Med hensyn til den syvende tankekoncentration i "Fader vor": "Led os ikke i fristelse", er det i virkeligheden også et bevidsthedens "aksespørgsmål", vi har med at gøre. Den kosmiske forsker vil måske også her studse, idet han vil mene, at det netop må være godt at blive "ledet i fristelse", thi det vil da kun kunne føre individet til en sådan erfaringsoplevelse eller kundskab, som er nødvendig, for at han netop ikke mere i fremtiden i det særlige specielle felt, "fristelsen" gælder, kan lade sig "friste", og det er naturligvis også logisk. Men det daglige liv er meget mere forfinet i sin struktur end netop denne den groveste form for erfaringsoplevelse.
      Ethvert individ har et vist kvantum kundskab, indhentet ved allerede tilbagelagte erfaringsoplevelser. Ved hjælp af denne kundskab kan det til en vis grad i forvejen danne sig et skøn over eftervirkninger af situationer eller handlinger, det ønsker at iværksætte. Hvis denne kundskab er fuldkommen, vil disse eftervirkninger blive nøjagtigt således, som individet i forvejen havde tænkt sig, og det bliver i så tilfælde ikke skuffet. Der sker fuldt ud det, det netop ønskede sig. Men hvis denne kundskab ikke er fuldkommen i det pågældende felt, vil det skøn over eftervirkningerne, som individet i forvejen havde dannet sig, i tilsvarende grad være ufuldkomment, og eftervirkningerne vil da vise sig at blive helt anderledes end det fuldkomne billede eller denne opfyldelse af mål, væsenet i forvejen havde forestillet sig, ja, bliver stundom lige det modsatte og kan i værste tilfælde blive en hel katastrofe for det samme væsen. Denne katastrofe giver så væsenet det plus, at det nu kan danne sig det fuldkomne billede af situationen, ved hvilket det kan gardere sig imod en gentagelse.
      Hvis væsenet ikke havde tilstrækkelig kundskab til at afværge denne katastrofe og heller ikke havde evne til at modtage den manglende kundskab af andre væsener, var katastrofen eller ulykken den absolut eneste vej fremover i udviklingen. Her er denne erfaringsoplevelse i kosmisk forstand ikke et "onde", men et "gode", omend et "ubehageligt gode". Og det er ikke til gunst for fritagelsen herfor, at den syvende bøn i "Fader vor" er givet jordmennesket, der jo i særlig grad befinder sig på de store og grove erfaringsoplevelsers trin. I så fald ville denne bøn jo være det samme som at bede om, at ens udvikling måtte standse. At denne guddommelige bøn ikke skal udtrykke en sådan standsning af udvikling og dermed af liv er naturligvis en selvfølge.
      Men den førnævnte katastrofe behøver ikke altid at skyldes manglende erfaringer, tværtimod, undertiden kan det hænde, at et væsen kommer til at ligge under for en katastrofe, det i virkeligheden godt kunne have undgået, hvis det blot havde "tænkt sig om". Hvad vil det nu sige, at "tænke sig om"? – At "tænke sig om" er det samme som at tilbagekalde i sin erindring alt, hvad man kender af oplysninger vedrørende et bestemt problem. Denne mobilisering af erindringer eller oplysninger er igen det samme som "koncentration", ligesom de mobiliserede oplysninger eller erindringer er det samme som "kundskab". Det er denne mobilisering af erindringer, der ligger til grund for alt, hvad der kommer ind under begreberne: forskning, studium og undervisning. Den heraf udvundne "kundskab" udgør altså en foreteelse, der kan sætte individet i stand til at udnytte hele sit erfaringsmateriale til fordel for skabelsen af en fuldkommen indsigt i eftervirkningerne af de situationer og handlinger, det ønsker at manifestere. Det er således på fuldkommengørelsen af denne indsigt, at alle skoler, universiteter og læreanstalter er baseret. Det er nemlig ikke blot sine egne erfaringer eller erindringer, man kan tilegne sig og bruge i mobiliseringen, man kan også tilegne sig andres erfaringer, når de blot er nogenlunde beslægtet med ens egne realistiske oplevelser. Det er sådanne fremmede mobiliserede erfaringer, vi har adgang til gennem bøger, foredrag og al øvrig undervisning. Denne mobilisering af erfaringer eller koncentration af kundskab har altså den værdi, at den indenfor et vist område kan fritage væsenet fra gentagelser af grove og smertefulde erfaringsoplevelser.
