Inden for dyreriget findes der således et område, hvor individet begynder at komme i besiddelse af vished eller virkelig viden i stedet for anelse. Dette område udgøres hovedsageligt af det jordiske menneske. Med tilegnelsen af vished i stedet for anelse bliver individet beriget med en overordentlig stor ny bevidstheds- eller manifestationsfaktor. Men evnen til at anvende denne faktor i harmoni med tilværelsens eller livets evige love har individet ikke til at begynde med. Den må det erfare sig til. Men da det er med denne faktor ligesom med alle de andre store hovedfaktorer i livet, at den kun kan afføde harmoni, lykke eller et endeligt velvære ved at anvendes i kontakt med loven for tilværelsen eller i samklang med den samlede verdensorden, hvilket vil sige til fordel for almenhedens vel, og individet til at begynde med ikke kan have disse erfaringer, må det nødvendigvis i stor udstrækning anvende denne sin ny bevidsthedsfaktor eller intelligens forkert. Det anvender den hovedsageligt kun i egoistiske interesser og bliver derved i tilsvarende grad en gene for sine medvæseners eksistens eller opretholdelse af livet. Og vi er hermed kommet til grundårsagen til den samlede jordiske menneskeheds nuværende mørke skæbne. Hovedparten af nævnte menneskeheds individer befinder sig netop på et sådant stadium i udviklingen, hvor de endnu ikke har lært at bruge intelligensen i kontakt med hele menneskehedens vel. Og da samme menneskehed netop består af de enkelte individer, vil helheden umuligt kunne være udtryk for harmoni og sammenspil, fuldkommenhed og sand lykke, før flertallet af jordens mennesker er nået så langt frem i udvikling, at deres anvendelse af intelligens til fordel for almenheden i stedet for til fordel for dem selv er af et lige så stort omfang som det, der i dag er udtryk for de nævnte væseners anvendelse af deres intelligensevne til fordel for egoistiske interesser.