Har det almindelige kristne menneske da ikke forlængst lært at bede i uselviskhedens ånd? Har Kristus ikke netop med sin bøn "Fadervor" givet det et storartet eksempel i hænde på, hvorledes en fuldkommen kosmisk bøn, eller bøn, der kun kan være til gavn for alle og til skade for ingen, bør se ud? Er den ikke i hele sit væsen kollektiv eller befordrende almenhedens vel? – Gør den bedende sig ikke her til ét med sine omgivelser eller næste? – Hvem er det ellers, han mener, når han siger: "vor" og "os"? – Jo, de kristne har ganske vist fået en genial model af den fuldkomne bøn, men den dækker ikke alt det, de endnu ønsker eller mener sig nødsaget til at bede om for dem selv rent "privat". I så høj grad er de endnu ikke blevet ét med almenheden, at deres egne "private" genvordigheder er underordnede eller uvæsentlige i forhold til almenhedens. Og det er i denne deres selvopholdelsesdrifts kamp og kvide, de griber til bønnen som et våben eller et middel, ved hvilket de håber på mirakuløs måde at kunne forhindre alle de mange mørke foreteelser, der har tårnet sig op i deres skæbne.
      Men her må man erindre, at den hidtil almene kristne opfattelse og indstilling til tilværelsens mørke foreteelser er baseret på den tro, at disse er "straf" fra Forsynet over "synder", som deres ophav har begået. De føler sig således stedet overfor en "vred" guddom. Deres syn på Guddommen er endnu ikke gennemlyst af intellektualitetens klare solskin. De er endnu i stor udstrækning bundet af naturmenneskets primitive eller endnu uoplyste indsigt i selve livets virkelige struktur. At det formentlige ophav til lidelserne og ubehagelighederne i deres skæbne må være et væsen som deres eget, der lever efter de love, der gør sig gældende indenfor deres egen primitive dagsbevidste horisont, er naturligvis en selvfølge. De kender jo ikke til nogen højere form for udøvelse af bevidsthedsliv end deres eget, og dettes struktur er jo i en stor bærende udstrækning baseret på at hævne og straffe, begunstige og kærtegne. Det falder dem derfor umådeligt vanskeligt at forstå et bevidsthedsniveau, hvor hævn, straf og særlig begunstigelse er aldeles udelukket, og kun en hundrede procents kærlighed er altbeherskende. At de mørke foreteelser i deres skæbne derfor udelukkende kun kan være en "straf" fra en guddom, er derfor det eneste selvfølgelige for dem at antage. Ja, så dybt bunder denne overtro, at den ikke engang kunne aflives eller fjernes ved Jesu liv, der jo var en levende demonstration af, at en sådan kærlighedsbevidsthed virkelig kunne eksistere. Var han ikke netop åbenbaringen af en højintellektuel tilstand, i hvilken man hverken hadede eller straffede? Ja, vendte han ikke ligefrem den højre kind til, da han blev slået på den venstre og bad på korset, midt i sine lidelser, for sine bødler: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør"? – Troede man ikke, det var her, hans mission kulminerede? – Troede man ikke, det var her, at Guddommens egen særlige bevidsthedstilstand blev åbenbaret? – Troede man ikke, det var her, at Verdensgenløseren var modellen for det vordende fuldkomne menneske i "Guds billede efter hans lignelse"? – Nej, det troede man ikke. Så stærk var det primitive gudsbegreb, at der endnu skulle hengå nitten århundreder, inden det for alvor begyndte at tabe sit tag i menneskenes sjæleliv. Ja, selv i dag er tusinder af væsener ansatte som dette gudebilledes statsautoriserede præster rundt om i den kristne verden for at forkynde "bøn" og "syndsforladelse".