      Men hvis væsenet nu ikke forud benytter sig af denne kundskab, hvis det ikke mobiliserer et tilstrækkeligt område af oplysninger eller "tænker sig tilstrækkeligt om" angående den særlige situation, det ønsker at manifestere eller skabe, ja, så vil den jo i tilsvarende grad komme til at afføde de samme ubehageligheder for sit ophav som dem, den ville afføde, hvis det slet ingen kundskab sad inde med i det pågældende felt. Dette, ikke at "tænke sig om" eller på anden måde undlade at mobilisere kundskab forud for en handling, man ønsker at manifestere, afføder skuffelser og lidelser. Dette, forud at "tænke sig om" eller mobilisere kundskab om eftervirkninger af en handling, man ønsker at iværksætte, garderer eller beskytter en mod ubehagelige overraskelser eller erfaringer, og de bitre erfaringer kan kun komme der, hvor man ikke selv har så mange erfaringer, at de kan give den fornødne kundskab, og man ligeledes heller ikke har evne til at kunne forstå andres erfaringer på dette særlige felt.
      Men når denne kundskab eller oplysningsmobilisering således er lidelsesforebyggende, vil det jo være ganske ulogisk ikke at benytte denne. Hvorfor benytter da ikke alle sig af de kundskaber, de i virkeligheden sidder inde med eller kan få adgang til igennem andres mobilisering: bøger, undervisning eller rådgivning osv.? – Ja, en af hovedårsagerne hertil kan simpelthen være en vis mental ugidelighed. Man mangler lysten til at koncentrere sig eller søge råd eller undervisning. Men da dette ikke altid forhindrer væsenet i alligevel at ville udføre en eller anden særlig handling, så afstiver det sin mangelfuldt koncentrerede kundskab med den tomme tanke eller forestilling, at "det går nok".
      At en handling eller manifestation må blive mindre heldig i sit forløb og sine eftervirkninger for dens ophav, når den ganske planløst er iværksat på lykke og fromme, end når den er iværksat af en for dens heldige forløb logisk og planmæssigt manifesteret viljeføring, er naturligvis en selvfølge. At dette uheldige forløb vil være mere pinligt* for manifestationens ophav i et sådant tilfælde, hvor det ikke skyldes manglende erfaringer, men derimod kun udeladelsen af disse erfaringers mobilisering eller sammenstilling til den koncentration af kundskab, hvormed individet i forvejen kunne have garderet sig, end i sådanne tilfælde, hvor miséren skyldes den totale mangel på erfaringer i det pågældende felt, er naturligvis ligeså selvfølgeligt. I første tilfælde får væsenet samvittighedsnag i form af "ærgrelse", og jo større katastrofen eller de uheldige eftervirkninger er, desto større vil dette samvittighedsnag eller den mentale lidelse være. Væsenet er ikke mere i en sådan kontakt med sin oplevelse af livet, som det netop kunne og derfor burde have været. Det oplever således også her en unormal forskydning af sin normale, mentale "aksehældning".
      Der vil således være grund nok til for væsenet at være agtpågivende med hensyn til at mobilisere sine erfaringer, dels ved koncentration af egne oplevelser og dels ved gennem studium og undervisning at tilegne sig kundskab ved andres erfaringer der, hvor egne erfaringer ikke er tilstrækkelige. At udelade dette er en skødesløshed, der altså kan få de alvorligste følger for væsenet.
      Årsagen til ovennævnte skødesløshed kan, som tidligere bemærket, være mental ugidelighed. Da lysten eller begæret til at iværksætte handlingen eller manifestationen ikke svækkes af denne ugidelighed, "fristes" man til at ignorere tankemobiliseringen eller den for handlingens fuldkomne gennemførelse nødvendige kundskabsberigelse og afstiver denne "fristelse" med alskens løse eller overfladiske, foregøglede "undskyldninger", hvormed man beroliger sin samvittighed for denne sin "laden stå til".
