Bønnen "Fader vor" udtrykker den absolut fuldkomne sjælelige indstilling til Forsynet eller Guddommen i ni særlige tankekoncentrationer. Heraf udgør den første ordene "Fader vor, du som er i himlene"! – Ved hjælp af disse ord kan den bedende efterhånden fuldstændigt lukke alle uvedkommende tankearter ude og dermed helt åbne en kanal mellem sig og det almægtige Forsyn eller den evige Fader, ad hvilken hans efterfølgende ønsker direkte kan stige ind i det himmelske væsens bevidsthed. Ordene er så tydelige og så koncentreret affattet, at de ikke kan lade nogen som helst tvivl tilbage hos de usynlige, englelige væsener, der overalt og i alt i naturen er til stede som den himmelske Faders særlige "lytteorganer" for selv de bedendes mindste suk, og igennem hvilke bønnens vibrationer bringes videre til andre englelige, usynlige, himmelske væsener, der er den overjordiske Faders organer for skabelsen af hans reaktion på den bedendes bøn eller henvendelse. Angående disse usynlige væseners eksistens må jeg henvise til mit hovedværk "Livets Bog". Her skal jeg blot lige antyde, at det i virkeligheden er disse væsener, der udtrykkes under begrebet "engle", og om hvilke Kristus siger: "Er ikke alle disse tjenende ånder, udsendte til hjælp for dem, som skal arve salighed". Igennem disse væsener foregår en hvilken som helst korrespondance mellem den bedende og Forsynet, mellem Guden og gudesønnen. Uden disse væsener som mellemled vil en hvilken som helst korrespondance med Guddommen være totalt umulig. Guddommens bevidsthed kan ligeså lidt som andre former for bevidsthed fungere uden organer, og hvorledes skulle Guddommens organer kunne eksistere uden at være identiske med de levende væsener? – Det er derfor også så guddommeligt indrettet i den evige verdensordning, at vi ikke kan sanse, se eller opfatte alle de væsener, som Forsynet benytter som mellemled mellem sig og os, thi da ville vi tage fejl af disse væsener og Guddommen på samme måde, som jordmenneskene på primitive stadier permanent tager fejl af de levende væsener og Guddommen. De tror her, at de levende væsener, venner og fjender er en ting og Guddommen en anden ting. De kan her se, sanse eller opfatte disse deres medvæsener, medens de tiltror Guddommen at være et helt andet væsen, som slet ikke er fysisk synlig og ligefrem befinder sig et andet sted henne. Dette andet sted har de betegnet som "himmelen". Men hvis væsenerne fysisk kunne se dette "andet sted", og Guddommen som et væsen boende på dette "sted", ville de opleve, at nævnte "sted" var ligeså befolket med levende væsener som deres egen sfære, og at Guddommen fuldstændig bliver borte i denne vrimmel af liv. De ville aldrig i al evighed komme til at opleve nogen Guddom. Alt ville der kun blive "medvæsener" og "ting", akkurat ligesom alt kun er "medvæsener" og "ting" i deres egen sfære. Men takket være den omstændighed, at verdensaltet for ethvert væsens fysiske sanseevne urokkeligt må fremtræde i to afsnit, nemlig et synligt og et usynligt, bliver det muligt for det levende væsen at frigøre sin sanseevne og dermed sin tanke fra det synlige afsnit: "medvæsenerne" og "tingene", og derved opleve altet, universet eller naturen i form af det usynlige afsnit fremtrædende som noget helt andet end "væsener" og "ting". At dette usynlige afsnit af verdensaltet ikke er noget "intet", afslører sig hurtigt som kendsgerning for væsenet. Det ser nemlig, at alt synligt udgår fra dette usynlige afsnit og indgår atter igen i dette afsnit. Hvis dette afsnit derfor var det samme som et "intet", måtte alt det synlige: "væsener" og "ting" jo komme af "intet", hvilket jo er totalt umuligt. "Intet" kan aldrig blive til "noget", ligesom "noget" aldrig kan blive til "intet". Når dertil kommer, at den synlige del udelukkende viser sig som virkninger af den usynlige del, bliver den usynlige del således identisk med "noget", der åbenbarer sig igennem den synlige del. Men derved bliver verdensaltets analyse jo identisk med det levende væsens analyse, der også urokkeligt udtrykker et "usynligt noget", der åbenbarer sig igennem et "synligt noget". Jeg kan ikke her komme nærmere ind på dette problem, men må henvise til mit hovedværk. Her har jeg kun berørt problemet for at vise, at "væsener" og "ting" ikke er udgørende alt, hvad der eksisterer, men at alt "det usynlige" i universet tilsammen udgør et "noget", for hvilket alt "det synlige" er redskaber. Alt synligt er således manifestationen eller åbenbaringen af dette "noget", og da denne manifestation eller åbenbaring er logisk skabelse, er den udtryk for tanke og vilje. Den usynlige del af altet, livet og tilværelsen udgør altså "et tænkende og viljeførende noget", og det er fornemmelsen af dette højeste noget, der danner grundlaget for et hvilket som helst væsens religiøsitet eller gudsforhold. Men dette forhold ville altså aldrig nogen sinde kunne være blevet til virkelighed eller absolut oplevelse, hvis ikke netop væsenernes sanseevne blev begrænset, således at en del af det eksisterende verdensalt med dets levende væsener og ting blev usynligt, og væsenerne derved blev frigjort fra udelukkende at skulle betragte altet som en blot og bar mangfoldighed af væsener og ting. Med usynliggørelsen opstår muligheden eller evnen til at se mangfoldigheden som udtryk for et viljeførende usynligt noget og dermed som udgørende en enhed med samme analyse som det levende væsen. Om dette væsen kan der derfor, som det netop står angivet i den første tankekoncentration af "Fader vor", kun siges "Du som er i himlene". "Himlene" kan kun være sfærerne, universet eller altet. Den bedendes indstilling til Guddommen bliver således her hundrede procent korrekt eller fuldkomment indstillet. Det er ikke et væsen "oppe i himmelen" eller på anden måde et sted henne, det er ikke et væsen af den eller den rang eller størrelse, den bedendes indstilling her bliver koncentreret på eller rettet imod. I så fald ville det jo kun være et "medvæsen", det bedende væsen i sin bøn henvendte sig til. Et væsen, der er et sted henne, et væsen, der har en størrelse, rang eller repræsenterer udviklingstrin, er ikke en guddom, men en gudesøn. Men det væsen, som er i "himlene", kan udelukkende kun være et væsen, der er "allestedsnærværende", et væsen der udgør alle sfærerne, et væsen, der er alle "himlene". Af sådanne væsener kan der kun være ét, nemlig den evige Guddom. Med udtrykket "Fader vor" indstiller vi hele vor sjæl på en sønlig indstilling til denne Guddom. Med udtrykket "Du, som er i himlene" giver vi denne vor sønlige indstilling en absolut ufejlbarlig adresse, en absolut lige direkte urokkelig retning imod den evige Fader. Her kan kun være tale om det ene væsen, som er "himlene". At der ikke i denne bøn kan ligge noget som helst egoistisk, fremgår tydeligt af ordet "Fader vor". I ordet "vor" udtrykker den bedende tydeligt Guddommen som "alles Fader". Han føler ikke sig selv som nogen favorit overfor denne Fader, men gør sig i sin bøn til ét med alle medvæsener og erkender disse som sine brødre overfor Guddommen. En mere fuldkommen og ædel indstilling til en bøn til Guddommen kan ikke manifesteres.