Men tror man ikke, verdensgenløsningens store princip havde et endnu større formål end blot det at hjælpe de "troende"? – Det er selvfølgelig guddommeligt, at nævnte genløsning på et tidspunkt, hvor trosevnen var det kulminerende bevidsthedsfelt hos det store flertal af menneskehedens individer, kunne afstedkomme en foreteelse, der kunne give alle ulykkelige indenfor dette bevidsthedsfelt hjælp i deres kvide, kunne give dem beroligelse og ligevægt netop igennem den evne, der var højest udviklet hos dem.
      Men der ville have været en meget slem brist eller ufuldkommenhed i verdensgenløsningens princip, hvis det slet ikke havde kunnet række en eneste hjælpende hånd ud til alle dem, der endog imod deres vilje slet ikke havde den mindste lille form for trosevne. Hvis disse hundrede tusinder, ja, millioner af mennesker, der i dag slet ikke kan tro, kun lever for at skulle ende i "helvede", en tilstand hvorfra de aldrig i al evighed mere kan udfries, når de blot en gang er kommet der, bliver den autoriserede kirkelige kristne verdensopfattelse ikke noget særligt flatterende billede af Guddommen, selv om man i dens terminologi forsøger at udtrykke denne guddom som "alvis", "almægtig" foruden at være identisk med selve "alkærligheden".
      Hvis Guddommen således er "alvis", vidste han jo i forvejen, hvorledes alle de nævnte "vantroende" mennesker af i dag vil ende i "helvede". Hvorfor har han da skabt alle disse sjæle. Det måtte da være langt kærligere aldrig nogen sinde at have ladet disse ulykkelige væsener opleve livet. Hvis han var "almægtig", hvorfor har han så ikke udstyret absolut alle med "trosevnen"? – Har han været interesseret i at skabe væsener blot for at se dem lide? – Og hvorfor lade dem lide i al evighed? Når de aldrig kan udfries af denne lidelse mere, når de ikke af denne skal uddrage erfaringer og viden, hvorved de kunne dygtiggøre sig til en fuldkommen tilværelse bagefter, til hvad nytte så denne fortsatte lidelse? Ynder Guddommen da at se lidelse? Er det en velbehagelighed for ham at se disse sjæle vånde sig i de frygteligste pinsler, siden han har betinget, at de aldrig i al evighed skal kunne udfries? – Hvis ikke, hvorfor har han da ikke i sin almagt skabt denne foreteelse om til lysende humanitet? – Hvis han ikke kan gøre det, er han jo ikke "almægtig". Og hvis han ikke vil gøre det, er han jo ikke "alkærlig", thi en lidelse, der aldrig nogen sinde skal høre op, kan kun have et eneste formål, nemlig dette at være til underholdning eller vellyst for den, der betinger dens stadige eksistens trods besiddelsen af evnen til at kunne lade den ophøre.
      Er det ikke et urgammelt "hedensk" gudebillede, der her toner frem af kristendommens terminologi? Er det ikke udstyret med et bevidsthedslag, der rigtig passer ind i det primitive lave menneskelige niveau, hvor man ikke kan få had eller hævn nok over sine fjender, hvis det da ikke er udtryk for den rene sadisme eller perversitet? –
      Men det ser det troende menneske ikke. Det har forlængst igennem sin tro fundet støtte og hvile i troen på Jesus, er kommet i yndest hos Guddommen, har fået sine "synder forladt". Det fornemmer sig i kontakt med Guddommen. Hvorledes denne Guddoms bevidsthedslivs særlige detaljer former sig, er noget, der ligger ganske udenfor dets begær at vide besked med. Det har nok i at kende Kristi særlige bevidsthedsliv og kærlighed. Ja, det mener endog, det er blasfemi at beskæftige sig med selve Guds bevidsthed, som det jo på forhånd mener slet ikke er tilgængeligt for noget væsens forskning. Det finder fuldstændig tilfredsstillelse i den overleverede sætning: "Guds veje er uransagelige".
      Men når verdensgenløsningen således med så stor sikkerhed kan give den troende frelse og salighed, tror man så ikke, at den i dag, hvor verden er mere fuld af vantroende mennesker end nogen sinde, og de virkeligt troende er i mindretal, også har en hjælpende hånd at række alle disse sjæle, så slet ingen kan gå tabt eller komme i et "evigt helvede"? I så fald bliver Guddommen mere synlig som svarende til at være både alvis, almægtig og alkærlig.
      Når Guddommen igennem verdensgenløsningens princip lader et væsen føde, hvis væremåde og fremtræden er den rene alkærlighed, er den rene elskelighed overfor ven som fjende, tror man så ikke, det i nogen grad har været for at gøre det gamle hedenske gudebillede til skamme? At lade et væsen føde, der langt overstråler de begreber og idealer, menneskene havde dannet sig om en guddom, måtte dog før eller senere bringe det hedenske gudebillede i forfald. Før eller senere måtte man komme til den erkendelse, at når et væsen i fysisk kød og blod kunne være udstyret med en så strålende hengivenhed for alle, måtte den almægtige Guddom absolut ikke kunne betragtes som værende et ringere væsen. Man måtte før eller senere blive nødsaget til at revidere sit gudsbegreb. En guddom, der bliver overtrumfet i intellektualitet eller kærlighed af et væsen i fysisk kød og blod, kan ikke være en sand guddom. Altets højeste bevidsthed eller væsen må da være mindst ligeså fremtrædende i humanitet og kærlighed som et sådant animalsk væsen. Og er det ikke her, verdensgenløsningens store kærlighedskilde sender sine hjælpende stråler ud og fører de "vantroende" til Guddommens hjerte? –