I Jerusalem herskede der stor forvirring. Korsfæstelsen af Nazaræeren blev ikke den succes, man havde ventet. De indtrufne rystende begivenheder, solformørkelse, jordskælv, lyn og torden, der akkompagnerede den gudesønlige begivenhed, havde lagt en trykkende stemning over "Guds udvalgte folk". Jerusalem var indhyllet i tvivlens tåger. Guds hellige ånd var allerede begyndt at vibrere i mange hjerner. Og anelser om, at det vist alligevel var den forjættede Messias, der var blevet åbenbaret, begyndte at rodfæste sig hist og her. Jesu bødler led de samme kvaler som andre mordere, nemlig frygten for opdagelse af begivenhedens virkelige analyse, frygten for folkestemningens omslag til gunst for menneskesønnen, frygten for deres egen præstelige positions tilintetgørelse. Ja, de frygtede endog det gudesønlige afsjælede legeme, satte fordoblet vagt ved graven. Gudesønnens jordiske rester var indhyllet i et alentykt panser af sten suppleret med et bælte af romerske stridsfolk iklædt stål og jern.
      Men hinsides alt dette forberedte Verdensgenløseren sig på endnu en gang at vise sig på det fysiske plan. En sidste stor lysbølge fra Judæa, fra den store gudstjeneste skulle nu bringes til at vibrere ud over den materielle verden. For hans trofaste venner skulle livets udødelighed endog på det fysiske plan åbenbares.