Bønnens mysterium
10. kapitel
"Helliget vorde dit navn"
Den næste tankekoncentration i bønnen "Fader vor" udtrykkes i ordene: "Helliget vorde dit navn"! At Guds navn må vorde "helligt" for et væsen kan kun komme til at ske fyldest i kraft af fornemmelsen eller oplevelsen af, at "alt er såre godt". I samme grad, som man ikke ejer denne fornemmelse, men tvivler på fuldkommenheden i verdensaltets eller livets inderste guddommelige struktur, er man i disharmoni med den evige Fader. Her underkender man hans fuldkommenhed og stempler ham indirekte som ufuldkommen. At denne stempling af Guddommen som ufuldkommen er tilsløret under begrebet eller overtroen "djævelen", hvilket igen vil sige: troen på at alt det formentlige ufuldkomne, der jo også udtrykkes som "det onde", har et andet ophav end Guddommen, forandrer ikke princippet.
      Det udviser derimod for den udviklede åndsforsker eller sandhedssøger, et gudebillede, der kun er en kopi af et almindeligt jordmenneskes bevidsthed. Et sådant væsen har fjender, af hvilke det kan blive forfulgt, og med hvilke det derfor mere eller mindre må være i krig. Det ønsker mere eller mindre hævn eller straf over forfølgerne, og er det ikke netop disse ufuldkomne jordmenneskelige bevidsthedstendenser, der overskygger eller formørker gudebilledet? – Er "djævelen" ikke Guddommens store modstander eller "fjende nr. 1"? – Betragtes vrede og harme over, samt forfølgelse af dette væsen og dem, det har "forført" af "Guds børn", ikke som "hellig" og "retfærdig"? – Er ikke "evig fortabelse" den fortjente straf for denne "gudefjendtlige" virksomhed? – Tænk, hvilket glimrende og fuldkomment udtryk for kulminationen af jordmenneskelig skadefryd og hævntørst. Tænk, hvilken formørket opfattelse af den evige, alvise Guddom, hvis blændende kærlighed ligesom solen skinner på alt og alle, på rige og fattige, på unge og gamle, på mennesker, dyr, planter og mineral, og hvis funklende højintellektualitet ikke har kunnet finde eller påvise noget ét eneste sted i altet eller universet, der ikke var "såre godt". I sandhed, væsener, der har fået dette i kærlighed således kulminerende absolutte gudsbillede formørket af troen på djævelen, hans håndlangere og det evige helvede, trænger til at få "helliget" Guddommens navn. Tænk, hvilken guddommelig velsignelse det er, at disse væsener også har lært at bede "Fader vor". Thi uden, at de faktisk ved det, beder de igennem bønnens anden tankekoncentration om "kosmisk klarsyn", så de kan komme til at gennemskue absolut alt, hvad der ellers måtte holde dem bundet til et primitivt og ufuldkomment syn på dette altets evige ophav og altgennemtrængende Guddom. Og absolut kun igennem opfyldelsen af denne bøn kan det klarsyn få sæde i den bedendes bevidsthed, der lader Guddommen fremtræde i en så højintellektuel renhed og kulmination af kærlighed, at hans navn i samme bevidsthed udelukkende kun kan være indbegrebet af "hellighed" og resultatet af denne "hellighed": verdensaltet som en fremtrædende kombination af kærtegn. Kun således kan det guddommelige ord: "Alt er såre godt" urokkeligt lyse og funkle som absolut evig sandhed, og udelukkende kun igennem den totale erkendelse af denne sandhed kan Guddommens navn være virkelig eller absolut "helliget".