Vi er hermed kommet igennem den store gudstjeneste. Vi har overværet verdens skønneste eventyr fra det virkelige liv. Vi har set en bevidsthedsart så ophøjet og ren, så englelig og kærlig, at den blev et evangelium, blev en åbenbaring, blev Guddommens egen anviste vej for menneskeheden ud af sorg og lidelse, ud af krig og lemlæstelse, ud af overtro og nedværdigelse frem til lys og glæde, til ophøjethed og salighed, til en forklaret tilværelse i Guds nærhed, til en varig fred på jorden.
      Men hvorledes har menneskene selv modtaget dette ophøjede evangelium, dette kærlighedens budskab? –
      Ja, nu i vore dage, nitten hundrede år efter, er det for mange gået over til kun at udgøre et "mysterium". – Men er det egentlig noget mysterium, noget mirakel, noget unaturligt? – Nej! – Og absolut nej! Ingen begivenheder i verden er eller kan forekomme mere åbenlyse eller klare. Man vil måske her gøre indvendinger angående materialisationerne, men hertil er der det at svare, at den slags fænomener for den fremragende indviede forlængst er kendsgerninger, og således kun benægtes af individer, der endnu aldrig selv har haft disse indenfor deres daglige horisont, og hvorved samme benægtelse derfor bliver ganske blottet for autoritet, ganske uafhængigt af hvilken fysisk position, hvilken doktorgrad eller professortitel dens ophav så end måtte sidde inde med. Men selv om de nævnte fænomener på grund af deres endnu overordentlige sjældne forekomst på det jordiske plan ikke kan påberegnes at blive andet end en trossag for den rent materialistiske intelligens og store fysiske almenhed, så forrykker dette dog ikke Verdensgenløserens position, idet fundamentet for hans mission i overdådig fylde alene udgøres af hans for alle tilgængelige rent fysiske væremåde, kulminerende i hans dybeste fornedrelse i den ene sætning "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør". Alene den store hobs tilegnelse af denne ene sætnings rigtige forståelse og praktiske fuldbyrdelse i dens daglige væremåde er tilstrækkelig til at frelse verden. Da det almindelige jordiske menneskes kvalifikationer for bedømmelse af materialisationer og den derigennem manifesterede "opstandelse" er udtryk for ligeså stor en ufuldkommenhed som buskmænds kvalifikationer til bedømmelse af atomteori, bliver de nævnte fænomener således ikke udgørende selve det "verdensfrelsende", men derimod en forjættelse, hvis opfyldelse for hvert enkelt individ uundgåeligt opleves som et af hovedresultaterne i det verdensfrelsende livs fodspor. Al benægtelse og diskussion heraf er derfor absolut barnlig og udtrykker kun sit ophavs uvidenhed. Men den for de fysiske sanser og begavelse tilgængelige del af den store gudstjeneste er altså den, der udtrykker Verdensgenløserens rent fysiske væremåde. Og i betragtning heraf har intet drama i verden nogen sinde været udspillet for et mere åbent tæppe, har gjort et mere uforglemmeligt indtryk på tilskueren end netop kristusdramaet. Lad så være at den nuværende jordiske videnskab måske vil påstå, at nævnte begivenhed er "uvidenskabelig", ikke er "historisk", idet man mener ikke at have tilstrækkelige "beviser" for, at nævnte begivenhed kan have været en kendsgerning. Men det er absolut kun på en rent fysisk eller ufuldkommen iagttagelsesevne, at denne erkendelse kan baseres, hvilket igen vil sige, en iagttagelsesevne der endnu kun kan iagttage de forgængelige materier, men derimod ikke kan observere de i de samme materier indhyllede uforgængelige "stoffer", ideer eller værdier. De materier ved kristusbegivenheden, som videnskaben i dag har evne til at analysere, er altså de forgængelige, i hvilken de udødelige værdier ved samme begivenhed var indhyllet, eller gennem hvilke de blev manifesteret. Men da den nævnte begivenhed ligger omtrent to årtusinder tilbage i tiden, og et sådant tidsrum er en temmelig fjern horisont for det materielle syn, forstår man bedre, at man i dag diskuterer, om Jesus havde blå eller brune øjne, om han havde sort eller rødt hår, om han var "jomfrufødt" eller Josef var hans fader, om han blev "stenet" eller "korsfæstet", om han blev lagt i denne eller hin grav osv., eller man tager det "højmoderne" standpunkt, at han slet ikke har eksisteret. Man forstår også godt, hvorledes alle sådanne begrænsede, afstumpede eller primitive synsmåder befordrer overtroen. Og der er vist næppe noget væsen, der er kommet ud for flere fejlagtige opfattelser end Jesus af Nazaret. Opfattelserne af dette væsen strækker sig lige fra at udtrykke ham som en almindelig jordisk "gal" mand, til at være jordklodens "jeg" eller ånd. Højst uheldigt bliver det, når denne sidste grad af overtro i okkultismens navn bliver intelligensmæssigt udsmykket og derved får et mere sandsynlighedens skær over sig. Hundreder af mennesker lader sig derved rive med af disse fejlagtige begreber om storhed. Disse væseners opfattelse af Verdensgenløseren kommer derved efterhånden så langt udenfor det naturlige, at de umuligt ville være i stand til at genkende ham, hvis han en dag pludselig står for dem i kød og blod. Historien vil da komme til at gentage sig. De "første" bliver de "sidste" til at være med ham i "paradis".
