Noget som for alle mennesker må være en kendsgerning, når de ellers tænker over det, er, at de skal dø engang. De fleste tænker ikke over det, undtagen når de ved venners eller slægtninges død får det tættere ind på livet, end de plejer, og så kan tanken ligefrem slå dem med rædsel. Døden er en gåde for de fleste mennesker. "Der er jo ikke kommet nogen tilbage og har fortalt, hvordan der er på den anden side, og der er måske ikke engang nogen "anden side" ", sådan siger folk almindeligvis. Det er derfor naturligt, at jeg i mine foredrag også behandler dødens mysterium, som efterhånden skal ophøre med at være et mysterium og også skal ophøre med at være noget, mennesker skal nære angst eller rædsel for.
      Hvad er da døden? Først og fremmest er den en oplevelse, som kommer til absolut alle fysiske væsener i denne verden. Der er ingen af Dem, der tror, at De aldrig skal komme ud for denne oplevelse, dertil er den alt for åbenlyst til stede i alle ting omkring os. Desuden er døden ikke blot en proces, der skal komme engang, den er allerede til stede i Deres indre. De begyndte allerede at dø, da De blev født. Hvor er den spæde barnekrop henne, De kom til verden i? Hvor er det lille barneansigt, hvormed De i spændt forventning imødeså juleaften, det lille ansigt, som strålede, både da De som barn kom ud for julens vidunderlige eventyr og oplevede alle de andre af barndommens lykkelige timer?
      Dette ansigt eksisterer ikke mere på det fysiske plan, De har et andet ansigt nu. Og hvis De er et gammelt menneske i dag, kan man spørge: hvor er det unge og smidige legeme henne, hvormed De som ungt menneske omfavnede den, De holdt af? Og hvor er det modne legeme, hvormed De satte kronen på Deres livsværk og oplevede kulminationen af Deres fysiske fremtræden i dette liv? Disse legemer er, hvis De i dag er en gammel mand eller kvinde, for længst døde. Det gamle menneske har faktisk allerede oplevet reinkarnationen eller genfødslen adskillige gange, inden det skal dø.