Dernæst har vi den sjette tankekoncentration i "Fader vor", som udtrykkes: "Og forlad os vor skyld, som vi og forlade vore skyldnere". For den moderne åndsforsker vil denne tankekoncentration i "Fader vor" måske lyde lidt overflødig eller meningsløs. Da studiet af den guddommelige verdensplan eller livet viser os, at "alt er såre godt", og at ingen i virkeligheden kan lide uret eller gøre uret, så kan jo ingen komme i en sådan situation, at der kan blive tale om nogen skyld, hvilket vil sige: en begået "synd" eller "uret" imod nogen, og som man derfor i absolut forstand har pligt til at bede om forladelse for. Men da det er et kosmisk væsen, der anbefaler denne tankekoncentration som et led i den bedendes bøn, vil der ikke være noget logisk grundlag for at antage, at nævnte koncentration skulle være en illusion eller et produkt af overtro. Der må altså være en fuldstændig logisk begrundelse for anbefalingen af denne bøns tilstedeværelse i "Fader vor". Hvilken kosmisk sandhed eller absolut realitet kan der da ligge skjult i denne ydre tilsyneladende misvisende ordform? Ja, er det ikke således, at denne bøn skal råde bod på "brødebetyngethed" eller "skyldbevidsthed"? Er en sådan "brødebetyngethed" eller "skyldbevidsthed" i sin værste form ikke netop en af de allerstørste sjælelige lidelser, der kan vederfares et jordmenneske? – Er det ikke netop den, der i form af "dårlig samvittighed" piner den døende på dødslejet, giver ham en kvalfuld død og skaber "skærsild" for samme væsen efter døden? – Kan den samme "dårlige samvittighed" ikke også skabe en ulykkelig tilstand i mange andre af livets forskellige felter, såsom: i ægteskab, i venskab, i forhold til overordnede, underordnede og ligestillede, ja, kort sagt, er den ikke ødelæggende i alle individets ellers lykkelige og harmoniske forhold til næsten, hvis den ikke kommer til udløsning i form af skyldbevidsthed og bøn om tilgivelse hos rette vedkommende? – Repræsenterer den moderne åndsforsker en undtagelse herfra? – Kan han med sin høje teoretiske viden fuldstændig gøre sig immun mod eller være sjæleligt uberørt af enhver fremtrædende gene eller ulykke, han eventuelt måtte være kommet til at påføre sin næste? – Kan han overlegent berolige sig selv med, at denne hændelse, gene eller ulykke var denne næstes "egen skæbne", hvilket vil sige: var en virkning, til hvilken samme næste selv var den oprindelige udløsende første årsag og derfor ikke kan have noget som helst krav om noget i retning af undskyldning fra hans side? – I så fald er åndsforskningen endnu slet ikke blevet noget alvorligt problem for denne åndsforsker, men er derimod kun udgørende et behageligt tidsfordriv i retning af en teoretisk kæphest, bag hvilken han søger at bortforklare for sig selv og andre sin endnu fremtrædende store mangel på næstekærlighed. Den mangel på næstekærlighed, der afslører sig i en sådan holdning overfor urigtige handlinger imod sin næste, afslører nemlig sit ophavs primitivitet som hjemmehørende på udviklingstrin, der står langt under den almindelige ædle troendes og vantroendes trin. Ville ikke ethvert af disse væsener blive mere eller mindre ulykkeligt i enhver sådan situation, hvor de kom til at forvolde et andet væsen stor ulykke eller lidelse? – Ville det gøre nogen videre forskel, at de slet ikke bevidst havde tilsigtet denne ulykke for næsten, men ganske uforvarende var kommet til at forvolde denne? – Har man ikke eksempler på, hvorledes bilister og førere af andre befordringsmidler ligefrem har fået sjælelige sammenbrud i situationer, hvor de med deres befordringsmiddel er kommet til at lemlæste eller dræbe andre mennesker, skønt skylden for ulykken ganske åbenlyst lå hundrede procent på de forulykkedes side? – Nej, tro endelig ikke, at den sjette koncentration i "Fader vor" så let bliver overflødig. Vi ser således her, at selv i situationer, hvor vedkommende, fysisk åbenlyst, er absolut uden skyld, kan dette ikke være tilstrækkeligt for det sympatisk eller næstekærligt anlagte væsen til at hindre en mere eller mindre fremtrædende sjælelig krise eller sorg over at være blevet det udløsende redskab for at påføre næsten den skete ulykke.