      Men højt hævet over alle former for diskussion og fejlagtige begreber, højt hævet over forgængelig materie lyser og funkler som en uudslettelig kendsgerning strålerne fra Golgata, de udødelige sætninger. Disse stråler, disse evige ord udtrykker "vejen, sandheden og livet", deres efterfølgelse er verdens frelse.
      De nævnte ord udtrykker således absolut kun rene klare linjer. Her er intet baseret på mystik, thi intet er jo mere befordrende for overtro end mystik, ligesom overtro igen er befordrende for ny mystik og således fortsættende. Mystik og overtro er således det samme som en slags åndeligt "kræftvæv". Verdensgenløserne er derfor ikke indstillet på at skabe mystik, tværtimod, de er jo lyskilder. Men når mystikken alligevel undertiden opstår omkring en verdensgenløser, skyldes det som regel primitive tilhængeres overdrevne eller fantastiske forestillinger om eller fejlagtige opfattelser af den virkelige storhed, som de i deres ukultiverede og fornuftsblottede kærlighed til ham forlener ham med, og hvorved de, om end ubevidst for dem selv og ganske imod deres vilje, på en måde endnu holder ham "naglet til korset".
      Da disse forestillinger eller fejlagtige opfattelser mere eller mindre er naturstridige, skaber de forargelse og splid indenfor de forskellige tilhængerskarer eller sekter, idet nogle kan gennemskue de abnorme opfattelser, andre ikke, ligesom de også meget ofte for udenforstående, men meget intelligente individer bliver en hindring eller mur mellem disse og verdensgenløseren, fordi de ikke kan tro på noget, som de netop er i stand til at erkende som naturstridigt, selv om også de er ganske blottet for at eje evnen til selv at kunne iagttage den virkelige sandhed. På denne måde holdes altså mange mennesker borte fra den virkelige sandhed om verdensgenløseren og hans forkyndelse, ja endog i mange tilfælde om end ubevidst af hans egne præster, disciple og forkæmpere. Betragter man hovedparten af de jordiske menneskers væremåde i belysning af den særlige verdensfrelsende stråle fra Golgata "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør", og ser den sammenlignet med Verdensgenløserens praktiske manifestation af den samme sætning, overfor sine fjender og modstandere, føler man, at verden endnu er meget langt fra at være "frelst".
      Når menneskeheden har levet så længe sammen med de guddommelige stråler fra Golgata og endnu mangler så meget i at være i kontakt med dem, skyldes det netop for en stor del overtroen. I kraft af denne fik man efterhånden drejet opfattelsen af den virkelige verdensfrelse over i egoismens tankearter og blev offer for den illusion, at nævnte frelse kun bestod i noget så let som at bede om forladelse for sine "synder" og fejltrin. Det ville da straks bevirke, at man i kraft af "Guds nåde" og "Jesu blod" blev "frelst", hvilket vil sige fritaget for eftervirkningerne af de fejltrin eller den uretfærdighed man eventuelt havde begået overfor sine medvæsener. Den gudesønlige væremåde blev efterhånden ignoreret som noget, der kun kunne manifesteres af Jesus "Guds enbårne søn" selv eller af en Gud, men som aldrig ville kunne praktiseres af det jordiske menneske. I kraft af manifestationen af denne håbløshedens ide, troede man ikke på de gode gerninger, den lyse væremåde som basis for menneskehedens frelse. Og skønt menneskesønnens udtrykkelige ord: "Hvad I ville, at menneskene skulle gøre mod eder, det skulle også I gøre mod dem", – "stik dit sværd i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv ombringes ved sværd", – "salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud", – "han skal betale hver efter sine gerninger" osv., blev man alligevel genstand for troen på "nåden" og "syndsforladelsen". Denne tro kunne altså kun blive af underminerende eller svækkende natur, blive en sovepude for individets interesse for at stræbe efter at fuldkommengøre sin handlemåde. På denne "sovepude" slumrede individets interesse for den virkelige verdensfrelsende væremåde da også ind og sov gennem århundreder, og er den dag i dag i stor udstrækning endnu sovende. Og det er givet, at en verdenskultur opbygget på en sådan forvanskning eller fejlagtig opfattelse af de verdensfrelsende stråler fra Golgata aldrig har kunnet og aldrig vil komme til at bestå eller blive fuldkommen. Krige på krige, revolutioner på revolutioner, ulykker på ulykker, lockouter, strejker, subsistensløshed, fattigdom, "forbrydelser", sorg og sygdom er da også de uundgåelige realiteter, som den førnævnte "søvn" har ført i sit kølvand. Det er den tribut, menneskeheden må betale, når den søger at lempe sig udenom ansvaret eller virkningerne af sine mørke handlinger. Det er Guds åbenlyse tale til menneskeheden om dens fejlagtige styring af kulturens rat. Det er det levende vidnesbyrd om den gudesønlige væremådes identitet med "vejen, sandheden og livet".