Blandt Jesu venner og disciple var sorgen over tabet af deres Mester altså stor. Men det bødede jo noget herpå, at han havde forklaret dem, at han på den tredje dag igen ville opstå. Den som var mest trofast og forventningsfuld med hensyn til denne forjættelse, og som derfor først skulle komme til at møde den opstandne Messias, var en af Jesu kvindelige disciple "Maria Magdalene", en forhenværende – skøge, – som han, "synderes" og lidendes ven, med sin visdoms og kærligheds rene dom "hvem der er ren, han kaste den første sten", havde frelst fra stenedøden, fra fuldbyrdelsen af denne de urene menneskers urene dom over deres medsyndere. Men hun glemte det aldrig. Fra det øjeblik, da hendes bødler, afkræftet af Jesu dom, en efter en var forsvundet uden at dømme hende, og hans kærlige stemme, – "jeg dømmer dig heller ikke", havde lydt i hendes øren, var "verdensgenløseren" åbenbaret for hende. Og hun fulgte ham trofast siden.
      I sin sorg og forventning søgte hun i den tidlige morgenstund efter sabbatten ud til graven. Men det gik hende, som det går alle efterladte, der vender tilbage til en afdøds grav, hun fandt graven tom. De "døde" er ikke i deres grave. De har et langt lysere opholdssted. De er i "forgården" til Guds rige. De er i "himlen". Der var derfor heller ingen, der fandt Jesus i graven. Han havde ganske vist gjort en undtagelse og en liden stund i forvejen "passeret" graven, men det var jo kun for, overfor dødens vogtere, at vise livets udødelighed, åndens evighed. Og i de få sekunder, denne åbenbaring stod på, var graven ingen grav, den var en sol, et blændende lys, en dør ind til "himlen", der blev åbnet, for at Guds sendebud kunne komme ud, kunne komme tilbage til den fysiske jord.
      Den første Verdensgenløseren mødte efter denne sin, i ordets virkelige forstand, lysende færd gennem graven tilbage til den fysiske jord, var altså Maria Magdalene. I sin sorg og skuffelse over gravens tomhed så hun ikke op og anede derfor ikke straks, hvem hun havde for sig. Men da hun hørte sit navn "Maria" blive udtalt med den kendte elskede stemme, som i hendes sind og tanker havde slået så dybe rødder, for hendes blik som et lyn mod den opstandne Frelser. Og uden at ane, at det legeme, i hvilket Verdensgenløseren nu viste sig, ikke var hans tidligere fysiske legeme, men en under hans viljes kontrol midlertidig i åndelig materie materialiseret kopi af dette, og ligeledes uden at ane, at denne kopi endnu efter den nylig stedfundne begivenhed i graven var så stærkt vibrerende, at den ville betyde livsfare ved enhver fysisk berøring, greb hun efter hans hånd, ville kysse hans klædebon. Men Mesteren gjorde hende opmærksom på faren og advarede hende mod at røre ved sig. Samtidigt forklarede han hende, at han endnu ikke var opfaren til sin Fader og menneskehedens Fader, til sin Gud og menneskehedens Gud, og at han derfor endnu en kort tid befandt sig i en zone eller sfære, hvorfra han kunne gøre sig materielt synlig for fysiske sanser. Med Mesterens løfte om, at vennerne og disciplene alle uden undtagelse på et nærmere angivet sted i Galilæa skulle få lov til endnu engang at se ham, ilede Maria glædestrålende bort til "brødrene" med det glade budskab. Men Jesus viste sig efterhånden for adskillige andre af sine venner for tilsidst at mødes med dem alle samlet.
      En aften, medens de alle var samlede på det af Jesus opgivne sted, og "dørene var lukkede af frygt for jøderne", hændte der det, at der midt i salen begyndte ligesom at stråle et hvidt lys med mærkelige blå fortoninger. Disse blå fortoninger antog efterhånden mere og mere faste former. Og for de forsamledes stærkt spændte blikke og til deres usigelige glæde blev de blå fortoninger lidt efter lidt til Jesu kendte konturer, detaljer og udtryk. Glæden blev endnu mere overvældende, da det hvide lys havde fortaget sig, og deres Mesters elskede skikkelse nu lyslevende og med opløftede arme som til en omfavnelse trådte frem imod dem, og den kendte stemme vibrerede for deres øren: "Fred være med eder". Efter denne ophøjede hilsen, og efter at have overbevist de mest vantroende om sin fortsatte tilværelse, forklarede han dem sin mission, sin lidelse og død, sin opstandelse, sine materialisationer, stimulerede dem yderligere i kærlighedens store bud og pålagde dem at drage ud i verden og forkynde hans liv og væremåde for "alle folkeslag, for al skabningen".
      Og efter endnu engang at have taget sig af deres spørgsmål, trøstet og opmuntret dem i deres rent personlige anliggender og bekymringer, trykkede han for sidste gang på det fysiske plan hver enkelt af sine trofaste venner og disciple til sin kind. Det hvide lys begyndte atter at vibrere. Og i dets tiltagende glans så hele forsamlingen for sidste gang Verdensgenløseren. Hans elskede skikkelse fortonede sig og blev til ét med lyset. Guds sendebud var vendt tilbage til sin Fader. Men ud over forsamlingen, ud over verden, ud over kontinenter og oceaner, ud over skove og sletter, ud over oaser og ørkener, ud over lande og byer, ud over fremtiden, helt ind i vore dage, ud over fabrikker, skyskrabere og funkishuse, ud over krigszoner, revolutioner og valpladser, igennem krig og fred bar det hvide lys menneskesønnens sidste kærlige hilsen til de jordiske mennesker "se jeg er med eder alle dage indtil verdens ende."