Hvis vi retter blikket to årtusinder tilbage i tiden, er vi i århundrederne før Kristi fødsel. Mørket rugede over verden. Det altoverstrålende gudemenneskes fundamentale væremåde var endnu ikke nogen realistisk kendsgerning, men eksisterede kun i profetierne, i forjættelserne, var for den store hob en mere eller mindre utrolig utopi. Verden trængte til beviser for, at det fuldkomne menneskes handlemåde virkelig kunne praktiseres på jorden. Dette bevismateriale var så meget desto mere påkrævet eller nødvendigt, eftersom en stor fundamental og tusindårig verdensmoral var i stærk tiltagende degeneration eller forfald. Denne verdensmoral var identisk med det, vi i dag kalder "hedenskab", og hvis fundamentale bæreevne var baseret på troen på hævnen, troen på en vredens gud, eller guder, der "hævnede", "straffede" og undertrykte. Det højeste ideal var "øje for øje og tand for tand" eller liv for liv. "Hævnen" og ikke "tilgivelsen" var vejen til "himmerig". Dette var jo "salighedsstedet", hvor disse hævnens "helte" og ved kamp aflivede individer fortsatte deres "glorværdige" tilværelse, kulminerende i materielle nydelser, store måltider, "flæsk og mjød", smukke kvinder, "valkyrier".
      At dø af alderdom, at tilgive, at afstå fra afgørelser ved kampmidler, at være kærlig eller ædelmodig overfor modstandere var "svaghed", "fejhed", var vejen til "helvede" eller det hinsidige opholdssted for denne mord-, kamp- og erobringsmoralens "svæklinge". Alt, hvad der i dag gennem de højeste vise bliver forkyndt som lys, som idealer og højeste moral, var for datidens bevidsthedsniveau endnu så ukendte realiteter, var endnu så meget i strid med den herskende opfattelse og barbariske natur, at man absolut kun kunne opfatte nævnte som unaturligt, som umoral, som noget, der måtte bekæmpes, udryddes. Den daværende moral var identisk med det, vi i dag i den højeste oplysning udtrykker som det dybeste "mørke".
      Men da dette mørke er identisk med den jordbund, uden hvilken kærligheden og humaniteten aldrig nogen sinde vil kunne komme til at spire eller få næring, aldrig vil kunne blive nogen oplevelse for noget væsen, og samme mørke derved således er en absolut uundværlig anordning i den guddommelige verdensplan, har jeg i "Livets Bog" udtrykt denne som også værende en udstråling fra "det guddommelige skabeprincip". Da denne jo er en modsætning til det, den højeste opfattelse nu udtrykker som lys, har jeg i nævnte bog kaldt denne "den mørke udstråling". Dette mørke, denne moral lå som en tåge over verdens åndelige horisont, lukkede af for alt virkeligt lys, for al virkelig kærlighed og humanitet. Men da en sådan udelukkelse uundgåeligt afføder lidelse, og denne igen lige så uundgåeligt afføder følelsesudvikling, og følelsesudvikling igen betyder kærlighedsudvikling, og denne giver sig udslag i alle de realiteter, der var i modstrid med den gængse mørke moral, var "svaghed", var "umoral", betød dette altså, at jo mere man dyrkede den mørke moral, desto mere blev man udviklet hen imod en bevidsthedstilstand, der var af modsat natur. Der begyndte ligesom at dæmre i individets bevidsthed en ny natur, en natur, der efterhånden avlede tvivl på den gængse moral eller opfattelse. Individet begyndte at tabe troen på de årtusindgamle traditioner. At hævne, dræbe, erobre og undertrykke begyndte at være i modstrid med dets fremskredne følelse. En længsel imod en ny moralitet begyndte hist og her at spire frem. Og det var denne længsel, der igen affødte profetierne om en kommende verdensgenløsning, om en kommende ny idealisme. Da længsler eller begær er identisk med en tiltrækningskraft imod opfyldelsen af begærets mål, og denne tiltrækningskraft i det her nævnte tilfælde yderligere blev forøget eller stimuleret af profetierne, blev den efterhånden af en sådan natur, at den blev basis for skabelsen af modtageligheden af en stor ny åndelig kraftbølge, som netop på nævnte tidspunkt begyndte at udstråle i retning af jorden. Denne kraftbølge eller verdensimpuls var identisk med koncentrationen af en energiart, der i stor udstrækning var sammensat af grundenergierne "intelligens" og "følelse" på en sådan måde, at den i særlig grad kom til syne som kærlighed og visdom, der hvor den blev manifesteret gennem modtagelige individers bevidsthed. Denne verdensimpuls' energier var den begyndende "hellige ånd".