      Men når denne åbenlyse uskyld ikke engang helt kan berolige det mindre næstekærlige væsen, hvorledes tror man da, at synet af den åbenlyse uskyld skulle kunne berolige det i næstekærlighed endnu langt mere fremtrædende væsen? –
      Nej, sagen er, at problemet i sin dybeste kosmiske analyse i virkeligheden slet ikke er et spørgsmål om skyld eller uskyld, men derimod er et spørgsmål om en kontakt med sit eget selvs almenbefindende eller næstekærlighedsstandard. Denne standard udgør området for, hvad man kan nænne at gøre imod sin næste. Nævnte standard er meget individuel. Nogle væsener kan nænne at påføre andre væsener svære mentale og legemlige lidelser, medens andre slet ikke tilnærmelsesvis kan nænne at tillade sig en sådan opførsel overfor medvæsenerne. Ja, er der ikke netop væsener, der hellere selv vil lide end påføre andre væsener selv de mindste lidelser?
      Væsenerne tilhører således forskellige mere eller mindre høje eller lave former for næstekærlighedsstandard. Men fælles for ethvert væsen er dette, at hvis det kommer til at påføre sin næste skade eller lidelse, der ligger under dets specielle kærlighedsstandard eller det, der er normen for, hvad det ellers kunne nænne at påføre sin næste af ubehag eller lidelse, kolliderer det med denne sin almene eller virkelige bevidsthedsstandard. Da denne bevidsthedsstandard igen er det samme som dets mentale almenbefindende, kolliderer det altså ved ovennævnte handling med sit mentale almenbefindende. Det bliver mentalt sygt. Det er en sådan sygdom, vi kalder "samvittighedsnag".
      Samvittighedsnag er altså det samme som fornemmelsen af "anger" og "brødebetyngethed" over den gene eller lidelse, man har påført næsten. Man føler sin handlemåde som en begået "synd" eller "uret" imod vedkommende. Denne følelse lader sig ikke væsentlig ændre ved noget syn på eller en forklaring af eller overbevisning om, at man er uskyldig. Kun det meget ukærlige eller lidet brødebetyngede væsen kan bedyre sin "uskyld" ved hjælp af de kosmiske analyser eller erkendelsen af, at ethvert væsen er sin egen skæbnes første egentlige udløser, årsag eller ophav. Det meget kærlige og derfor meget "brødebetyngede" væsen kan ikke berolige sig selv med denne blotte erkendelse af kosmisk uskyld.
      Da samvittighedsnag således, som her bemærket, såvel er til stede hos det kærlige væsen, også i situationer, hvor dets ophav fysisk, åbenlyst er ganske uden skyld, som hos det kosmisk bevidste væsen, for hvem det forlængst er blevet realistisk viden, at ingen kan lide eller gøre uret, bliver det en kendsgerning, at dets fremkomst ikke udelukkende skyldes blot og bar brødebetyngethed eller skyldfornemmelse, men at det derimod må være udtryk for en anden af absolut skyld eller uskyld ganske uafhængig, dybereliggende, normal sjælelig foreteelse. Denne foreteelse vil jeg her udtrykke som individets "bevidsthedsakse". Da denne "akse", hvilket igen vil sige, den for det pågældende individs udviklingstrin normale harmoni i vekselvirkningen mellem dets egne bevidsthedsenergier og omgivelsernes, medvæsenernes og dermed "næstens" energier, er fundamentet for dets mentale eller sjælelige almenbefindende, vil dette almenbefindende naturligvis blive forstyrret i samme grad, som nævnte "akse" kommer ud af balance. Man må således forstå, at nævnte "akse" har en bestemt mental "hældning", igennem hvilken den holder væsenets bevidsthed i en for dets normale almenvel passende kontakt med den mentale struktur, der udgør fundamentet for universets højeste og evige love og styrelse (Guds bevidsthed) på samme måde som jordens aksehældning udgør en for klodens midlertidige almenvel (dens beboeres normale udvikling og erfaringsdannelse) nødvendig kontakt med solen. Denne væsenets normale, mentale "aksehældning" er således det samme som dets normale indstilling til sit midlertidige særlige udviklingstrin, hvilken indstilling igen er det samme som dets tilfredshed med nævnte trins særlige specielle foreteelser. Med andre ord: Individets normale, mentale "aksehældning" er det samme som den manifestationsform eller bevidsthedsudfoldelse, der er dets trins højeste ideal. Dette ideal er således individets højeste mentale balancepunkt eller normen for dets normale villen og kunnen. I dette balancepunkt har vi således den førnævnte kærlighedsstandard for væsenet eller feltet for, hvad det kan "nænne" at gøre overfor sine omgivelser, medvæsener og ting. Denne mentale "aksehældning" er højst forskellig hos de forskellige levende væsener. Ligevægten mellem rovdyrets og omgivelsernes mentalitet udtrykker et andet balancepunkt end ligevægten mellem det planteædende dyrs og omgivelsernes mentalitet, ligesom bevidsthedens "aksehældning" eller ligevægt mellem f.eks. en hovedjægers og næstens mentalitet er ganske anderledes end ligevægtspunktet mellem verdensgenløsernes og næstens bevidsthed. Men vi ved jo, at væsenernes særlige standard, hvor forskellig den så end viser sig at være med hensyn til, hvad de kan "nænne" at gøre overfor næsten, alligevel for hver især udtrykker en midlertidig højeste normalitet. At den ikke bliver ved med at gøre dette, men bevæger sig fremover imod en højere og højere moralitet eller kærlighedsstandard, er jo kun, hvad vi allerede kender som "udvikling".
