Hvem er de "vantroende", og hvorfor er de "vantroende"? – De "vantroende" er jo alle dem, der ikke kan tro. Og grunden til, at de ikke kan tro, skyldes jo udelukkende den omstændighed, at deres intelligensevne er for fremragende udviklet i forhold til den religiøse terminologi, i hvilken de møder beretningerne om det guddommelige. Man må her huske på, hvorledes disse beretninger i de autoriserede religioners terminologi hovedsagelig er baseret på "stemningsskabelse". De er med deres ceremonibefordrende natur kun indstillet på skabelse af lykkelige stemninger i individets bevidsthedsliv. Og her har denne form for religiøs kultus sin store mission. Men den betinges udelukkende af "troen". Dette vil altså igen sige, at for at man kan få del i dens lykke- og glædegivende natur, må ens intelligensevne på det religiøse område være så lidet fremtrædende, at man ikke stiller selv de mindste fordringer med hensyn til at forstå "Guds veje" og derfor kan få hele sit religiøse behov tilfredsstillet igennem ceremonierne, opbyggelige prædikener, sang og orgelbrus, religiøse dekorationer, røgelse, illuminerede altre, kirke- og tempeltjenere i religiøse dragter. Alle disse foreteelser skaber en vis ophøjet kontrast til foreteelserne ude i dagliglivet med dets sygdom og fattigdom, dets genvordigheder for det store flertal af menneskene. At fornemmelsen af denne ophøjede kontrast må virke som en oplivende feststemning på det følsomme sind er naturligvis en selvfølge. Og den eneste hindring for, at det her kan blive mentalt løftet, blive begejstret, er netop lige akkurat "vantroen". Det er nemlig således, at i samme grad, som intelligensevnen udvikler sig, hvilket jo i særlig grad sker igennem al den moderne skoleundervisning på alle områder, som er under en stærk voksende udvikling, skaber den lysten til eller begæret efter også at blive "vidende" på det religiøse område, i særdeleshed da den religiøse terminologi på mange områder ganske kolliderer med det, der foreløbig med intelligensen kan udforskes eller eftertænkes. Og det er netop denne intelligensens kollision med de overleverede religiøse dogmer eller opfattelser, der umuliggør troen på disse dogmer. Og da den pågældende intelligensevne alligevel er for lille til, at individet ad denne vej selv kan finde ud af de religiøse problemer eller livets største og evige fakta, ja, så er disse fakta efterhånden helt stillet i skyggen af alle de mange almindelige, daglige og direkte livsbetingende problemer, som det magter at løse med sin intelligens. At dets interesse for det rent materielle derved udvikler sig samtidig med, at dets interesse for de førnævnte højeste fakta, som ligger udenfor dets intelligensområde, tager af, er naturligvis givet. Det, man beskæftiger sig med, det udvikler sig i ens bevidsthed, medens det modsatte er tilfældet med det, man ikke er beskæftiget med. Og resultatet af den her nævnte intelligensudvikling eller mentale indstilling hos individet må da nødvendigvis blive en stærkt fremtrædende materialisme eller gudsbenægtelse.
      Som man her ser, er denne mentale tilstand således en ligeså naturlig bevidsthedstilstand som den religiøse. "Vantroen" er ligeså naturlig som "troen". Hvis "vantroen" er "syndig", er "troen" ligeså "syndig". Den "vantroende" kan ligeså lidt gøre for sit mentale trin, som den "troende" kan gøre for sit. Deres mentale tilstand eller holdning er således for begge parters vedkommende en foreteelse, der ligger ganske udenfor deres dagsbevidste vilje. De kan hver især ligeså lidt bestemme at ville tro eller ikke tro, som de kan bestemme at ville have brune eller blå øjne. At en guddom derfor skulle betragte den ene af de nævnte parter som "syndig" og "straffe" dette væsen med en terror eller pinsel, for hvilken der i al evighed ikke eksisterer nogen "frelse", samtidig med at han betragter den anden part som "hellig" eller "frelst" og begunstiger denne med en ligeså evig tilværelse i herlighed og glæde, er en opfattelse, der nok skal berøve det intelligente væsen enhver evne til at se den autoriserede religiøse terminologi som sandhedens og retfærdighedens absolutte udtryk.