Hermed er vi nået frem til den niende og sidste tankekoncentration i "Fader vor": "Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen".
      Med denne tankekoncentration overgiver den bedende sig totalt eller helt i Guddommens varetægt. En større hengivenhed og anerkendelse af Guddommen end den, der her er udtrykt, kan ikke eksistere. "Riget" udtrykker således her universet eller verdensaltet, medens "magten" udtrykker dette verdensalts styrelse, hvilken styrelse igen er det samme som Guddommens vilje eller viljeføring. Med "æren" erkender den bedende denne viljeføring som den mest strålende eller højest fuldkomne. I modsat fald var der jo ingen ære. Kun den fuldkomne eller retmæssige viljeføring kan være "ærefuld". I afslutningen på "Fader vor" gør den bedende sig således totalt til ét med Guddommen. Idet han erkender alt for at være "Guds rige", erkender han også dermed, at det "rige", i hvilket han selv er makrovæsen og centrum, hvilket vil sige: hans egen organisme, er Guddommens, ligesom han med sin erkendelse af, at "magten" er Guddommens, dermed tilkendegiver, at hans egen magtudfoldelse eller viljeføring i absolut forstand også er Guddommens, og med erkendelsen af, at "æren" er Guddommens, frakender han sig selv al mulig ret til at være retmæssigt ophav til alt, hvad stort og fuldkomment han så end selv måtte have frembragt. Vi har således her for os den mest fuldkomne bevidsthedsindstilling og største afsløring af viden om os selv, der kan åbenbares i et levende væsen.
      Som De her vil have forstået, er "Fader vor" den største og mest fuldkomne bøn, der overhovedet kan manifesteres, idet den omfatter absolut alt, hvad det levende væsen kan bede om og med sikkerhed opnå bønhørelse af. Der findes i den ikke noget som helst selvisk eller egoistisk, men kun det absolut naturnødvendige, ikke blot for den bedende selv, men også for dennes næste. Der er ikke nogen som helst tendens til ønske om favorisering eller til at komme i særlig gunst eller yndest hos Guddommen fremfor medvæsenerne eller næsten. "Fader vor" er således tilstrækkeligt eller fuldt dækkende den bedendes behov. Men hvis man trods dette alligevel yderligere har tanker eller anliggender, man gerne i egne specielle ord vil udtrykke overfor Guddommen, vil det ikke være hverken naivt eller naturstridigt at indflette dem i sit "Fader vor", når blot de er af samme uselviske natur som dette.
      At træne sig op til at bede "Fader vor" med fuld forståelse af, hvad der ligger nedgemt i dets ordlyd eller tekstform, vil således uundgåeligt føre mod bønhørelse, ikke alene på det fysiske, men også på det kosmiske plan og derved med urokkelig sikkerhed føre den bedendes bevidsthed ind i den allerhøjeste lykke: sammensmeltningen med Guddommens bevidsthed, væsen og kærlighed.
 
 
 
Publiceret første gang som artikel i Kontaktbrev nr. 53-63, 1943-44. Teksten er baseret på referat af et foredrag holdt af Martinus 12. juli 1943. Referatet er bearbejdet af Martinus. Artikel-id: M0816.