      Her må det bemærkes, at alle åndelige energier er at udtrykke som værende af elektrisk natur, og at individernes hjerne og nervesystem udgør et "antennesystem" herfor. Dog vil modtageligheden af kvaliteten af energierne svare til det pågældende væsens bevidsthedssystems udviklingsstandard. Væsener med en robust og lav bevidsthedsnatur, væsener, der som følge heraf endnu kun har et legemssystem af primitiv natur, kan naturligvis kun modtage tilsvarende primitive eller grove bevidsthedsenergier eller "bølger". Ved grove bevidsthedsbølger forstås herved hævn- eller mordtanker, gerrighed, hovmod, skinsyge eller alt, hvad der tangerer "egoisme". Tanker eller tankebølger af denne art kommer ikke ind under begrebet "den hellige ånd", men derimod sådanne bevidsthedsbølger, som tangerer alle former for uselviskhed, opofrelse, trofasthed og ærlighed, alt hvad der kan udtrykkes som virkelig kærlighed og visdom. Bevidsthedsbølger af denne art kunne altså, om end naturligvis kun i en meget primitiv og svag art, begynde at påvirke de af den tidligere omtalte tids mennesker, i hvem længslerne var størst, de mennesker, hvis legemssystem var finest og mest fremskredent i udvikling. Disse mennesker udgjorde så mange i antal, at den ny verdensimpuls' energier kunne begynde at få indpas, kunne begynde at få "tilhængere". Der var jordbund for såningen af en ny sæd. Der manglede blot "sædemænd" af en så fundamental udvikling og styrke, at de kunne så "den ny sæd", den virkelig nye verdensimpuls' absolutte visdom og moral, kunne begynde at udstråle "den hellige ånd" i renkultur i den begyndende "jordbund".
      Men Forsynet, den evige Skaber, lader ikke frembringelsen af en brugbar jordbund finde sted, for at den skal ligge brak og øde, blive til en ørken, ligesom han jo heller ikke i form af nævnte impuls eller "hellige ånd" anbringer sin guddommelige sæd på jorden for at oplagres et sted til ingen nytte. Når Forsynet på jorden gennem "den mørke moral" og dens virkninger havde begyndt at skabe jordbund for en ny sæd, og det ligeledes havde sendt den ny sæd til jorden, måtte det ligeså uafvigeligt også stille "sædemænd" til rådighed. Disse "sædemænd" måtte indtil en vis grad være af en sådan natur, at deres legemssystem, deres nerver og hjerne kunne vibrere i kontakt med den hellige ånds bølger, således at deres bevidsthed, deres manifestation, deres ord og tale kunne være gennemsyret af nævnte guddommelige ånds strålende lys og klarhed, dens kærlighed, dens udødelighedsbevidsthed og realistiske guddomsoplevelse. Den ny verdensmoral måtte for disse væsener være – ikke en utopi, – ikke en teori, men en realistisk eller absolut synlig kendsgerning. Kun derved kunne disse væsener få tilstrækkelig kraft til at træde frem imod hedenskabet, barbarismen, mordermoralen og blive tilstrækkeligt lysende eksempler på en ny tilværelsesmåde, blive et iøjnefaldende fuldkomment udtryk for en stor ny natur og kraft.