almindelige jordiske menneske den dag i dag er af imponerende vælde og for det udviklede okkulte væsen funkler med den hellige ånds ufejlbarlige klarhed. Men ligesom denne fortidskultur efterlod sig ruinhobe af fysisk manifestation, således efterlod den sig også "ruinhobe" af dens høje moral og kultur. Og på disse åndelige "ruinhobe" finder vi Østens folk i århundrederne før vor tidsregning. Da der således her var brudstykker af den virkelige hellige ånd, blev indstillingen og modtageligheden for den daværende nye verdensimpuls her noget anderledes end i Vestens lande, der udelukkende levede på den mørke udstråling i renkultur. Østens lande kunne modtage visdommen i en mere fyldig teoretisk form. De kunne acceptere læren om reinkarnation, udødelighed, give afkald på grove fysiske begær, kunne give sig hen til meditation og andagt. Vestens folk derimod havde ingen brudstykker af den hellige ånd. Alt var her barbari, mørke eller mordmoral. Et sådant folks bevidsthed kunne ikke forandres eller omvendes ved blot og bar teori eller af et væsen, der ikke kom til at praktisere den nye moral i sine alleryderste konsekvenser, ikke alene i sine fineste afskygninger, men også i dens groveste og vanskeligste fysiske detaljer. Disse barbariske individer måtte således have for øje et hundrede procents eksempel på den nye morals udøvelse. De måtte se en udøver af denne, der besjælet af den hellige ånds overlegenhed ikke kendte til nogen frygt for tortur eller død. De måtte gøres til vidner til et væsen, der var lige så bevidst i åndelig tilværelse som i fysisk, et væsen, der i al praktisk væremåde kunne gøre en sådan bevidsthedstilstand til et realistisk syn, til en absolut kendsgerning for den uindviede. Kun derved kunne den robuste barbar bringes til eftertanke, komme til at se den nye form for storhed, for styrke.
      Da landene således var af forskellig religiøs indstilling, blev de før omtalte "sædemænd" ligeledes af en noget forskellig natur eller tilpasset til de forskellige folkeslag, til hvilke de hver især var sendt. Østen fik således sin "Buddha", hvis tilhængere i dag er jordens største religiøse sammenslutning, samt "Muhamed", hvis tilhængerskare heller ikke er af nogen ringe udstrækning. Vesten fik derimod, om end indirekte, "Kristus", hvis tilhængere i fysisk henseende ganske vist ikke er nær så talrige, men til gengæld er nævnte væsen jordens mest fundamentale model for den form for manifestation, gennem hvilken alle jordens slægter sluttelig skal velsignes, "frelses" eller nå "den store fødsel", "udødelighedsbevidsthed" eller "den forklarede tilværelse". Han udtrykte det "sennepskorn", der skulle vokse og blive et stort træ, hvis grene skulle komme til at omslutte hele kloden og gøre verden til "himmeriges rige", til en "ny himmel og ny jord, i hvilken retfærdighed bor".
      Vi skal derfor her, naturligvis med al respekt og dybeste ærbødighed for de førnævnte to guddommelige verdensgenløsere, kun dvæle ved denne kristendommens ophav eller Vestens første store verdensgenløser i den lyse udstråling fra det guddommelige skabeprincip.