      Det er en sådan situation, vi genfinder hos et menneske, der udfører f.eks. et halsbrækkende eller meget livsfarligt dødsnummer i et cirkus. Et sådant dødsnummer må, for virkeligt at kunne svare til sit navn, kun udføres i kraft af udeladelsen af alle de logiske sikkerhedsforanstaltninger, der ellers ville gøre nummeret "ufarligt" og dermed værdiløst som attraktion. Da disse foranstaltninger her er ignorerede, har den artist, der skal udføre dødsnummeret, ikke nogen som helst garanti for, at han vil slippe heldigt fra sit eksperiment. Skønt han fuldt ud kender risikoen og således ikke mangler viden om eller erfaringer for farens tilstedeværelse, "lader han stå til" og håber inderligt, at "det går nok".
      Men det er ikke alene i cirkus, at sådanne "dødsnumre" manifesteres. Indenfor jordmenneskenes daglige liv forekommer en sådan tilsidesættelse eller ignorering af allerede indvundne erfaringer i en langt mere omfattende grad, end man i almindelighed tænker sig. Er ikke en masse forbrydelser netop begået i kraft af denne tilsidesættelse af erfaringer? – Er ikke udførelsen af mange af disse rene "dødsnumre" med tilsidesættelse eller ignorering af indvundne erfaringer om dødsstraffe, tugthuse, bevæbnet politi, hemmelige alarmeringsapparater, pladshunde osv. og dermed i stor udstrækning baseret på den tankeindstilling, at "det går nok"? – Har ikke også mangen en krigserklæring været udløst på samme grundlag? – Hvad mener man om den almindelige daglige dosis usandhed, der bringes til torvs for at befordre hævn eller antipati, forfølgelse og underminering? – Tror man ikke, den i en masse tilfælde er lanceret trods viden om risiko og ligeledes i håb om, at "det går nok"? – Ja, er vi ikke her, med dette at lyve, ved et felt, hvor dette at ignorere indvundne kundskaber om risiko ligefrem er blevet til automatfunktion og fremtræder som det, vi kalder "tankeløshed"? – Når et menneske handler i "tankeløshed", betyder det således ikke altid, at væsenet ingen tanker og dermed ingen kundskab eller viden har i det pågældende felt, men derimod netop det, at det ikke koncentrerer disse tanker bag viljeføringen. Bag denne bliver der derfor kun "tankeløshed". Væsenet lyver i sådanne situationer uden på nogen som helst måde at uddrage nytte af kundskaber eller erfaringer, det i virkeligheden sidder inde med angående risikoen i det pågældende felt. Det er her blevet til automatfunktion (vane) at "lade stå til". Risikoen med hensyn til eventuel afsløring og den heraf følgende kompromittering skænker det således ikke en eneste tanke, skønt det i dybden af sin bevidsthed har overdådigt med erfaringer eller kundskaber, der, hvis det havde mobiliseret disse (tænkt sig om), med lethed kunne have advaret sig selv.
      Der er således et overordentligt stort område i væsenets daglige liv, hvor dette, at mobilisere kundskaber bag viljeføringen, bliver ignoreret, og væsenet "løber risikoen", og kun indenfor dette felt kan der være tale om den foreteelse, vi kalder "fristelse". I de felter, hvor væsenet absolut ingen kundskaber har eller ikke kan tilegne sig dem, kan det umuligt "fristes". Her er der udelukkende kun en eneste vej frem, nemlig: den realistiske erfaringens vej. Advarsler har det ikke kundskab til at forstå og er derfor ude af stand til at tro på disse, og i dets egen kundskab eksisterer absolut intet, der kan lade det ane eller begribe faren. Her må livet selv tale. Intet som helst andet kan her påvirke individet. Noget helt andet er det derfor i de situationer, hvor det har rigeligt med kundskaber både til at forstå andres advarsler og til at kunne danne sig et skøn over risikoen eller faremomenterne i de særlige handlinger, det ønsker at iværksætte eller manifestere. Kun her kan der blive tale om "fristelse".
