Men da denne gennem gudesønnens væremåde anviste vej mod lyset således efterhånden er blevet indspundet i store svulster eller væv af overtro, har den for tusinder og atter tusinder af mennesker, som ikke kan acceptere overtroen, ikke mere nogen tiltrækning. De ser med foragt på al religiøsitet, betragter erkendelsen af Gud som naivitet og bliver derved selv indspundet i et nyt stort overtroens kræftvæv, thi at benægte Gud er at benægte kendsgerningen, det er at leve på kontrasten til den logik, der går ud på, at en maskine ikke kan bygge sig selv, at en klædning ikke kan sy sig selv, det er at tro på, at de døde ting skaber de levende i stedet for at tro på, at det er de levende ting, der skaber de døde, det er en overtro på hvilken heller ingen kultur nogen sinde vil kunne få varigt fodfæste, blive fuldkommen, blive fri for krig, lemlæstelse, kriser og ruin osv. Menneskeheden kommer således ikke uden om strålerne fra Golgata, i hvilke det da også funkler: "Der kommer ingen til Faderen uden ved mig".
      Da menneskeheden således har bygget sin kultur på en fejlagtig opfattelse af Verdensgenløserens væremåde, er den endnu ikke "kommet til Faderen". Dens kultur er et synkende skib. Der kæmpes fortvivlede kampe for at holde det oven vande, men lækagen er for stor. De indstrømmende vandmasser er for overvældende, "verdens ende" er for døren, "ingen kender dagen eller timen". Men igennem råb og skrig, gennem rædsel og spænding, gennem lidelsens og håbløshedens sorteste nat funkler endnu en lysstråle fra Golgata. Menneskesønnens sidste kærlige hilsen og løfte om at være med menneskeheden alle dage indtil verdens ende vibrerer endnu i jordiske øren. De "skibbrudne" bliver trods vind og strøm, trods uvejr og mørke støt og sikkert ført mod den store redning. Et strålevæld er ved at bryde frem gennem de mørke skyer. Ind over jorden lyser og funkler allerede en ny og stor kosmisk verdensimpuls. Fra et stort system i mælkevejens centrum bølger den i overjordisk glans direkte mod jorden. I dens lys "ses" den evige Fader. Det "synkende skib" bliver forladt, de "skibbrudne" reddet, menneskeheden "frelst". Jorden kommer til at lyse med en ny kultur, i hvilken "retfærdighed bor". Thi for Guds åsyns strålevæld må nattens skygger vige.