Kan bønnen da garantere lykken? – Ja, bønnen kan blive så fuldkommen, at den i forbindelse med kosmisk viden helt kan udelukke sorgernes og ulykkernes mørke skygger fra individets sjæleområde. Ikke således at den gør det immun overfor smerter og lidelser i kød og blod. De kropslige lidelser er meget ofte ganske uforandrede, trods megen bøn. Det er heller ikke således, at bønnen er en Aladdinslampe, hvorved man er i stand til at give dem, man elsker, et langt liv eller bringe sine børn til at opfylde det ideal i sundhed, moral, begavelse og position, som er enhver naturlig faders og moders inderligste håb eller drøm. Det er meget lidt, bønnen her kan udrette. I modsat fald ville bønnen jo være et middel til opløsning og modarbejdning af den guddommelige verdensplan. Alle sådanne foreteelser, som de nævnte, er nemlig allerede i forvejen skæbnebestemt. Dette vil igen sige, at deres midlertidige situation, enten i god eller dårlig retning, er en naturlig nødvendighed for de pågældende væsener selv. Den er en videreførelse og nødvendig udvikling af deres erfaringsdannelse, en udvikling de ville være ganske afskåret fra, hvis den f.eks. ved bøn helt kunne forhindres. Det er rigtigt, at det ville være meget tiltalende og behageligt, om man ved bøn kunne "redde" en mor fra at dø fra sine små børn og derved fjerne de bekymringer, en sådan katastrofe ville afføde, men hvis man derved forhindrede den samme moder såvel som hendes børn i at nå ind i et højere udviklingsplan, kan det jo kun være guddommeligt, at en "bønhørelse" her ikke kan finde sted. På det fysiske plan er der mange muligheder til stede, ved hvilke de efterlevende små børn kan lindres savnet af deres moder, men der er absolut ingen muligheder til stede for at kunne give moderen det, hun ville tabe ved ikke at få lov til at gennemgå den allerede skæbnebestemte for tidlige død. Den er ikke en straf for noget som helst, men en nødvendig undervisning, en nødvendig bevidsthedsberigelse, som netop kun kunne udløses i den pågældende situation. Bønnen kan således ikke bruges til at gøre underminerende indhug i den plan, Forsynet har med ethvert levende væsen. Hvis et barn fødes med en begavelse, der stempler det som primitivt, kan det ikke nytte noget at bede om, at dette barns begavelse pludselig må blive forandret og derved fremtræde som højintellektuel. En sådan bøn kan Forsynet ikke bønhøre, thi en fremragende begavelse eksisterer kun som et resultat af forudgående oplevelser, arbejde og flid, og uden disse foreteelser vil skabelsen af begavelse være en umulighed, thi den skulle da være frembragt af "intet", og "noget" kan som bekendt umuligt komme af "intet". Det er lige akkurat det samme princip, der gør sig gældende ved den for tidligt døende moder såvel som for de moderløse børn. Den for tidlige død er et resultat af en forudgående sammensætning af skæbnematerier, hun enten i det nuværende eller tidligere liv har afstedkommet og er således en ligeså naturlig følge heraf, som vandets udstrømning fra en vandhane, man har åbnet for, er naturligt. At bede til Forsynet om, at vandet ikke må strømme ud af vandhanen trods dette, at man holder hanen åben, ville jo være en højst unaturlig brug af bønnen, ligesom Forsynets bønhørelse af en sådan bøn også måtte være at betragte som total abnorm. Ligesom den for tidlige død er et resultat af årsager, der allerede er udløst i forvejen og derfor må finde sted, således er også den situation, at være "moderløs", et resultat af forudgående udløste årsager. Men når noget er udløst, hvilket vil sige: sket, kan det ikke være usket; moderens død er sket og kan ikke gøres usket. Men når det skete ikke kan være usket, tror man så, man ved bøn kan bringe det til at være usket? – Det er ikke så mærkeligt, at mange mennesker i stor udstrækning opfatter det at bede som ganske værdiløst, idet de i samme udstrækning har oplevet ikke at få deres bøn hørt, hvilket vil sige: opfyldt af Forsynet. Hvad er det da, de har bedt om? – Er det ikke netop foreteelser eller situationer, der, hvis Forsynet skulle have frembragt disse, måtte være blevet til af "intet", eller også måtte Forsynet have bragt det skete til at være usket? – Ligeså lidt som det kan nytte at bede til Forsynet om, at solen må stå før eller senere op om morgenen, ligeså lidt kan det nytte at bede Forsynet om, at den eller den situation eller begivenhed i en pårørendes skæbne, der er ligeså skæbnebestemt af allerede forud udløste betingelser som solens tilsynekomst over kontinentet om morgenen, må blive udløst eller ikke udløst.