      "Fristelse" vil altså være det samme som at blive forledt til at ignorere bevidste faremomenter ved den eller den manifestation eller handling, man ønsker at iværksætte. Hvorledes opstår nu en sådan situation, hvor man bliver forledt eller "fristet" til at ignorere alle naturlige advarsler? – Ja, den opstår som før nævnt som følge af en vis mental ugidelighed eller energisvækkelse, der igen skaber ulyst til at iværksætte den i den givne situation nødvendige mobilisering af den ved tidligere erfaringer tilegnede kundskab. Man vil således her opnå visse mentale fordele uden at opfylde de for denne opnåelse særligt funderende sikkerhedsforanstaltninger. Man vil opnå et begærs tilfredsstillelse ganske uden om de love, der er naturlige for den sikre og fuldkomne eller farefrie opnåelse af denne tilfredsstillelse. Det er denne mentale indstilling, vi kender fra det noget misvisende begreb "dumdristighed".
      Da en "dristighed", der er baseret på dumhed, hvilket igen vil sige: uvidenhed om faren i den pågældende situation, i absolut forstand hverken kan være "dristighed" eller "mod", (man kan jo ikke tale om "dristighed" eller "mod" der, hvor man ikke aner nogen fare), kan begrebet ikke udtrykke den dummes dristighed eller mod. Når der derfor i denne forbindelse er tale om "dristighed" eller "mod", kan denne tale kun udtrykke en situation, hvor individet kender faren, men alligevel mere eller mindre handler således som den "dumme", der ikke kender faren, ville handle i den samme situation. "Dumdristighed" betyder altså den situation, i hvilken den "kloge" lader sig forlede eller "friste" til at handle som den "dumme". At dette ikke kan være en fuldkommen forvaltning og udnyttelse af de allerede erhvervede erfaringer eller kundskaber og derfor må føre individet til unyttig risiko, er således her synligt som en åbenlys kendsgerning. Det gør ikke sagen bedre, at denne "fristelse" yderligere kan stimuleres ved andre væseners mere eller mindre suggererende overtalelser til handling og bortforklaringer af faremomenterne. Sådanne medvæsener bliver altså "fristere" eller medarbejdere i vor egen "fristelse" af os selv. Det er derfor slet ikke så mærkeligt, at man i den kosmiske bøn eller "Fader vor" har søgt at komme den bedende til hjælp i en sådan situation. "Led os ikke i fristelse" er således ikke en bøn om at blive fri for realistiske, bitre virkninger af vor handlemåde der, hvor vi er så uerfarne, at vi ikke engang kan modtage kundskab, råd eller undervisning, og disse bitre erfaringer derfor er den absolut eneste vej til kundskab. At nævnte bøn her ville standse al udvikling og dermed al oplevelse af liv, hvis naturen ikke netop havde gjort dens opfyldelse til en total umulighed, er således her åbenlyst. At bede om ikke at blive "ledet i fristelse", er altså udelukkende det samme som at bede om at få kraft og styrke til at holde sig fri af den kraft, der standser kundskabs- og erfaringsmobiliseringen, og som forekommer, dels i form af den ved et for stærkt begær opståede tilbøjelighed eller "fristelse" til at ignorere faremomenterne, som dette begærs tilfredsstillelse indebærer, og dels i form af suggererende overtalelser (fristelser) fra medvæsener og omgivelser, og som støtter individets egen ignorering af faren. Dette, at holde sig fri af "fristelse", vil altså være det samme som at holde sit erfaringsmateriale i højeste beredskab, således at vor kundskab eller mentale lys i sin fulde styrke kan lyse og funkle bag enhver art af viljeføring og manifestation, det er vor hensigt at udløse. Og er det ikke netop i dette højeste beredskabs favør, at Bibelens ord så manende udtrykker: "Våger og beder, at I ikke skulle falde i fristelse! Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt".

____________
* Tidligere havde ordet "pinlig" også betydningen "pinefuld" eller "smertelig".