      Udvikling er således kun en normal forandring af den mentale "aksehældning", en normal forskydning af forholdet mellem væsenet og Guddommen. Alle levende væsener er således ved deres mentale "aksehældning" sjæleligt, organisk rodfæstet i et bestemt forhold til Guds bevidsthed (omgivelserne og næsten), akkurat som klodernes indbyrdes forhold og baner i rummet er bundet ved ligevægten i vekselvirkningen mellem deres gensidige energiudstråling i det uendelige rum. Denne ligevægt kommer altså til syne i deres "aksehældning". Også klodernes "aksehældning" undergår en normal forskydning. Polerne flytter sig. Når denne forskydning foregår på normal måde, sker der ingen forstyrrelse i almenbefindendet for klodens liv. Men hvis der nu sker dette, at kloden pludselig kom for nær til et andet himmellegeme, vil dens normale aksehældning blive forstyrret af den fremmede klodes tiltrækningskraft, og en umådelig ravage med jordskælv, cykloner og oversvømmelser vil indtræffe for dens levende væsener. Ja, selve kloden ville i værste tilfælde blive totalt splintret, opbrændt og således forsvinde fra det fysiske plan.
      Men ligesom der findes unaturlige akseforskydninger for kloder, således findes der også unaturlige "akseforskydninger" for de andre eksisterende levende væsener f.eks. for jordmennesket.
      Medens der ved den naturlige eller normale "akseforskydning" (normal udvikling) ikke sker nogen forstyrrelse af individets almenbefindende, vil den unaturlige "akseforskydning" derimod skabe en forstyrrelse af almenbefindendet, der i værste tilfælde ligeledes kan blive til en fysisk, dødbringende katastrofe for det pågældende væsen. Denne unaturlige forskydning af "aksehældningen" vil ligesom for klodernes vedkommende altid skyldes for stærk påvirkning af kræfter fra omgivelserne. Denne for stærke påvirkning udefra får stabiliseringen af den for væsenets nuværende normale almenvel nødvendige "aksehældning" til pludselig at forskubbe sig, hvorefter de fremmede kræfter, alt efter deres overlegenhed, behersker væsenets bevidsthed og fører denne imod en katastrofe eller lemlæstelse. Det er disse fremmede kræfters overtag, vi mærker i form af "samvittighedsnag", "brødebetyngethed" eller "skyldbevidsthed". Men det er også disse kræfters forskydning af den normale "aksehældning", der ligger til grund for sindssyge, åndssvaghed eller kort sagt alle mentale abnormiteter.
      For samvittighedsnagets eller skyldfornemmelsens vedkommende gælder det blot, at individet har opdaget sin abnorme sjælelige forskydning.
      Vi har således alle en særlig bestemt mental "aksehældning", der betinger vort mentale balanceforhold eller en bevidsthedsmæssig harmoni mellem os selv og vore omgivelser. Hvis vi nu f.eks. kommer til at påføre vor næste en større eller mindre lemlæstelse eller gene, der giver os samvittighedsnag eller brødebetyngethed, vil det altså sige, at vi er kommet til at udløse en handling, der åbner for tilstrømning af fremmede, mentale energier til vor bevidsthed. At denne tilstrømning af fremmede energier hurtigt bringer vor normale, mentale "aksehældning" (vor normale fornemmelse af et godt forhold til omgivelserne eller næsten) til at forskubbe sig, er naturligvis en selvfølge. Jo mere denne "aksehældning" forskubber sig, jo mere kommer vi bort fra fornemmelsen af at besidde den normalitet, der udelukkende kun kan være kulminationen af vort normale, mentale almenbefindendes højeste sundhed, der igen er det samme som den naturlige glæde ved at være til.