      Bønnen har således sine egne love, sin egen struktur, sit eget bestemte formål. Kendskab til bønnen er en videnskab for sig. Uden dette kendskab vil man i stor udstrækning anvende bønnen i situationer og felter, hvor den af Forsynet slet ikke kan bønhøres, og hvorved skuffelse, tvivl og vantro på Forsynet opstår i den bedendes bevidsthed. Han bliver derfor i værste fald gudsfornægter. Dette, at ville anvende bønnen til noget andet end det, den er beregnet til, kan således afføde temmelig alvorlige konsekvenser. Hvorledes kan man da vide, om man anvender bønnen på den rigtige måde eller til det rette formål? – Har Kristus ikke netop sagt, at "alt, hvad I beder om i mit navn, skal han (Gud) give eder"? – Her er jo slet ikke sat nogen anden betingelse op end den, at bønnen skal være i "Jesu navn". – Jo, det er rigtigt, således står der skrevet, men er det ikke klart, at det må være underforstået, at dette "alt" ikke kan betyde alt i absolut forstand? – Hvis et menneske i god tro finder på at bede om, at jordaksehældningen må forandres til fordel for en evig sommer her på vore breddegrader, tror man så, denne bøn vil blive "bønhørt", hvilket vil sige opfyldt af Forsynet, selv om den er i "Jesu navn"? – Tror man, at man ved sin bøn kan forandre solens løb eller månens bane, selv om man i denne sin bøn indfletter Jesu navn? – Hvad vil det da sige, at bede om noget i "Jesu navn"? – Ja, er det ikke således, at man ved "Jesu navn" forstår Jesu ånd? – Kan der være noget andet, der under dette navn kan have interesse i forbindelse med bønnen? – Kan det være den krop eller det fysiske legeme, der forsvandt i graven? – Er det ikke netop det evige "jeg", der forherliget opstod af gravens mørke, og fra hvis åsyn det funklede ud over sfærerne: "Jeg er opstandelsen og livet, hver den som tror på mig, om han endog dør, skal han dog leve". Tror man ikke, det er denne side ved sin natur, Jesus har hentydet til angående bønhørelsen? – I denne hans natur var han jo ét med opstandelsen og livet, hvilket vil sige: ét med uselviskheden, ét med Guddommen, der igen er det samme som at være ét med den alkærlighed, der i form af Guds plan, vilje og manifestation åbenbarer sig som verdensaltet. Dette alkærlige eller uselviske væsen var altså det samme som Jesu ånd eller det "noget", der markeredes ved navnet Jesus. At bede om noget i "Jesu navn" var altså det samme som at bede om noget i Jesu ånd. At bede om noget i Jesu ånd vil således igen være det samme som at bede om noget i kontakt med alkærligheden, hvilket vil sige: uselviskheden, og dermed i kontakt med den guddommelige vilje, i kontakt med Guddommens direkte ønske. Og en bedre medvind kan en bøn vel ikke få? – Det var ikke så mærkeligt, at Kristus kunne love "alle", der bad til Gud i kontakt med denne ånd eller uselviske natur, bønhørelse. Thi hvorledes skulle det vel kunne gå til, at en bøn så vældigt i kontakt med Guddommens eget ønske og vilje ikke skulle blive bønhørt? –
      En bøn kan altså manifesteres på to måder, nemlig i "Jesu navn" eller uselviskhedens ånd, hvor man netop siger "Fader, ske ikke min, men din vilje", og i selviskhedens ånd, hvor det er ens eget ønske, man absolut vil have opfyldt, ganske uafhængigt af hvilken pris eller hvor meget det så end kan være til skade og lidelse, kollektivt set eller i den store guddommelige plan. I det første tilfælde bliver bønnen hørt, medens den i det sidste tilfælde ikke kan bønhøres. Det store problem for den bedende bliver derfor dette at få lært at bede i "Jesu navn", hvilket altså vil sige: i alkærlighedens ånd, den ånd, i hvilken bønnen aldrig i noget som helst tilfælde kan være andet end til stor glæde og velsignelse for alle og til gene eller ulykke for absolut ingen.