En tilværelse, hvor intelligensevnen ikke kan garantere den sande lykke, og hvor smerte og lidelse florerer, vil afsløre en sjælelig uformuenhed i en sådan grad, at mennesket intuitivt fornemmer en længsel efter Guddommen. Men denne længsel er ikke et stærkt begær efter at spille en stor ydre glansrolle i Faderens hus, være "søn af huset" eller lignende. Begæret er totalt blottet for forfængelighed. Nej, så højt var den "fortabte søn" i sin fornedrelse kommet til at elske sin himmelske Fader, at blot dette, at være denne Faders ringeste tjener eller daglejer, var den fulde livslykke eller højeste attrå for nævnte søn. Og her begyndte bønnens mysterium for første gang virkeligt at afsløre sig. Medens den stærkt religiøst troende sender sine brændende bønner op hinsides himlen til et tænkt strålende væsen og venter sig dette væsens mirakuløse indgriben i dette eller hint felt til gunst for bønnens opfyldelse, er den tilbagevendte "fortabte søn" udelukkende kun indstillet på at bringe – ikke sit eget ønske – men Faderens ønske til opfyldelse. At han ønsker at være "daglejer" og ikke "søn af huset" viser jo, at han ikke kom tilbage for at "lade sig tjene", men "for at tjene".
      Det var ikke så mærkeligt, at faderen blev glad og gjorde gæstebud for denne søn, ligesom det heller ikke var så mærkeligt, at den anden søn blev fornærmet over denne faderens glæde og gæstebud for den hjemvendte. Det er jo intet mindre end selve livets to store kontraster, der kolliderede i de to brødres mentalitet. Det er igen livets egen demonstration af analysen af det levende væsens forhold til Guddommen. Dette forhold er naturligvis først og fremmest det bærende grundlag for væsenets indstilling med hensyn til at bede. Den første af de to brødre, ham, der havde levet hjemme hos faderen hele tiden og således endnu ikke havde prøvet at være borte fra fædrenehjemmet og gennemlevet fornedrelsen, havde ikke ydmyghedens evne. Han var kun indstillet på at tjene sig selv. I sin egenskab heraf blev han vred, da han så, at den fattige, lazaronagtige broders hjemkomst skulle fejres med gæstebud og denne stodderagtige person således ligefrem hædres. Han følte, at der ligesom gik noget fra ham, ja, at al denne hæder egentlig tilkom ham selv, fordi han trofast var blevet hjemme hos faderen. Vi ser således her tydeligt, at sålænge der ikke gik ham noget imod hjemme hos faderen, hvilket vil sige: sålænge han ikke havde opdaget, at faderen kunne dele ligeså meget sympati og kærlighed ud til den "uværdige" broder som til ham selv, den værdige, havde han følt sig lykkelig nok i sit forhold til faderen. Men nu kom kollisionen. Og tror man ikke, det var begyndelsen til det brud med faderen, der ville betinge, at det nu blev denne søns tur til at forlade fædrenehjemmet? – Han havde altså hverken forstået eller lært, at kærligheden, der jo er det samme som den absolutte retfærdighed, ikke er noget, der kun uddeles som en gunstbevisning for det eller det. Ligesom solens lys skinner på den uretfærdige såvel som på den retfærdige, således er kærligheden noget, der fra os skal udstråle til forbryderen, lazaronen, stodderen såvel som til Guddommen, Verdensgenløseren eller alle dem, der ellers er i vor yndest eller gunst. Så længe vi ønsker at blive særligt begunstiget med Guddommens kærlighed for den eller den handling, og vi endnu ikke har opdaget, at vi ikke får dette ønske opfyldt, kan vi jo sagtens være tilfredse i vort forhold til denne Guddom. Da føler vi ikke noget som helst grundlag for at skulle forlade "fædrenehjemmet" og vandrer efter dette vort eget retfærdighedsbegreb. Man deler gunstbevisninger ud til alle dem, der er i vor yndest og sparker til alle dem, man ikke kan lide, ligesom vi venter os store fortjenester eller fordele af dem, vi har begunstiget og føler det knugende uretfærdigt, at vi bliver forfulgt af dem, til hvem vi har sparket.
