For den, som var indviet, hvilket vil sige, den som var udviklet til at se i kraft af Guds hellige ånd, var den nys overståede begivenhed intet mysterium. En tilskuer, der kunne tåle at se ind i nævnte guddommelige ånds stærke lys, ville have set, at der her foregik en "materialisation", hvilket vil sige, en manifestation med så stærkt koncentrerede åndelige energier, at de helt gennemstrålede de fysiske materier og blev endog så stærkt synlige eller vibrerende på det materielle plan, at dette plans specielle beboere altså blev blændede, blev afmægtige i disse kosmiske strålers nærhed. Den samme tilskuer ville endvidere have set, at denne materialisation var intet mindre end Guds sendebuds tilbagevenden til den jordiske sfære for i sin Faders forherligelse på det rent materielle plan overfor dødens garde, hedenskabets vogtere, overtroens apostle, dødens præster at demonstrere livets evige uforgængelighed, dets, trods band og bål, trods krig og lemlæstelse, trods sværd og spyd, trods guillotine og galge, trods korsfæstelse og "død", evige overlevelse af sine bødler, sine fjender, sine spottere, sine "nedbrydere". Ja, endog hans døde fysiske legeme var i det stærke lys blevet "dematerialiseret" og lagt til hvile på et sted, hvor det i dette endnu levende liv ikke mere kunne forstyrres af jordiske hænder. Men denne Verdensgenløserens forklarede tilbagevenden var ikke udløst for, at han overfor sine modstandere kunne prale med denne sin forherligelse, men udelukkende udløst af kærlighed. Guds sendebud kunne ikke vende tilbage til sin Faders zone uden endnu engang overfor den forhærdede og uvidende hob at have gjort et forsøg på at overbevise den om overjordiske eller himmelske kræfters eksistens. Det var en sidste stor kraftanstrengelse for at skabe tvivl på hævnens Gud og derigennem føre menneskeheden bort fra myrderiernes og sorgens mørke veje.
      Men der var også en anden årsag til denne Jesu ekstra fysiske nærværelse. Trods disciplenes treårige undervisning af deres Mester, havde de endnu ikke rigtig forstået ham. Hele hans lidelseshistorie kom derfor noget overraskende eller uventet over dem. De blev grebet af angst og sorg, flygtede for alle vinde. Men Mesterens kærlighed udeblev ikke. De kunne fra det fysiske plan ikke komme til ham, men han kunne komme til dem. Og efter først at have gjort alt, hvad der stod i hans magt for at tilgive og mildne sine korsfæsteres, sine fjenders skæbne, begyndte han vandringen til sine venner.