      Da "syndsforladelse" kun kan være det samme som "fritagelse for straf", og "straf" igen i absolut forstand kun kan være "hævn", og hævn igen er "vredens" udtryk, er dette de kristnes gudebillede således endnu en "vredens gud". Ja, denne gud var endog så vred over den "ugudelige" menneskehed, at han ifølge den samme overtro netop kun kunne formildes, og menneskene fritages for "straf" ved Jesu korsfæstelse eller lidelse og død. Kun ved at dette uskyldige væsen overfor sin himmelske fader påtog sig "straffen" for de "synder", alverdens mennesker havde begået og efterhånden ville begå, kunne denne guddoms begær som "straf" eller "hævntørst" over "synderne", over menneskene, blive tilfredsstillet. Var det ikke en lidt hård guddom og fader, men til gengæld elskelig søn? – Det er ikke så mærkeligt, at dette gudebillede blev trængt mere i baggrunden og denne elskelige søn kom frem i lyset, kom frem i menneskenes tanker, blev hyldet og tilbedt som deres "redningsmand", og at enhver bøn til Guddommen i hans "navn" måtte være nok til at fjerne alle hindringer eller mørke skygger på vejen til himlen. Og således står i virkeligheden den kirkelige kristendoms struktur i dag. Og det kan kun siges at være heldigt, at koncentrationen således mere hviler på den elskelige søn end på den lidt mærkelige fader. Hans ædle og fuldkomne væsen, samt hans væremåde overfor sine fjender og forfølgere har således ikke kunnet undgå de troendes opmærksomhed. Ja, de har endog fundet den så ophøjet og guddommelig i forhold til deres egen, at de netop har følt det ganske utænkeligt, at de skulle kunne udvikle sig til at kunne gøre en sådan ophøjet væremåde til deres egen. De har slet ikke fattet, at denne væremåde netop var modellen for deres udvikling. Og resultatet af verdensgenløsningen kunne derfor foreløbig kun blive "frelsen" ved "nåden" eller Guddommens "forsoning" igennem Jesus Kristus. Resultatet af verdensgenløsningen blev derfor ikke dette, at få menneskene til at stræbe efter at udvikle Jesu væremåde i dem selv og således på naturlig og fortjent måde engang opnå himmeriges rige som et resultat af deres egen flid, egne gerninger og manifestationer. Nej, de kunne komme meget lettere til dette ophøjede resultat. Ja, de gode gerninger betød ligefrem intet. "Frelsen" eller opnåelsen af "himmeriges rige" kunne udelukkende kun tilegnes i kraft af "nåden" og "syndsforladelsen". Og forestillingen om "nåden" og "syndsforladelsen" blev til et "sakramente", igennem hvilket de angrende "syndere" og de, for den guddommelige "vrede" rædselsslagne væsener, kunne hente "syndsforladelse", blive fri for den guddommelige gengældelse, ligegyldigt hvor mange andre væsener, der så end endnu måtte befinde sig i de lidelser eller besværligheder, deres "syndefulde" liv havde afstedkommet. De kunne således i virkeligheden selv opnå at gå ind i herligheden, endnu medens deres ofre martredes i de dem påførte pinsler eller lidelser. Dette sakramente fik sin ydre ceremoni i form af den såkaldte "hellige nadver".
      Som vi her har set, kunne den "troende" således igennem "nadveren" og ved bøn bringe sin dårlige samvittighed ud af verden, få fred og få fornemmelsen af at have fået sine "synder forladt" og dermed være kommet i yndest hos Guddommen. At dette måtte give absolut fred og ro i sindet hos den troende er jo en absolut selvfølgelighed. Men læg mærke til, at troen er en absolut nødvendighed for opnåelse af et sådant resultat. Men hvis man nu ikke kan tro, hvad så? – "Troen" er ikke en viljesakt. Den er en evne, man enten har eller ikke har. De, der ikke har denne evne, kan altså slet ikke tro, ligegyldigt hvor gerne de så end vil det. Bønnen fordrer jo også, ifølge den kirkelige terminologi, at man skal tro, for at den kan blive "bønhørt". De væsener, der ikke kan tro, kan således slet ikke få del i "nåden". De er hjemfaldne til Guddommens "vrede". De er "fortabte". En evig martring i "helvedes" luer er dem vis. "Gråd og tænders gnidsel" vil i en evig fremtid, hvor "alt håb er ladt ude", være deres eneste manifestation. Så streng er den kirkelige kristne guddomsopfattelse.