      Her er det, at sønnen er Faderens største modsætning, her er det, at vi kapitulerer i styringen eller føringen af vort eget liv eller i skabelsen af vor egen skæbne. Her er det, at vi opdager, at kærligheden ikke er en handelsvare. Den kan ikke erhverves som betaling for gunstbevisninger. Ja, er det ikke hændt, at de af os begunstigede væsener undertiden er blevet vore forfølgere? – Kærligheden er Guddommens egen indre strålende ild, som gennemstrømmer alt og alle, ja er selve verdensaltets inderste bærende ånd og kraft. Det er Guddommens fornemmelse af gudesønnen. Og denne fornemmelse er i en så overvældende majoritet, at alle mulige eksisterende andre kræfter eller foreteelser i livet eller verdensaltet udelukkende kun kan udgøre dens underordnede detaljer, dens materie, organer og redskaber. Den er enhver tings begyndelse, kulmination og afslutning, den er dens alfa og omega. At en så altgennemtrængende og altbeherskende kraft eller et evigt strålende lysvæld ikke kan svækkes eller forstærkes af en gudesøns fornægtelse eller acceptation af dens eksistens er ligeså selvfølgeligt, som det er selvfølgeligt, at solens lys er ganske uhindret af, hvad det eller det jordmenneske mener om dets natur. Det var denne Faderens strålende kærlighedsudfoldelse, der er uafhængig af forudgående tilbedelse eller gunstbevisninger eller kort sagt dens identitet med den totale uselviskhed, den hjemmeværende søn ikke kunne fatte eller begribe. Men den tilbagevendte søn var til fulde blevet klar over, hvad den betød, hvad den var værd. Han havde jo ved troen på sin egen selvretfærdighed lukket sig selv ude fra dens stråler og derved set, hvorledes livet så tabte sin glans, blev til den fornedrelse og kapitulation, der viste ham, at alt i Faderens hus var fuldkomment, ja, selv tilværelsen som Faderens ringeste arbejder eller daglejer var en lysende, attråværdig fuldkommenhed. Vejen tilbage til Faderen blev således det altoverskyggende strålende lys. Men tænk, hvis Faderen havde jaget ham tilbage ud i mørket! Ja, så var Faderen naturligvis kommet i yndest hos den første søn. Men så havde denne søn umuligt kunnet opdage sin egen fejlbarlighed eller disharmoni med selve kærlighedsloven, og den anden søn var gået til grunde ude i fornedrelsens sumpe og mentale mudderpøle. – Den første søn ville således aldrig have lært sin Faders virkelige natur at kende, og den anden søn ville have været nødsaget til i Faderen at se et mentalt uhyre, værre end de røvere og banditter, han havde mødt ude i livets skyggezoner. Begivenheden formede sig i kraft af den rene kærligheds uafhængighed af lyse eller mørke pletter helt anderledes. Den evige Fader opfyldte lige så hjerteligt sin elskede søns ønske om at komme tilbage og være hos sig, som han i sin tid gavmildt opfyldte den samme søns ønske om at få sin arv udbetalt og få lov til at rejse ud, bort fra hjemmet. Og var det en ulykke, at han opfyldte dette sønnens ønske om at rejse ud? – Var det en ulykke, at han ikke opfyldte den første søns ønske om at ignorere den hjemvendte søn ved ikke på nogen måde at vise ham hædersbeviser eller gæstebud? – Nej! – Ville det ikke netop have været en ulykke for alle tre parter, hvis det modsatte havde været tilfældet? – Den anden* søn ville ganske vist være blevet hjemme hos Faderen og ville dermed aldrig have kunnet opleve den fornedrelsens mørke baggrund, der gjorde det muligt for ham at se Faderens umådelige storhed. Den første søn ville aldrig have fået lejlighed til at opdage, at hans retfærdighedsbegreb var anderledes end Faderens. Der ville ikke være opstået noget grundlag for skabelsen af noget ønske i ham om at forlade Faderen. Den disharmoni eller uoverensstemmelse, der nu umuligt kan fjernes, uden at sønnens syn eller retfærdighedsbegreb med hensyn til den tilbagevendte broder bliver ét med Faderens, ville umuligt kunne være opstået. Og for Faderens guddommelige værdighed ville en sådan optræden have været katastrofal. Hans identitet som kærlighedens evigt funklende sol ville være blevet så temmelig formørket. De to gudesønner ville aldrig i al evighed have fået lejlighed til at opleve sig selv som bevidst ét med denne Fader og hans strålende lysvæld, ånd og bevidsthed. Her er noget at tænke over for den, der ønsker at bede til denne Fader.