      Glæden ved at være til, hvilket altså vil sige: den for sit midlertidige udviklingstrin tilpassede sande lykkefølelse (det for trinet gældende almenvel), er således en sjælelig, organisk funktion. Den er frugten eller virkningen af en for netop denne oplevelsesform tilpasset harmonisk vekselvirkning mellem individets bevidsthedskræfter og naturens og medvæsenernes almenudfoldelse (Guds bevidsthedsudfoldelse).
      Alt, hvad der kommer ind under begrebet "samvittighedsnag", vil altså være det samme som fremmede energiers ukontrollerede passage ind i individets bevidsthedsområde og vil der, ved sin ukontrollerede fremmarch forrykke balancepunktet for den harmoniske vekselvirkning mellem individets egen og omgivelsernes energier, der udelukkende betinger det normale, mentale velvære. Denne ukontrollerede indmarch af fremmede energier skaber et andet balancepunkt i vekselvirkningen af energierne i det pågældende væsens bevidsthedsområde. Derved opstår der en konflikt mellem individets vilje og det, det kommer til at udløse. Det er en sådan situation, Paulus udtrykker i ordet: "Thi det gode, som jeg vil, gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg". Det "gode", som Paulus ville, udtrykker således det ordinære balancepunkt i vekselvirkningen mellem hans egen og omgivelsernes og dermed også næstens energiudfoldelse. Det betegner således hans normale, mentale "aksehældning". Det "onde", han ikke ville, men som han alligevel gjorde, viser os således forskydningen af hans "aksehældning" over imod et balancepunkt eller en ligevægt i hans bevidsthedsenergier, der var ganske imod hans vilje, og dermed imod hans normale livsglæde eller lykkefølelse. Når væsenet, således som Paulus, opdager, at ligevægten eller tyngdepunktet af dets samlede energifunktion eller vekselvirkningen mellem dets egen og omgivelsernes energier udløser sig i manifestationer, der afviger fra det, det i virkeligheden anser for at være det retmæssige, det normale, det naturlige eller kærligste, er det klart, at denne opdagelse kun kan udløse sig i "skyldfornemmelse" eller "brødebetyngethed" ganske uafhængigt af, om det rent praktisk kan dokumenteres, at det selv er ganske uskyldigt i det begåede.
      At det er uskyldigt i foreteelsen betyder, således som læserne her har set, altså ikke, at dets mentale "aksehældning" ikke er forskubbet, og at det ikke er blevet et udløsende redskab for udfoldelse af kræfter, som det er imod dets vilje at være redskab for. Da den forskubbede "aksehældning" betyder disharmoni i dets forhold til livet, til omgivelserne eller næsten, hvilket er det samme som dets forhold til Guds bevidsthed, vil det naturligvis kun være i overensstemmelse med væsenets normale standard eller trin at få bragt denne disharmoni ud af verden og derved igen få harmoni i sit bevidsthedsområde.
      Når det derfor i denne sin sjælekvide beder de pågældende væsener, som det føler sig skyldbetynget overfor, om forladelse for, hvad det har gjort imod dem eller i mangel heraf råber til Guddommen om at få forladelse for denne sin "synd" eller "skyld", vil det i virkeligheden kun sige, at det under dette råb, enten bevidst eller ubevidst, bønfalder Guddommen om at få hjælp til at få sin mentale "aksehældning" bragt tilbage i sit naturlige leje og derved få sit naturlige forhold til omgivelserne og næsten og dermed til Guddommen genoprettet.
      Problemet er således, som før bemærket, i sin højeste analyse ikke et spørgsmål om skyld og uskyld, men et spørgsmål om en standsning af ukontrollerede kræfters unaturlige forskydning af individets normale, mentale "aksehældning", og at få den bragt tilbage i sit naturlige leje og dermed få oprettet den for væsenets udviklingstrin normale harmoni mellem det selv og dets omgivelser.
      At problemet med hensyn til "vore skyldnere" er det samme, og at der her ligeledes mere er tale om et mentalt "aksehældningsspørgsmål" end om et spørgsmål om "skyld" og "uskyld", er naturligvis en selvfølge.
      Tankekoncentrationen: "Fader, forlad os vor skyld, som vi og forlade vore skyldnere", er således ikke en overflødig naiv påstand, et overleveret resultat af primitiv overtro, men udtrykker derimod en strålende guddommelig indstilling af bevidstheden til fordel for stabiliseringen af en permanent, normal, mental "aksehældning" og det for væsenets særlige bevidsthedstrin heraf følgende normale almenbefindende eller guddommelige velvære.