I Jerusalems omegn finder vi, i stor angst for forfølgelse og i dyb sorg over tabet af deres elskede Mester, spredt for alle vinde som en flok får, der har mistet deres hyrde, Jesu trofaste venner og disciple. Men en verdensgenløsers trofasthed og kærlighed er stor. Han glemmer aldrig sine disciple og hjælpere. Der kan undertiden være tilfælde, hvor enkelte af disse i deres daglige samvær med Mesteren, der er hjertelig og kammeratlig i sin væremåde og således ganske blottet for al ceremoniel etikette, glemmer hans åndelige storhed og ufejlbarlighed. I sådanne tilfælde kan det hænde, at de pågældende disciple ikke kan forstå Mesteren, idet han jo ikke handler ud fra jordiske motiver eller midlertidige lokale tilstande. Hans planer er på langt sigt, for århundrederne, ja stundom for årtusinderne. Mesterens dispositioner kommer derfor ikke altid til logisk eller intelligensmæssigt at passe ind i de rent midlertidige aktuelle lokale forhold og gængse opfattelser af moralitet, men passer naturligvis ufejlbarligt ind i Forsynets store guddommelige plan med menneskeheden, som han udelukkende er indviet til at følge, uafhængigt af hvad det så end måtte koste, ja selv i sådanne tilfælde, hvor det eventuelt kan føre ham til tabet af sine venner, føre ham til Golgata, føre ham til korsfæstelse.
      De af disciplene, der i deres fysiske kortsynethed ikke kan følge Mesterens vidtskuende blik og glemmer, hvem de har for sig, ser kun hans dispositioners eventuelle upasselighed i de rent midlertidige og øjeblikkelige forhold og tror derfor, at han handler forkert. De søger da i deres blinde nidkærhed at ville "vejlede" ham og kan endog blive forargede, når Mesteren ikke kan tage deres "vejledning" til følge, og de derved ikke kan få deres illusoriske forhåbninger opfyldte. Men en verdensgenløser er ikke kommet for at skulle undervises af sine disciple. I hans nærhed gælder den okkulte lov: "Når eleven taler, tier mesteren", mere end noget andet sted eller i noget andet tilfælde. Og uden at de pågældende disciple egentlig ved af det, er de trods deres fysiske samvær med Mesteren på retur, på vej bort fra hans åndelige nærhed. "Synet af Mesteren" fordunkles mere og mere af deres tankers kredsen om deres skuffede forventninger, Mesterens, efter deres opfattelse, fejlagtige dispositioner osv. Og tilsidst ser de ligesom den store hob ikke "Mesteren", men derimod i ham kun et almindeligt, formentligt "ufuldkomment" jordisk menneske. I kraft af den gene eller forstyrrelse sådanne disciple bliver for verdensgenløserens mission, må han, der naturligvis kun kan følge sin egen guddommelige inspiration og være trofast mod den ham allerede ved hans indvielse anviste vej, tage afstand fra sådanne i fejlagtig iver og nidkærhed fremtrædende disciple og tilhængere. Men livet vil selv bringe dem tilbage. De vil alle trods alt tilsidst komme til at hvile i verdensgenløserens favntag, "og hver tunge skal bekende, at han var en herre til Gud Faders ære."