Det er nat efter den jødiske sabbat. Det stunder mod morgen, den morgen, der skulle blive jordens største. Men endnu hvilede mørket over Jerusalem og omegn. Ved Jesu grav var vagten, som før nævnt, fordoblet. Under særlige ufravigelige instruktioner bevogtedes den af et udvalg af Roms bedste soldater i Jerusalem. Disse dødens fagfolk, disse specialister i at myrde og dræbe dannede en værdig livgarde om overtroens og uvidenhedens vedligeholdelse. Denne gravens vagtparade, skærpende instrueret og velsignet af Guds egne præster, skulle nok vide at anstrenge sig til det yderste for, om end ubevidst, at holde døden og hedenskabet i ære. Intet håb om udødelighed, intet bevis for livets fortsættelse, intet indblik i denne det levende væsens ukrænkelighed skulle slippe igennem denne gravklippe af primitivitet, sten og stål, sværd og spyd.
      Men den evige Fader ville det anderledes. Endnu før solen stod op, vibrerede usynlige ukendte kræfter i gravens nærhed. De virkede efterhånden så stærkt, at de ellers så uforfærdede og modige krigsfolk begyndte at føle sig utilpas. De stirrede alle mod graven, det dyrebare klenodie de var sat til at vogte. Men da blev deres ansigter som forstenede, thi fra gravens indre begyndte der at udstråle et stærkt lys. Det gjorde de tykke stenvægge gennemsigtige som glas. Det vibrerede efterhånden i svingninger, der ikke kunne tåles af jordiske sanser. Dødens livvagt sank afmægtig til jorden. Intet jordisk øje blev derfor vidne til den himmelske handling, der her foregik.
      Men i den opadstigende sols første stråler så man, at graven var tom. Og over hele jorden vibrerer det den dag i dag: "Jeg er opstandelsen og livet, hver den som tror på mig, om han endog dør, skal han dog leve."