      Vi har hermed fået afklaret forholdet mellem Fader og søn, hvilket i dette tilfælde altså vil sige: mellem Guddommen og det levende væsen eller den, der vil bede til Gud. Enten må den bedende være den tilbagevendte søn, eller også må han være sønnen, der endnu ikke har været borte fra Faderen. Til hvilken af de to kategorier den bedende hører, ses udelukkende af dennes bøn. Hvis der ud fra denne bøn stråler ønsket om at få kraft og styrke til at måtte gøre godt, hvad man der eller der har forbrudt, at man må få lov til at velsigne alt, hvad man har forbandet, at man må få lov til at være til glæde og velsignelse for alt og alle eller på alle måder få lov til at følge Guddommens absolutte vilje fremfor ens egen vilje, og samtidig er gennemsyret af en stærk taknemlighedsfølelse for alt, hvad man har fået lov til at opleve og gennemgå og kan se den guddommelige kærlighed i de mørke såvel som i de lyse oplevelser eller erfaringer, livet har givet en, da er man identisk med den tilbagevendende søn. Da har man nået visdommen, det kosmiske klarsyn eller den store fødsel, indgangen til det virkelige livs port, indgangen til Guddommens egen sfære eller zone. Her er indstillingen koncentreret i dette ene: "Ske ikke min, men din vilje". Og med denne indstilling er den bedende gennem sin bøn blevet Guddommens medarbejder.
      Hvis der ud fra den bedendes bøn udstråler begæret efter at blive fri for den eller den ubehagelighed, blive fri for det eller det mørke, den eller den gene, eller den bedende på anden måde er hundrede procent opfyldt af kun at få sin egen vilje tilfredsstillet, da vil han i højeste grad blive utilfreds, hvis Guddommen ikke opfylder dette begær. Da vil han mere eller mindre føle sig forladt eller uretfærdigt behandlet af Guddommen. Vantro, antipati, ja måske endog vrede imod Guddommen eller alt, hvad der kommer ind under begrebet "religiøsitet" opfylder i en sådan situation bevidstheden. Vi kommer mere og mere til at foregøgle os, at mange andre væsener i langt højere grad end os bliver skæbnemæssigt begunstiget af Forsynet eller Guddommen. Vi synes endog at kunne konstatere, at disse andre slet ikke er nær så pligtopfyldende eller nær så opofrende overfor Guddommen eller Forsynet, som vi har været. Ja, disse vore medvæsener beder måske slet ikke til Gud, eller håner os måske ligefrem, fordi vi er indstillede på dette væsen, og dog får disse væsener alle livets goder: sundhed, rigdom, magt og ære, medens vi selv mener at være så temmelig ugunstigt behandlet af Forsynet, hvad disse goder angår. Er det ikke let at se, at vi i dette tilfælde er den hjemmeværende søn, der kommer i disharmoni med Faderen om dennes anden søn? – Vi er opfyldt af begæret efter de goder, som Faderen nu begunstiger den anden søn med. Men hvad er det for goder, denne anden søn således på et vist stadium svælger i? – Er det ikke netop den udbetalte "fædrenearv"? – Er det ikke netop de goder, som denne søn senere satte over styr og derved i fornedrelsens mørke blev i stand til at se sin Faders strålende fuldkommenhed eller guddommelige herlighed? – Er det ikke tydeligt at se, at vi er ganske uforstående med hensyn til Guds vilje bag "goderne": sønnens omskabelse til "Guds billede i hans lignelse". Vi tror jo netop, at vi allerede er i denne "lignelse" og har ingen anelse om, at disse "goder" er fornedrelsens fundament og derfor kun er et "middel" til opnåelsen af den guddommelige bevidsthedsafklaring eller den hundrede procents fuldkomne kontakt med Guddommen. Vi tror, de er Guddommens "gunstbevisninger" og derfor udgørende det endelige "mål" for oplevelsen af livet. Og derfor bliver vi misfornøjede og tror os uretfærdigt behandlet, når vi ser andre af Forsynet blive tildelt disse "begunstigelser", som altså slet ikke er "begunstigelser" i kosmisk forstand. De er udelukkende redskaber, midler, uden hvilke det ville være umuligt for noget væsen at komme i en absolut åndelig kontakt med sig selv og dermed med Guddommen eller Forsynet. Det er denne sjælelige primitivitet eller åndelige uformuenhed, der lader os tilbede eller dyrke "midlet" i stedet for "målet", som Guddommen igennem fornedrelsen eller mørket kan fjerne fra vor bevidsthed.

____________
* "Den første søn" er rettet til "Den anden søn", jf. konteksten.