Men da et væsen, selv med stor intelligens, ikke selv kan se, hvad der er absolut sandhed, må det leve på sin egen af dets begyndende intelligens affødte filosofi. Da denne filosofi ikke er baseret på de autoriserede religiøse forskrifter og heller ikke kan være baseret på en højere kosmisk indsigt i livets absolutte analyser, kan den kun blive baseret på de foreteelser og erfaringer, der er mest dominerende i det daglige samliv mellem jordmenneskene. Og for den endnu spæde intelligensevne kan disse foreteelser og erfaringer kun udløse sig i begrebet: "Enhver er sig selv nærmest".
      Men da denne filosofi udgør lige akkurat modsætningen til det facit, der udtrykker den absolutte vej til lykken, nemlig dette: "Enhver er sin næste nærmest", vil ethvert væsen, der lever efter det førstnævnte begreb, før eller senere komme til at kollidere med de love, der er en betingelse for jordmenneskets fremtidige og fuldkomne lykke. Der melder sig sygdomme, ulykkelig kærlighed, splid i familieskabet, økonomiske kampe eller mange flere af de i det daglige liv forekommende besværligheder hvis bekæmpelse langt overstiger, hvad de kan magte at råde bod på med deres intelligens. Og resultatet heraf er den situation, vi kender fra lignelsen om "den fortabte søn", hvor denne "går i sig selv" og opdager sin egen åndelige uformuenhed, der igen bringer alt det selvglade og hovmodige i ham, der bragte ham bort fra fædrenehjemmet, til at kapitulere. Han ser, at hans egen af ham selv så lovpriste eller tilbedte viden ikke engang kunne give ham en tilværelse så fuldkommen og attråværdig som den, hans faders daglejere sidder inde med. Og den ydmyghed, der kun fordrer at blive en af disse ringeste i hans faders hus, fylder hele hans bevidsthed. Han står op og går tilbage til faderen. Og takket være denne ydmyge indstilling, hvilket igen vil sige: denne hans opdagelse af sin egen hjælpeløshed, fandt han lykke og glæde i sin faders arme ved tilbagekomsten til sit hjem.
      Vi har således et glimrende billede af materialistens situation. Sålænge materialisten ikke har prøvet sin egen intelligensevnes utilstrækkelighed i skabelsen af den sande lykke, vil fædrenehjemmet, hvilket vil sige: alt det religiøse i tilværelsen, al tale om en guddom, om et liv efter døden osv. ikke være noget for ham. Han vil i de fleste tilfælde føle sig meget frastødt af disse bevidsthedslivets højeste emner. Hvis han endelig er nået så langt frem, at han virkelig har nogen interesse af disse emner og i en række tilfælde med sin intelligens kan se, de indeholder sandheden, vil hans materialistiske indstilling alligevel dominere i sådanne tilfælde, hvor han endnu ikke har opdaget sin intelligensevnes begrænsning, men tror at alle livets problemer udelukkende løses med denne evne. Her i disse felter går han da, takket være sin overdrevne tillid til eller forestilling om sin intelligensevnes kapacitet, i rette med hvem han så end måtte møde på sin vej, selv absolutte autoriteter på disse områder, ja, Verdensgenløseren ville ikke blive nogen undtagelse, hvis det faldt i hans lod at møde denne sandhedens virkelige autoritet. Han går således i rette med "Faderen" og må derfor endnu et stykke tid leve borte fra "fædrenehjemmet", hvilket vil sige: borte fra den absolutte sandhed i sit hjerte og dermed borte fra den virkelige glæde ved livet, selv om han teoretisk kan jonglere med nogle af dens analyser i sin hjerne.
      Men at leve borte fra den virkelige sandhed i sit hjerte er det samme som hovedsagelig at være uden evne til at kunne praktisere dens særlige væsen i det daglige liv. Og da et hvilket som helst liv, der ikke er en praktisering af den absolutte sandhed, kun kan eksistere som en kollision med livets love, og disse kollisioner igen kun kan resultere i en såkaldt "ulykkelig skæbne", vil materialisten eller det gudløse væsen uundgåeligt møde eller være indhyllet i denne skæbne. Og her er det, at "den fortabte søn" opdager sin egen magtesløshed og igen får brug for den evige Fader. Og på dette stadium af "den fortabte søns" kredsløb finder vi i dag en stor part af de såkaldte "moderne" mennesker. Disse er således væsener, der forlængst har forladt "fædrenehjemmet", hvilket vil sige: troen på det religiøse, har gennemlevet en gudløs tilstand og den heraf følgende smertens og lidelsens zone.