Med dette klarsyn på den bedendes situation har vi nu fået forudsætninger for i vor bøn at kunne begynde at indstille os i kontakt med Guds vilje. Denne situation kan altså kun udløse sig i dette, enten beder vi om "gunstbevisninger", hvilket i kosmisk forstand igen er det samme som at bede om favorisering, bede om at blive en af hans særligt "udvalgte", blive i yndest hos dette almægtige væsen, og vi vil da aldrig i al evighed blive "bønhørt", eller også er vi hundrede procents indstillede på den guddommelige vilje og lever da fra morgen til aften i en tilsvarende evig "bønhørelse". Dette er altså bønnens dybeste struktur og bærende fundament, at ingen som helst bøn, der skal udløse tilfredsstillelsen af et begær om særlig favorisering eller gunstbevisning hos Guddommen, kan blive "bønhørt" eller efterkommet, ligesom enhver bøn, der udelukkende kun skal udløse tilfredsstillelsen af begæret efter, at den guddommelige vilje med ens eget selv indtil hundrede procent må ske, kun kan blive totalt "bønhørt" eller opfyldt. I samme grad som den bedende ikke er i kontakt hermed, vil hans bøn være noget, der er i disharmoni med den guddommelige vilje og forblive uopfyldt. I modsat fald måtte gudesønnens eller den bedendes primitiveste ønsker eller vilje ske, og Guddommens højintellektuelle, alkærlighedsbefordrende vilje måtte standse, og universet og dermed livet måtte gå sin undergang i møde.
      Til hvad nytte er da bønnens store og evige princip? Når det væsen, der beder om rent selviske begærs tilfredsstillelse, fordi denne tilfredsstillelse for ham (hende) synes at være den eneste fornødne eller attråværdige lykke, ikke bønhøres, til hvilken nytte så dette væsens bøn? Og når en "bønhørelse" kun kan finde sted der, hvor den udtrykker begæret efter, at Guds vilje må ske fyldest, er den ikke nødvendig, thi denne vilje er jo under alle omstændigheder det sejrende slutresultat i enhver situation og opfylder således den bedendes begær. Hvad skal man så bede om?
      Er det ikke således, at bønnen her viser sig at være totalt overflødig? Nej, tværtimod. Her er det netop, at bønnen begynder at vise sig i sin sande guddommelige skikkelse som det, der er dens endelige mission, nemlig som "en levende daglig samtale eller korrespondance med Guddommen". Den afslører jo her, at det, vi tidligere kendte til dens natur, kun var dens fostertilstand, dens begynderzone. Sålænge bønnen udløser sig som et selvisk begær, er den endnu kun identisk med "dyrets" angstskrig i junglen, selv om den hos jordmennesket ganske vist udløses i "kultiverede ordformer". Forholdet mellem den bedende og Guddommen er i virkeligheden det samme som forholdet mellem det lille spæde barn i vuggen og dets moder. Det lille spæde væsen kender ikke til anden henvendelse til moderen end "skrigen" og "græden", når et eller andet ubehageligt vederfares det. Dette "ubehagelige" er som regel noget livsvigtigt og naturligt, såsom sult, renligholdelse og lignende. Her er det en "advarsel", et råb, en bøn til moderen, der jo er barnets skytsengel i dets endnu hjælpeløse situation. Et sådant råb eller en sådan "bøn" til moderen eller andre, der måtte være i moderens sted, kan ikke komme ind under begrebet "selviskhed". Tværtimod, skriget er det eneste middel, ved hvilket det selv kan være i kontakt med den guddommelige vilje, hvilket vil sige: dets egen livsvigtige pasning og pleje. Uden skrigen, græden eller klynken kunne det jo ikke påkalde de væseners assistance, der er nødvendige for dets fysiske livs fortsættelse.
      Normalt bliver en sådan bøn derfor også "bønhørt". Men når barnet er vokset til, kan begynde at tænke, forstå og tale på det fysiske plan, kan det få begær eller ønsker, der ikke hører ind under de livsbetingende, ja, er måske direkte skadelige for medvæsenerne. Sådanne tanker og begær er selviske og er således ikke udtryk for den guddommelige vilje. Denne kommer derimod til syne igennem den sunde opdragelse, der netop afstedkommer en bekæmpelse af disse ønskers opfyldelse, lige meget hvor meget barnet så end måtte græde, klynke og klage over ikke at blive "bønhørt". Akkurat ligesådan er det med hensyn til gudesønnens forhold til Guden. Alle de begær, der er livsbetingende eller naturnødvendige, såsom sult, tørst m.fl., og uden hvilke det daglige liv umuligt kunne opretholdes, er ikke selviske og er derfor direkte i kontakt med den guddommelige vilje. Det kan kun være godt at flette disse ind i sin bøn, hvis der er opstået gene eller hindringer for disses opfyldelse. Men alle de begær, der ikke er livsbetingende og kun kan opfyldes på grundlag af en større eller mindre ødelæggelse af medvæsenernes liv og førlighed, er "selviske" og er således ikke i kontakt med den guddommelige vilje. At indflette disse i sin bøn, er at appellere til en "bønhørelse", som Guddommens "opdragelse" eller den guddommelige verdensorden er indstillet på at bekæmpe.
      Ligesom der i væsenets korrespondance med sin moder eller sine forældre kan forekomme mange begær, forældrene ikke kan efterkomme, således kan det jordiske menneskes forhold eller bøn til Guddommen ligeledes udvise mange "bønner" eller begær, Forsynet ikke kan opfylde. Det er rigtigt, at det for det almindelige menneske kan være svært at skelne de falske begær fra de rigtige eller naturlige. Men her har Forsynet igennem verdensgenløsningen udstrakt sin hjælpende hånd og skænket menneskene bønnen "Fader vor". Denne bøn er, som jeg her skal omtale, en kosmisk bøn og fuldstændig i kontakt med det, den guddommelige vilje selv ønsker gennemført med hensyn til gudesønnens egen indstilling til verdensaltet, livet og Guddommen.